Børn og selvmord. Det er to ord, som mange ikke synes passer i samme sætning. Selvmord er "forbudt for børn", sådan noget skal børn ikke tænke på. Men virkeligheden er helt anderledes. Hvert år er der ca. 450 børn mellem 10 og 15, der bliver indlagt efter forsøg på at begå selvmord. Det er 5 børn for hver 4 dage. Og jeg kan ikke tro at alle forsøg fører til indlæggelse. Eller at det ikke sker at der er børn under 10 år, der forsøger sig. Blandt de 15-19 årige er der i øvrigt over dobbelt så mange indlæggelser efter selvmordsforsøg.
Børnepsykolog Kim Juul Larsen, der leder Klinik for Selvmordstruede børn og unge i Odense, siger:
Det er jo børn, som beskæftiger sig med selvmordsadfærd. Og det er noget, vi normalt ikke forbinder med børn under 15 år. Det er både skræmmende og overraskende, at der er så mange.Og han regner med at langt flere går med tanker om selvmord. Logisk.
Klinik for Selvmordstruede i Odense startede i november 2007 et forskningsprojekt med fokus på børns selvmordsforsøg, finansieret via satspuljemidler på 1,5 millioner kroner. Formålet blev defineret som at registrere hvor mange børn og unge, landets sygehuse får i behandling for selvmordsforsøg. Samt indsamle viden om faktorer der øger eller mindsker risikoen. Særlig fokus på højrisikogruppen af børn og unge, der selv har oplevet selvmord i familien.
Et aspekt af situationen er at en meget stor del af børnene blot bliver sendt hjem når lægerne har repareret kroppen. Med mindre der vurderes at barnet har "en svær psykiatrisk lidelse", er det kommunen der har bolden. Nogle kommuner er klædt på til at gå ind med støtte, og derved forebygge nye selvmordsforsøg. Andre gør ikke noget. Det koster jo.
Rent praktisk fylder begrebet "Panodil-piger" meget. Uvidende om at det i givet fald kunne blive til en langsom og lidelsesfuld død, søges en problemløsning i medicinskabet. På sygehusene er det blevet til en dagligdags rutine at afgifte Panodil-piger (og selvfølgelig også drenge). Det er sjældent at nogen omkommer; om ikke andet kan det blive til at en ødelagt lever udskiftes, hvis der er et donor-organ til rådighed. En del drenge vælger mere effektive metoder, som hængning, så der dør flere drenge end piger.
Det er meget vigtigt ikke at stikke hovedet i busken. Virkeligheden rummer at mennesker søger selvmord som en udvej fra problemer. I langt de fleste tilfælde er det ikke nogen god løsning, men det ændrer ikke på at selvmord er en mulighed. Og børn er jo ikke dumme.
Jeg har undret mig over at se børnepsykolog Anne Kirsten Hansen fornægte virkeligheden:
Når et barn hører om et selvmord eller på anden måde stifter bekendtskab med den handling, kan barnet opfatte det som en løsningsmulighed i tilfælde, hvor problemerne bliver for store. [...]Det er meningsløst at prøve at bilde børn ind at selvmord "ikke er en mulighed". Det er i klar modstrid med fakta. Og børn er jo ikke dumme. De lærer at de voksne, deriblandt forældre og børnepsykologer, ikke kan lide at snakke med børn om muligheden med et selvmord. At de voksne skal beskyttes, ved ikke at snakke med dem om sagen. Børn kan jo være meget loyale. De lærer at de må gå alene med det, når de bliver mobbet. At mobberne har ret, "jeg dur ikke". Må hellere holde op med at eksistere. Av.
Vi bliver kede af det indimellem, og det gør børn sandelig også. Men de skal forstå, at det ikke er en mulighed.
Hvad der mere kunne være brug for, er at kunne snakke afslappet med børn om det hele, dermed også selvmord. At de får overblik til at indse at der findes meget bedre måder at løse problemer på. Tanken om selvmord bliver så til noget der ikke behøver fylde noget, ikke behøver fornægtelse, ikke behøver særlig opmærksomhed.
Men det kræver jo så også at voksne, her og nu, tager sig tid til i praktisk handling at vise børnene at problemerne kan takles. For et barn kan en tidshorisont på uger eller måneder, mens de voksne venter, være lang. Meget lang. For lang.
