Jeg vælger at læse avisernes skriverier om sagen med forsigtighed, der er jo kun alt for stor risiko for at sådan en tragisk sag formidles ud fra sin forståelige dramatik, uden fokus på at sagen sikkert er mere kompliceret end overfladen antyder. At selvmord, som sædvanlig, overforenkles. Men der kan næppe være tvivl om at der var noget skingrende galt i drengens liv. Og dermed hans alt for tidlige død.
Det meste peger på at mobning har været en afgørende faktor. Drengens ulykkelige mor, Lise Lotte Larsen, fortæller at hun var klar over at sønnen havde det meget svært i skolen. At Roberts et år yngre bror, der nu går i specialklasse, blev flyttet fra skolen efter mobning. Roberts papfar bebuder at familien vil have undersøgt hvor voldsomt drengen blev mobbet i skolen.
En af skolens ældste elever siger at "Der må under alle omstændigheder sidde nogle tilbage med en enorm skyldfølelse". Pernille Buttenschøn gengiver trist at hendes to børn på skolen fortæller om Robert, at "han smilede aldrig". Hun oplevede ikke at skolen tog mobning alvorligt, og fortæller om andre børn der flytter fra skolen. Andre fortæller om massiv mobning fra en gruppe elever. Om svagheder i ledelsen. Robert kaldes for damp-barn (ADHD), et let og fristende offer for mobning, kunne ikke have at nogen rørte ved ham. Hans støttelærer var langtidssyg, uden afløser.
Udby Skole har lavet en pænt udseende mobbepolitik, for at prøve at være en "mobbefri skole". Men det er jo så ikke til at undgå spørgsmålet om hvordan den har fungeret i det daglige. Om det har været noget at Robert Larsen oplevede som en mulig løsning. Holbæk kommune og skolens ledelse har, forståeligt nok, ingen kommentarer. Heller ikke når Ekstra Bladet punker dem, ud over at sagen er mere nuanceret end som så. Det tror jeg på.
Der er en masse, der ikke må ties ihjel, nu.
- Folkeskolen.dk:
12-årig har begået selvmord efter massiv mobning - Nordvestnyt.dk:
12-årig dreng begik selvmord efter skole - Berlingske:
12-årig dreng begik selvmord - B.T.:
Kommunaldirektør i Holbæk: Det er en dyb tragedie
- 12-årig mobbet i skolen - hængte sig
- Skolebestyrelse holder fast i mobbepolitik
- Forældre utrygge ved mobbeoffers skole
Nyere opslag
Opslag
9 comments:
Helvede på Udby Skole - Ekstra Bladet larmer:
MOBBEPOLITIK er et smart ord at bruge – det lugter langt væk af handlekraft, omhu og konsekvens.
SÅDAN ÉN praler de også med på Udby Skole, hvor den 12-årige elev Robert alligevel levede i et helvede sammen med sine skolekammerater.
DRENGENS selvmord tirsdag eftermiddag tyder på, at planen emmede af opmærksomhed og handlekraft på skolens hjemmeside, men at virkeligheden var anderledes grusom og blind. Noget mere hjerteskærende end Robert Larsens farvel til denne verden er ikke til at forestille sig.
[...]
> Krisepsykolog: Lukkethed er OK.
> Skolechef: Selvmord håndteret optimalt.
Ekstra Bladet trækker for at få sagen til at rulle i medierne, men lukketheden giver også god mening, i forhold til at tage sig af den akutte situation for de involverede.
Tre dage efter har ledelsen på Udby skole endnu ikke kommenteret den tragiske hændelse og mobningen på skolen.
Men det behøver de heller ikke, siger krisepsykolog, Louise Svendsen, fra Dansk Krisekorps, der rykker ud til akutte kriser, men ikke er involveret i den konkrete hændelse på Udby skole.
Hun mener, at skolen på nuværende tidspunkt gør rigtigt i at koncentrere indsatsen internt på skolen i stedet for at komme med hurtige udmeldinger i pressen.
