En ny hjemmeside er gået i luften: www.forebygselvmord.dk:
Forebyg selvmord - især for mænd
Har du tanker om selvmord, så udsæt det! Det nytter at søge hjælp. Læs om andre mænds erfaringer med at få hjælp mod selvmordstanker og selvmordsforsøg.
En rundtur på hjemmesiden giver et særdeles godt indtryk. En velgennembearbejdet samling af relevante informationer, og en samling vedkommende beretninger med helt konkrete mænds tanker omkring selvmord, og hvordan de kom videre på en bedre måde.
Godt initiativ.
- Center for Selvmordsforskning:
Ny hjemmeside lanceret - www.forebygselvmord.dk - DR P4 Østjylland:
Ny hjemmeside om selvmord - DR Nyheder:
Mange mænd begår selvmord - Kristeligt Dagblad:
Eksperter til kamp mod mænds selvmord - Kristeligt Dagblad:
Kriseramte mænd er dårlige til at søge hjælp - Region Midtjylland:
Hjælp til mænd med selvmordstanker - Århus Stiftstidende:
Klik væk fra selvmordet - TV 2 Østjylland:
Eksperter til kamp mod mænds selvmord - Folkesundhed.dk:
Hjælp til mænd med selvmordstanker
På den anden side synes jeg nu også at det virker lidt for ensidigt fokuseret på at selvmordstanker er noget som skal modsiges. Det er en god pointe at det er noget der skal snakkes med andre om, i stedet for at gå med tankerne i ensomhed. I de fleste tilfælde kan der findes bedre løsninger end døden. En måde at gøre livet godt at leve igen.
Der mangler forståelse for at selvmord også kan være noget ganske rationelt, at der er situationer hvor mange års forsøg på at hjælpe ikke har nyttet, eller hvor sygdomme alligevel gør det håbløst på kortere sigt. Det er jo ikke hjælperne der skal afgøre om livet er værd at leve videre. Det kunne jo være at de, i få tilfælde, blot skulle sige "ok".
Jeg tror at en mand med selvmordstanker snarere vil henvende sig om hjælp, hvis det ikke på forhånd er givet at svaret er fastlåst "lad være". Hvis rationaliteten i tanken ikke får lov til at stå. Ikke nødvendigvis det mest rationelle, men derfor ikke irrationelt.
Men det er jo uheldigt at en hjælper der respekterer et rationelt selvmordsønske må forventes at få problemer, juridisk og/eller arbejdsmæssigt. At samfundet mangler respekten.
Se også:
Nyere opslag
Opslag
5 comments:
Den slags hjemmesider forekommer mig altid en anelse patetisk: "Vi vil jo sååå gerne hjælpe dig, men du må altså indse, at det er dig, der er galt på den." I værste tilfælde inklusive budskabet om genetisk betinget hjernesygdom, "depression". Som om selvmord ikke kan være en logisk konsekvens af uudholdelige omstændigheder (hvad jeg mener, den altid er) , netop, der måske kan ændres, måske ikke.
Når løsningen på forhånd er givet, ja, og kun detaljerne undervejs "er til forhandling" bliver det jo netop til et spørgsmål om ham i krise vælger at tro på det. Og det er jo sådan set OK i rigtig mange tilfælde. Men en som ikke tror på noget som helst, vil måske ikke risikere at hjælpere holder fast i at døden ikke kan være en løsning, og derfor fraskriver sig hjælp.
Og sådan en hjemmeside her lægger jo ikke ligefrem op til at dialogen kan være fordomsfri fsv. resultatet angår....
Tak for roserne til www.forebygselvmord.dk, dejligt at du bakker den op via bloggen her. I arbejdet med de mænd, der har haft selvmordstanker og som fortæller deres historier på hjemmesiden har jeg ikke mødt "det rationelle selvmord", for folk der søger hjælp i forbindelse med selvmordstanker og selvmordsforsøg er jo stadig i tvivl, forestillingen om selvmord e r ikke entydig og og derfor kommer de til et sted, som forholder sig til selvmords-FOREGBYGGELSE. Jeg synes ikke vi, via den nye hjemmeside, forsøger at manipulere nogen til ikke at måtte tale om selvmord, tværtimod. Selvmordsforebyggelse handler ikke om forbud eller at man ikke må tale om tankerne. Mange vil gerne have måder at håndtere selvmordstankerne på - fordi de er pinagtige og smertefulde - se fx hvad Erik fortæller om det på hjemmesiden
http://www.forebygselvmord.dk/default.asp?page=/cms/Main.asp?ID=48507
Jeg har i tidens løb mødt rigtig mange efterladte, hvis historier til mig (se www.sorgenvedselvmord.dk) jo heller ikke handler om rationelle selvmord. De fortællinger er fyldt med alle de modsætninger, det kaos og de lidelser, som det i høj grad kan være at have selvmordstanker men ikke nødvendigvis ønske at dø.
Og ja, vi har ved at lave denne hjemmeside valgt side, for livet. Det er et valg - og det er fordi vi har set, at rigtig mange mænd faktisk KAN hjælpes og det er det vi vil. Vi forhindrer ikke nogen i at diskutere andre valg, men siden har kun EET formål:Udsæt det. At det skulle være patetisk, som Marian siger, at ville vise andre mennesker, at der er hjælp at hente forstår jeg ikke. Men jeg behøver så også kun at tænke på de efterladte, som har mistet søn, far, bror, ægtefælle. jeg tror ikke nogen af dem ville kalde det patetisk at forsøge at hjælpe.