- Politiken:
Mange børn forsøger at begå selvmord - Avisen.dk (2008):
Otte-årige børn forsøger selvmord - Region Syddanmark (2007):
Nyt forskningsprojekt med fokus på børns selvmordsforsøg - Sund i Syd:
De taler højt om selvmordstruede unge - TV 2 Nyhederne:
Børneselvmord er sjældne men sker - Center for Selvmordsforskning:
Behandlingsforløb og opfølgningsrutiner for børn og unge med selvmordsforsøg. Vejledning til sundhedspersonale i børneafdelinger
- 450 børn forsøger hvert år selvmord
- 14-årig nær død af piller
- Læg mærke til dit barns faresignaler
- Politikere: Mere hjælp efter selvmordsforsøg
- Psykologer: Færre selvmord koster
Nyere opslag
Opslag
16 comments:
Jeg synes, Anne Kirsten Hansens: "Vi bliver kede af det indimellem, og det gør børn sandelig også." er vildt provokerende. Børn, ligemeget hvor gammel, overvejer/begår jo ikke selvmord, fordi de er "kede af det indimellem". De fleste børn, hvis ikke alle, og også de, der angiveligt lider af en "svær psykiatrisk lidelsede", der overvejer/begår selvmord, er ofre for vedvarende og mere eller mindre voldsomme overgreb. Ofte af seksuel karakter, og rigtigt ofte fra deres omsorgspersoners side. Mobning sker ikke bare i skolen, mellem børnene. "Mobning" (her brugt som synonym for alle slags overgreb) sker i allerhøjeste grad også mellem børn og deres forældre.
Når Anne Kirsten Hansen siger, at børn overvejer/begår selvmord ud fra et øjebliks tristhed, så underkender hun disse børns grusomme virkelighed på det groveste. Ligesom det er sket for Jacqui Dillon, om end i hendes tilfælde i voksenalderen, og ikke på grundlag af selvmord, men selvskadende adfærd og stemmehøring. Omverdenens (psykiatriens) reaktion er dog densamme som Anne Kirsten Hansens: bagatellisering og fornægtelse af overgrebene. I sig selv også et overgreb. Et til af slagsen.
Jeg gyser lidt ved tanken om, at Anne Kirsten Hansen arbejder som børnepsykolog. Efter citatet at dømme, er hun en af dem (en af de desværre mange), der ser deres opgave primært i at opdrage børnene til at holde stilletiende og modstandsløst (uden at påtænke eller begå selvmord, fordi, fy! det må man ikke!) ud, så overgrebene uforstyrret kan fortsette. Sigrun har flere gange skrevet om denne slags psykologer. Kan bare ikke lige finde et specifikt indlæg.
"Selvmord ud fra et øjebliks tristhed" er nok lige at stramme den rigeligt i forhold hvad jeg ser Anne Kirsten Hansen udtrykke. Jeg kom forresten til at tænke på at det ikke var så nemt at se at mit citat var fra TV 2 artiklen Børneselvmord er sjældne men sker. Så jeg har tilføjet linket også der.
På den anden side er der desværre også historier, som peger på at nogle "Panodil-piger" måske ikke tænker sig så godt om før de griber til en overdosis piller. Et ret nyt eksempel har DR i artiklen 14-årig nær død af piller, hvor Sabrina Monberg fortæller hvordan hun var meget ked af et kæreste-skænderi, og veninder "som havde skrevet noget grimt på Facebook". Familien sørgede efter udskrivelsen for den hjælp, som kommunen ikke gjorde noget ved. Nu her, et halvt år senere, fortæller Sabrina at hun bagefter har undret sig rigtig meget over hvorfor hun egentlig besluttede at æde de smertestillende piller.
Jeg tror at der nogen gange kommer ekstra fokus på den type sager, fordi der ikke rigtig er nogen som forstår hvorfor det blev til at fylde i statistikkerne for selvmordsforsøg. Altså hvor det er svært at pege på en klar baggrund, typisk netop mobning eller andre vedvarende overgreb.
Citatet fra Anne Kirsten Hansen er netop taget fra en artikel der blev "inspireret" af den ret nye sag med Robert Larsen, der jo hængte sig efter mobning på Udby Skole. Ikke just noget "letfærdigt" selvmord - men tværtimod en dreng som ikke fik lejlighed til at føle sig hjulpet i et liv der blev urimelig svært at takle.