- Det vil i hvert fald være torskedumt at sige noget om det, før man har tænkt sig om, siger Louise Svendsen. [...]
Så håber jeg bare ikke at de bliver så indgroede i tavsheden at sagen dysses ned når den umiddelbare krise er håndteret. Noget fungerede ikke godt nok.
Når elendige krisekommunikations-planer går for vidt - Journalist og kommunikationskonsulent Kim Ege Møller problematiserer kommunens lukkede linie, at det kan ramme den meget hårdt hvis den vedbliver at undgå samarbejde med medierne, og at lade som om udenforstående ikke behøver svar.
Robert, du var en solstråle - Roberts 68-årige bedstemor, Lis Larsen fra Tune ved Roskilde, har skrevet et afskedsbrev til sit barnebarn, for at få sine følelser og tanker ud - og sin kritik af Holbæk Kommune og Udby Skole.
Min solstråle
– Ingen udenforstående kan sætte sig ind i, hvilket kaos der foregår inde i hovedet på et barn, der dagligt slås med Aspergers syndrom. Og hvilken kamp det er for barnets nærmeste, siger den fortvivlede mormor.
’Robert, du var en solstråle, der kom ind i vores liv, men til et samfund, der var utrolig uretfærdigt. Til en skole, der ikke var deres opgave voksen. Det medførte, at du følte, at du måtte sige farvel til denne verden.’
[...]
’Holbæk Kommune har svigtet helt fatalt i denne sag – de må have et stort åg at bære på deres skuldre. Jeg håber, at jeg med dette brev kan gøre mit til, at lærerne (på Udby Skole, red.) tager deres ansvar alvorligt og fortæller eleverne, at mobning er nedbrydende for børns selvværd. Ifølge flere forældre til børn i skolen er mobning et overskyggende problem.’
[...]
Aspergers syndrom er netop noget hvor et barn kan have meget svært ved at være "med" i de andre børns cirkler, og derved er meget udsat for at få tildelt rollen som "den grimme ælling" - uden den lykkelige afslutning.
Uden at jeg et sekund vil betvivle, at mobningen vist var det udløsende moment i denne sag: "Aspergers"... og hvad slags piller var han på? Der er snart advarsler på dem allesammen om at de kan forårsage/forstærke selvmordstanker.
Om medicin er blandt "sagens nuancer" har jeg jo så ikke set noget om, men både ADHD og autisme-spektret bliver jo nogle gange koblet sammen med f.eks. Ritalin.
En lidt "bagvendt" problematik omkring medicinske behandlingstilbud til en med problemer er jo så at en indledende tro på at "nu hjælper det" kan blive skuffet, og derved til en endnu dybere nedtur. "Jeg har jo fået hjælp. Men behandlingen hjalp ikke. Ingen løsning, andet end at dø".
Men i den her sag tyder det jo mest på at mobningen har været det dominerende eksistentielle problem for Robert Larsen. Og et fravær af følelsen af at få hjælp.
Det du beskriver, er én side af sagen. Den anden er den rent kemiske - altså ikke psykologiske - virkning af stofferne. Det er jo lidt som med fritidsstofferne, der også kan få folk til at handle ekstremt.
Farmakologien og psykologien bliver netop meget svær at adskille omkring de psykoaktive stoffer, både med og uden recept, især når afledte konsekvenser af meget upræcist virkende midler er meget dårligt forstået. Der "sker noget", men jeg tror ikke helt på muligheden af at skelne klart mellem den kemiske og den psykologiske side af hjernens virkemåde.
Altså også den med de ekstreme handlinger. Jeg tror på at tingene er alt for komplekse til at det kan siges entydigt at være en medicinsk bivirkning - men når vilkårene for at opleve "sig" bliver påvirket kan det måske også udløse et psykologisk "nu skal der sgu ske noget".
Kløften mellem behandleres "vi må prøve noget", og et psykologisk behov for at føle sig hjulpet tror jeg dog typisk bliver overset. Den eksistentielle situation udvikler sig jo også under behandlingsforsøg, måske kun i ringe grad som effekt af behandlingen.