Venlig hilsen inger anneberg
"Rationelle selvmord" er netop det centrale for min pointe. For jeg vil holde på at der findes rationelle selvmord, altså selvmord hvor omstændighederne er så klare at "de fleste" ikke mener at det havde været det rigtige at hindre det. Her tænker jeg jo typisk på mennesker der vælger at "tage fri" fra at lade en alvorlig fremadskridende sygdom nedbryde de sidste rester af deres mulighed for at have et liv som de kan holde ud. Grænserne her kan selvfølgelig diskuteres, men dette er noget helt andet de "arketypiske" kriseselvmord. Det ville sådan set pynte med en reel sproglig skelnen, for at undgå at tingene, som nu, bliver blandet sammen.
Min pointe her er ikke at fokusere på de selvmord som ligger i grænseområdet til debatten om aktiv dødshjælp (og lignende), men blot at observere at "rationelle selvmord" reelt er et meningsfuldt begreb.
Du peger på at du ikke "ser til" de rationelle selvmord omkring dit arbejde med selvmordsforebyggelse. Og heller ikke når du har hørt efterladtes historier.
Netop.
Efterladte som kan forstå og anerkende et rationelt selvmord, har det på en måde "meget nemmere", fordi de ikke behøver slås med fortvivlelsen om at det ikke blev til at søge og få hjælp. Så bliver det mere som et "almindeligt" dødsfald. Stadig en sorg, men mindre kompliceret at bearbejde. Det kender jeg selv.
Når jeg i det hele taget peger på den med rationelle selvmord, er det mest på grund af en anden gruppe. F.eks en mand som i en krise får overbevist sig selv om at det mest rationelle må være et selvmord, selv om der er reelle chancer for at en hjælper med et bredere udsyn kunne pege på bedre løsninger. Jeg tvivler på at en sådan mand er tilbøjelig til at søge hjælp, hvis han på forhånd ser at svaret er "lad være!". At der er risiko for at han ligefrem kunne blive mødt med magtindgreb. Så kunne reaktionen blive at sørge for at "få det overstået" i en fart. Desværre.
En hjælper som har muligheden for at sige "det er sgu i orden", ville snarere blive spurgt. Altså en hjælper som vides, også i praksis, at anerkende at et selvmord kan være rationelt. Set i forhold til kriseselvmord ved jeg jo godt at der vil være endog meget langt imellem at der er basis for at sige "det er sgu i orden". Men det kan betyde meget at hjælperen ses at være åben for tanken. Jeg tror på at det ville kunne få flere til at snakke med en udenforstående om det. Og altså få muligheden for input til at finde en løsning som medfører at livet kan gå videre.
Alt dette her er jo ikke noget der går specielt på www.forebygselvmord.dk, men er mere generelle tanker om at nå ud til så mange som muligt. For det kan vi jo ikke blive uenige om. Og det var helt bevidst at jeg startede mit blog indlæg med en utvetydigt positiv "anmeldelse", før jeg gik videre med min mere filosofiske perspektivisering.
Jeg er overbevist om at Marian ikke prøver at kalde det "patetisk at forsøge at hjælpe"; hun er blot meget fokuseret på at hjælp skal være på modtagerens vilkår. Altså at det ikke er hjælperen som definerer målet og vejen dertil. Og hun er jo lidt hurtig med de "kraftige penselstrøg" :-)
Anonym: Det patetiske ligger for mig at se som sagt i, at man på den ene side giver udtryk for at ville hjælpe, og på den anden ikke har selv-/bevidstheden til at anerkende et andet menneskets virkelighed fuldt ud, fordi man ikke har mod nok til at konfrontere sig med sig selv, også de kulsorte sider af sig selv, igennem den anden. Har man ikke mod til det sidste, så kan man ikke det første.
I mine øjne bliver især en henvisning til psykiatrien (og disse henvisninger vrimler det på hjemmesiden med) til en grov underkendelse af den andres virkelighedsoplevelse som sand og forståelig. Fordi psykiatrien sygeliggør og dermed devaluerer menneskers virkelighedsoplevelse.
Nogle vil altid falde for de bortforklaringer, psykiatrien kommer med. Jeg er ikke i tvivl. Efter mottoet "Åh, jeg forstår! Jeg tænker på selvmord, fordi mine tanker er syge." For nogle holder denne vrangforestilling måske endda livet ud. Alt for ofte gør den desværre ikke. Men omgivelserne har i det mindste klaret, at ikke skulle se sandheden (om sig selv) i øjnene. Hurra for det. Eller???
Jeg ville ønske, vi kunne møde den anden som absolut ligeværdig, og anerkende hans virkelighed betingelsesløst. Uden at dømme og fordømme (og psykdiagnoser er noget af det allermest fordømmende). Jeg ville ønske, vi havde mod til at se den anden og se os selv igennem ham. I stedet for skubber vi væk. I hjælpens navn. En "hjælp", der for mig ikke er andet, end et symptom på vores flugt fra den sandhed, at både lidelse og død er essentielle ingredienser af livet.
Når vi blæser til angreb på lidelse og død på den måde det gøres af bl.a. psykiatrien, så blæser vi til angreb på livet.
Send en kommentar