Ligestilling, én gang til for prins Knud

År 1953 havde Danmark to meget forskellige problemer, som det lykkedes at få til at gå op i en højere enhed.

Grundloven trængte til moderniseringer for at passe til virkelighedens verden, de demokratiske principper med parlamentarisme havde reelt ikke støtte i grundlovens paragraffer. I 1939 var reformer blevet afvist trods stort flertal for, fordi det ikke lykkedes at komme helt op på de krævede 45% af alle stemmeberettigede. Dette krav gjorde det meget svært at få ændringer igennem. Der måtte noget ekstra til for at få så mange som muligt op af sofaerne.

Et andet problem var tronfølgen. Den vellidte Kong Frederik 9. var ikke på gravens rand, men han ville jo ikke leve evigt. Han havde ingen drengebørn, men tre kvikke og populære døtre. De små prinsesser Margrethe, Benedikte og Anne-Marie. Fordi tronfølgeloven foreskrev en mandlig regent, var en dronning desværre ikke en mulighed. Derfor var der "risiko" for at kongemagten ville overgå til hans yngre bror, Arveprins Knud, eller en af hans sønner. Og det var ikke lige sagen, kunne folket jo godt se. Der kunne siges mange pæne ting om prins Knud, men ... han var altså "ikke så kvik". Der måtte gøres noget.

Løsningen blev en til lejligheden konstrueret ændring af tronfølgeloven. Ved at åbne muligheden for en regents datter som dronning, kunne den 13-årige prinsesse Margrethe sikres pladsen som kommende dronning. En populær løsning. Men der var jo ingen grund til ligefrem at træde på Arveprins Knud og hans begavelse, så derfor blev loven serveret med garnering af pæne ord om ligestilling. Alle kunne lade som om det ikke var for at få prins Knud gelejdet ud på et ærefuldt sidespor. Han havde stadig titel af "Arveprins Knud", selv om han blev "gjort arveløs".

Grundlovsændringen blev vedtaget, med nød og næppe klarede afstemningen at få over 45% af de stemmeberettigede til at stemme for. Tricket med tronfølgen gik glat igennem, der var jo bred enighed om det salomoniske i løsningen. Tronfølgeloven 1953 indgik som endnu en af de mange grundlovsmæssige anakronismer omkring kongehuset.

Cirkusrevyen 1959 behandlede prins Knud lidt mindre pænt, da Birgitte Reimer sang visen "Så tager vi den én gang til for prins Knud". Hun mindes selv at det var en lidt ondskabsfuld satire af Erik Leth. Efter premieren på balletten "Det forsinkede stævnemøde" i det nye Falconer Center året før, gled prinsens kone, Caroline Mathilde, af på at kommentere en særlig vovet badeværelsesscene, med henvisning til at de havde dårligt udsyn.

Teaterdirektøren fik Sagan-balletten til at at genopføre scenen til ære for det kongelige par. Og journalisten Arne Myggen Hansen. Historien kom i B.T. og videre til Cirkusrevyen. Derved blev prinsens eftermæle talemåden "en gang til for prins Knud", der jo bruges når nogen er lidt for langsom i opfattelsen. Lidt unfair, men talemåden var næppe hængt ved hvis der ikke lå mere bag.

Her i dag laver politikerne en "en gang til for prins Knud" med den danske befolkning, når de vil lokke folk af sofaerne ved systematisk at foregive at folkeafstemningen om ændring af tronfølgeloven har med ligestillig at gøre. Og uden en reel anledning til de politisk/juridiske fiksfakserier, bliver meningsløsheden i afstemningen kun alt for iøjnefaldende. De vedgår jo endda selv at det er for at lokke til stemmeurnerne. Oveni kom jo så en dybt nedladende statsbetalt propaganda kampagne, hvor lovligheden ovenikøbet er ret tvivlsom.

Det er sgu for ringe med den her udviste mangel på respekt, for befolkningen, grundloven, historien, demokratiet, kongehuset og ligestilling. Og makværk bliver ikke acceptabelt af at blive kaldt for humor.

Jeg har givet mit lille bidrag til at det kan blive en om'er. Jeg er dog i tvivl om min brug af stemmeseddelen kommer til at tælle som blank eller ugyldig.

Se også:

Mænd og kvinder, statistik, kvindekamp og selvmord

Førte ligestilling til selvmord blandt mænd?

Aktiv dødshjælp til kongen, George V

Aktiv dødshjælp i Luxembourg