Og de sager er der jo alt for mange af, også uden at det lige behøver at ende med det som dog kan få kommunerødderne til at lette lidt på sig, at blive hængt ud omkring et barns fuldbyrdede selvmord. Hvor jeg ikke har fået øje på tegn på at miljøet omkring Robert gjorde ret meget for at drengen kunne opleve andet end at det var ham, der var noget galt med.
"Det der for eksempel kan udløse et selvmord hos et barn kan være depression, alvorlig mobning eller lavt selvværd, ..." hedder det i artiklen, og jeg går ud fra, at man her indirekte citerer Anne Kirsten Hansen. Påfaldende er, at kun mobning er en decideret årsag. Mens "depression" og lavt selvværd må betegnes som resultater - af en årsag. Hvilken? Påfaldende er også, at Anne Kirsten Hansen åbenbart ikke nævner den hyppigste af alle årsager: seksuelt misbrug. Fulgt af andre misbrugende kommunikations-/interaktionsmønstre i børnenes direkte omgivelser. Men vi kan selvfølgeligt under ingen omstændigheder holde forældrene ansvarlige... Nogen kunne føle sig trådt over tæerne.
Panodil-pigerne - tja. Også her tænker jeg, at de voksne omkring har et ansvar. Jeg tror næppe, at en teenager, der føler sig betingelsesløst elsket og bakket op af de voksne i hans/hendes liv, vælger Panodil som en problemløsning, i stedet for at betro sig til de betingelsesløst elskende og opbakkende voksne.
Det er skummelt å se hvordan suicidale barn blir oversett, jeg tror nok det er fordi man ikke vil tenke på noe så forferdelig, derfor er de vanskelige å se. Barn skal ikke bli deprimerte eller alvorlig syke.
Jeg var kanskje rundt åtte første gang jeg, da jeg la meg for natten, ba til Gud om å slippe å våkne dagen etter. Jeg skulle ønske noen hadde vært våken og modig nok til å se det da.
Seksuelt misbrug er bestemt en faktor af betydning, men har du citerbart belæg for at det er "den hyppigste af alle årsager"? Jeg kan godt se at der kan være tilfælde hvor det med seksuelt misbrug ikke kommer frem, fordi hverken barn eller voksne taler om det. Og tabuet er stort nok til at emnet kan risikere at være udenfor betragtning, med mindre der er ganske konkret anledning til at det må i fokus.
Og jo, der er vel en holdning om at det "kun er de voksnes skyld", hvis der klart er lovovertrædelser eller definerbare overgreb. At det ikke hjælper at sige "det er jeres skyld" med mindre sagen er ganske klar.....
Den med Panodil-piger er lidt dobbelt tror jeg. Altså at en hel del af Panodil-pigerne ikke har det værre end mange andre børn. At det kan være lidt "tilfældigt" om børn der lige synes "at det hele er noget lort" går til medicinskabet. Og det ses jo bestemt at der kan være en "kultur" blandt børnene om at der er ting som forældre ikke skal blandes ind i. Så selv om forældrene pr. definition står med ansvaret, kan det være svært at gøre det til et spørgsmål om at de skal holdes ansvarlige når ...
Ragne, det er jo netop den udbredte forventning om børn som små søde uskyldige legebørn, der gør at det ikke forventes at de også kan have meget tunge problemer.
Når du i otte-års alderen kom ud i at ønske ikke at vågne igen, ser jeg det som udtryk for at du havde udviklet dig så langt at du kunne rumme og forstå eksistentialistiske tanker. Og det er netop i den alder at det er forventeligt at børn kan det. Desværre er det ligeså forventeligt at voksne tror at disse emner er alt for svære for "de små puslinge". Så jo, du havde dengang brug for en som du kunne snakke med de ting om, og netop helst nogen som havde modet til at tage de ting op, som det var svært for dig at formulere og takle.
Men problemet er jo at de voksne skal ḱunne håndtere at de selv er med i den problemstilling, som barnet bokser med, og det ses alt for ofte at de fornægter hvad der ikke udtrykkes klart og uafrysteligt.
Lige umiddelbart: http://mads.eu/misbrug-af-boern-medfoerer-livslang-aendring-i-ofrets-dna-og-i-hjernen.
Er lidt forvirret (på en god måde!) lige p.t., ellers kunne jeg sikkert finde mere konkrete kilder.
Vil lige hurtigt gøre opmærksom på, at "livslang" i ovenlinkede indlæg ikke er korrekt. Gener påvirkes igennem hele livet, skader er ikke irreversible, som den forskning, indlægget citerer, vil have læseren til at tro. Der findes noget, der hedder neuroplasticitet. Recovery er mulig.