>Fem børn fjernes fra klasse af deres forældre
>Min datter blev drillet så meget, at hun ikke ønskede at leve
>Borgmesteren er ked af at børnene skifter skole
>Borgmesteren: Uheldigt der ikke er nogen skoleleder
Nordvestnyt/Venstrebladet har fat i de rullende efterdønninger. Flere forældre klager over ligegyldighed overfor grov mobning, og tager børn ud af skolen. De har været meget utilfredse, men kunne ikke komme igennem med at tage det op. Peger på at skolen mangler ledelse, og lærerne mangler engagement. Børn, der kom grædende hjem fra skolen. Borgmesteren "er ked af det"; han troede at Udby Skole var en "god og veldrevet skole". Henviser til at der den ny leder pr. 1. august må konfronteres med problemerne, og beder om "fred og ro".
Jeg håber at den nye leder kan lave forbedringer, der er et kun alt for "godt grundlag" for det.
B.T.: Robert Larsen bisat - klassekammeraters breve læst højt i kirken
Flere hundrede mødte op til begravelsen i landsbykirken. Eleverne i hans klasse havde hver skrevet et brev til ham. En af dem var "ked af at vi ikke fik talt ordentlig" med ham.
Moderen, Lise Lotte Larsen: Du var et lys for din mor. Et lys der brat blev slukket. Jeg ønsker, at alle kan lære at tage bedre hånd om hinanden.
Præsten: Ingen af os bør kunne sige sig fri. Vi har alle et ansvar for hinanden, sagde præsten.
Kisten blev båret ud til Kim Larsens "Om lidt bliver her stille", samt silende tårer og regn.
Om lidt blir her stille
Om lidt er det forbi
Fik du set det du ville
Fik du hørt din melodi
Forladt og alene
Danser cirkusprinsessen rundt
Går i stå - på sin line
I et sanseløst sekund
Om lidt, om lidt
Er vi borte
Vi ses måske igen
Om lidt blir her stille
Om lidt er det forbi
Fik du set det du ville
Fik du hørt din melodi
Om lidt, om lidt
Er vi borte
Vi ses måske igen
Om lidt, om lidt
Er vi borte
Vi ses måske igen
(Tekst Kim Larsen og Leif Petersen)
Robert Nolsøe Larsens historie berører mig dybt.
Jeg husker, hvordan jeg selv blev mobbet i folkeskolen. År efter år talte jeg om mine forældre med lærerne om det, lærernes svar var: det bliver bedre næste år. Efter nogle år mistede jeg totalt tillid til autoriteter og fik vel en slags børnedepression. Jeg havde ofte selvmordtanker, turde ikke sige det til nogen, var bange for at de skulle blive kede af det. Tænkte hvordan kan jeg skjule mit selvmord som en ulykke.. komme til at køre ud foran en bil eller det der er værre? Så kunne jeg i det mindste skjule selvmordet for mine kære forældre. Kunne ikke bære at de skulle vide, hvordan jeg havde det.
Næsten hvert år var der ildspåsættelse på skolen, ikke at jeg på nogen måde mener det er nogen god løsning at brænde skolen ned, men alligevel var der et eller andet indeni mig, som håbede at den skole ville gå væk en dag.
En klasselærer prøvede i sin frustration at tage mobning op som tema, en anden var netop blevet mobbet ud at klassen og alle vidste det. Så lavede vi videotema om mobning, men det hjalp vist ikke noget.
Efter 5-6 år i den folkeskole opdager mine forældre, at jeg ikke længere bliver glad i juleferien, som jeg plejer, så går det op for dem at de må gøre noget, trodse lærerne og flytte mig over i en anden skole, det bliver så en privatskole med nul-tolerance for mobning (mobbede man en lærer eller elev blev man bortvist med det samme - alle blev grundigt informeret om reglerne). Her blomstrede jeg straks op og kom siden glad videre i det almindelige uddannelsessystem.
Mobning er desværre meget udbredt i vores snævre danske jantelovskultur.
/anonym
Send en kommentar