Seksuelt misbrug af børn giver epigenetiske mærker på DNA, er jo hvad den artikel fortæller om. Derved slutter den sig til andre undersøgelser af hvordan miljø kan påvirke biologiens basis, altså at senfølger af voldsomme psykiske påvirkninger ikke "bare" er et spørgsmål om bearbejdning af traumer, men også udtryk for at biokemien i hjernen kan komme ud af balance.
Mit spørgsmål gik nu mere på det med at du pegede på seksuelt misbrug (af børn) som "den hyppigste af alle årsager". Altså om dette var noget du har set tal (eller lignende på) - eller om det var udtryk for den tendens du har til de lidt brede penselstrøg når et budskab skal fyres af :-)
Såså! Here you are: "Current studies (Koopmans, 19904) demonstrate that the vast majority of children and adolescents who attempt suicide have a history of sexual abuse as well." "1990" skal der stå efter Koopmans, tyrkfejl, http://www.aaets.org/article31.htm
Med mine kildekritiske briller på er den artikel ikke "nok". Skribenten rider tydeligt en kæphest omkring seksuelt misbrug, og følgerne deraf. En kæphest som jeg mener netop også kan behøve at blive luftet.
Men hun er også en som fremfører "A parent who exposes a child to intercourse or deviant sexual behaviors or pornographic materials is abusing that child". Altså f.eks. en som snakker med en teenager om homoseksualitet. Det lyder så bibelbælte-amerikansk at jeg nødvendigvis tager hende med mere end bare et gran salt, også når hun som reference på en malerisk påstand "blot" har en personlig kontakt som reference, uden bare antydning af tal eller omstændigheder.
Så har jeg det bedre med en artikel som Suicide Linked To Sexual Abuse. "In the new study of almost 3,000 people in North Carolina, 67 reported having been sexually assaulted. About 15% of those people had attempted suicide, compared to less than 2% of those with no history of sexual assault".
Her hører det jo så også med at "sexual assault" er et smallere og mere konkret begreb end når "sexual abuse" tolkes ud fra en ret snæver personlig moral omkring børn og seksualitet.
Lidt talgymnastik leder til at næsten 70 af de 3000 havde forsøgt selvmord, og 10 af disse fortalte om seksuelt misbrug. Det peger jo klart på at seksuelt misbrug mangedobler selvmordsrisikoen, men selv om der søges indregnet et mørketal (at nogen har fortrængt/fortiet det) er der langt op til at næsten alle som har forsøgt selvmord skulle have seksuelt misbrug bag sig.
Jamen, nu er de 3.000 jo "people", ikke specifikt "children". Dvs. her kan der spille ting som at miste sit job, gå fallit med ægteskab/partnerrelation etc., der ikke spiller det store klaver når det kommer til børn, ind, og gør det sikkert også.
I øvrigt angiver artiklens forfatter en kilde: Koopmans, 1990, en studie, der også - i hvert fald som abstract - flyder rundt et eller andet sted på nettet.
Jeg har bare lige p.t. meget begrænset energi, orker ikke lede...
Jo, det handler faktisk specifikt om børn. Fra indledningen: "And the risk is even higher if the assault occurred during childhood".
Og 1990-referencen til Koopmans henviser altså ikke til et studie: "4. Koopmans, M., (1990). Yeshiva University/Einstein College. Personal Communication.". Det var det jeg mente med "blot en personlig kontakt".
Der er ingen kontekst som giver grundlag for at finde ud af hvad den reference egentlig dækker over. Om det har været mere end en snak om "current studies", hvor Barabara E. Bogorad måske har tolket lidt vel langt med basis i hendes kæphest, og sit syn på hvor lidt der skal til for at udgøre "sexual abuse".
Jeg prøvede selv at søge lidt, og fandt ikke noget mere konkret på et studie som skulle vise at hovedparten af selvmord (eller forsøg) har baggrund i seksuelt misbrug i barndommen. Og jeg er overbevist om at et så dramatisk resultat ville have vakt genlyd i væsentlig grad.
Jo, jeg kan være lidt irriterende når jeg bevidst er ret forsigtig omkring hvad jeg vælger at se som havende tilstrækkeligt belæg til at jeg tror på det. Det er, synes jeg, en nødvendig skelnen, med den stærkt svingende basis i hvad der flyder rundt af information på nettet.
Fair nok at du ikke lige orker så meget; det er såmænd heller ikke for at jage med dig :-) Bare tag den med ro!
Jeg tror, vi snakker måske lidt forbi hinanden: Jeg vil ikke nødvendigvis påstå, at de fleste selvmord/-sforsøg hos hele befolkningen skyldes seksuelt misbrug i barndommen. Der er andre former for mishandling, der forårsager skader, der kommer til udtryk i form af det, der så kaldes for "psykisk sygdom", og udsætter den, der har oplevet dem, for et forhøjet selvmordsrisiko senere i livet. Ligesom der, som nævnt, er ikke-barndomsrelaterede traumata, der kan danne grundlag for selvmord/-sforsøg (jf. "PTSD")
Men når det er børn, der begår eller forsøger at begå selvmord, så må seksuelle overgreb betragtes som hovedårsag: "Suicide risk following child sexual abuse"
Man skal jo heller ikke gå galt i byen, og tro, at sådanne undersøgelser "fanger" alle, der er blevet misbrugt. Der er noget, der hedder mørketal, der har det med at ligge noget højere, end de kendte, beviselige tal...
Vi lever i en kultur, der baserer på "toksisk mimik" af naturen. Det gælder alle livets områder. Jeg tror ikke, vi gør nogen, end ikke os selv, en tjeneste, vd at betvivle, at forgiftningen er en realitet.
De mange andre ting end seksuelt misbrug, som kan udgøre voldsom stress i barndommen er netop årsagen til at jeg holder igen med at se seksuelt misbrug som hovedårsagen. I princippet er det afgørende ikke om det lige handler om seksuelle overgreb; på den anden side er der jo ofte tale om seksuelle overgreb som en del af problemerne i de værste tilfælde.
Den artikel som du sidst linkede til ser jeg mest som en ret klar markering af hvor slemt det er med seksuelle overgreb mod børn, når 1/3 af de 183 ramte havde forsøgt selvmord, og at deres selvmordsrate var over 10 gange så høj som den øvrige befolknings.
Men jeg synes egentlig også at der er grund til at undgå at nogen tror at når bare det ikke er seksuelt misbrug, så er det "ikke så galt". Der er netop mange andre ting som kan blive traumatiserende for et barn, også ting som de voksne ofte er tilbøjelige til at slå hen som "små mennesker, små problemer". Ting hvor det ikke giver mening at tale om overgreb, men snarere at de voksne tror at det går fint - mens de ikke er opmærksomme på hvilke tanker og begivenheder der kan blive overvældende for barnet.
Jeg går ud fra at anglicismen "toksisk mimik" henviser til når Derrick Jensen skriver om "toxic mimicry". Og jo, det er et stort problem at vor kultur bliver så fokuseret på at "følge opskrifter", at det blinder i forhold til at nå ind til mennesket overfor.
Jeg er bestemt den sidste til at være ude efter at bagatellisere andre end seksuelle overgreb. At hvad man kunne kalde "den ganske almindelige", og ikke engang letgenkendelige, psykoterror alene kan sætte lige så dybe spor som fysiske overgreb, har jeg jo selv oplevet. Og jeg ønskede, der ville komme meget mere fokus på det også. Stadigt tænker jeg dog også, at man skal passe på og ikke tro, at seksuelle overgreb er noget, der sker ca. en gang om året, i Tønder... Ligesom jeg altså synes, det er ufatteligt frækt, at gøre ofrene ansvarlige ("blame the victim" er jo ikke uden grund en nærmest stående vending blandt overgrebsofre), som jeg opfatter, at Anne Kirsten Hansen gør det, når hun nævner f.eks. "depression" som årsag. Den slags får simpelthen mit p.. i kog, og jeg mener helt seriøst, at terapeuter med en sådan indstilling til tingene, burde se sig om efter et andet job. De gør nemlig mere skade end gavn som terapeuter.
Og ja, selvfølgeligt var "toksisk mimik" inspireret af Derrick Jensen :)
P.S.: Interessant indlæg om det der med at gøre ofret ansvarligt, skrevet af Sigrun: http://stomm-blog.blogspot.com/2009/03/adhd-diagnose-og-traumer.html
Omhandler godt nok "ADHD", men passer jo lige så godt på f.eks. "depression" og alle andre stempler, der placerer skylden hos offeret.
Send en kommentar