Nogle kristne regner af religiøse grunde selvmord for en utilgivelig synd, en bespottelse af Helligånden.
Matthæusevangeliet 12, vers 31-32:
Derfor siger jeg jer: Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker, men bespottelsen mod Ånden skal ikke tilgives. Og den, der taler et ord imod Menneskesønnen, får tilgivelse, men den, der taler imod Helligånden, får ikke tilgivelse, hverken i denne verden eller i den kommende.Mord tælles ikke som en utilgivelig synd. Den logiske konsekvens er at følgende illustrerer hvordan en sjæl kan frelses:
Suicide Prevention Squad
Nyere opslag
Opslag
2 comments:
Tør man spørge om hvem der siger dette? Du havde ikke nogen citering. I kristen teologi sådan som jeg er bekendt med den i karismatiske, baptistiske og lutheranske bevægelser er den 'utilgivelige synd' ikke selvmord, men bespottelse af helligånden.
Helligånden er i den kristne teologi den del af Gud der virker i mennesker til at manne dem til tro, og give hjælp til at verden skal komme til at tro. Bespotning af helligånden vil så bestå i at modvirke dette; reelt set at fornægte kristendommen, og modsætte andres vej til den. Alt dette er tydeligt når man læser resten af den historie som passagen er en del af. Farisæerne havde netop sagt at de helbredelser Jesus havde udført var af onde ånder og derfor ikke Gud. Da Jesus bagefter advarer dem imod at bespotte helligånden bliver betydningen klar.
Har du kilderne til denne påstand?
Jeg kan forestille mig at der er tale om katolske præster, der har en anden forestilling om hvordan og hvorledes synd tilgivelse skal foregå. Det er jo tros alt svært at skrifte hvis man lige er afgået ved døden :S
At den utilgivelige synd er "bespottelse af helligånden" har du selvfølgelig ret i. Pointen er så at jeg ser nogle kristne, typisk af de mere fundamentalistiske, mene at selvmord er udtryk for bespottelse af helligånden, afvisning af "Guds største gave" - livet. Altså netop den med at det er svært at bede om tilgivelse i live.
Ved en hurtig søgning fandt jeg et eksempel på denne holdning, i et svar som en adventist-præst gav på spørgsmålet "is suicide forgivable?": One who commits suicide with full knowledge and consent cannot inherit the kingdom of God.
Holdningen kommer især frem når det handler om at være fordømmende overfor nogen som foretrækker at dø uden først at gennemleve al den elendighed som visse sygdomme kan medføre.
Jeg tror at en central teologisk basis for fordømmelsen er når Thomas Aquinas i Summa Theologica erklærede: Suicide is the most fatal of sins because it cannot be repented of. (Se f.eks. TIME: Concerning Suicide).
Dette peger tilbage på Augustine der dekreterede at selvmord var en "unrepentable sin". (Se f.eks. artiklen Suicide i Standford Encyclopedia of Philosophy").
Det er jo så også relevant at kikke tilbage på fortidens meget fordømmende kristne behandling af selvmord, med ikke at tillade begravelse i indviet jord, og at beslaglægge al ejendom fra familien til en som havde begået selvmord. At det juridisk blev gjort til en strafbar handling at forsøge selvmord.
På den anden side ser jeg da bestemt også at mange anstrenger sig for at udlægge kristen teologi på en blødere måde, men stadig med en udpræget mangel på tolerance for at nogen kan have gode grunde til at afkorte sit liv lidt.
Så jeg er ikke "ude på" at påstå noget generelt om kristendom her, blot at "lege" lidt med hvordan nogle kristne anstrenger sig mere for at tolke kristendommens filosofiske basis fordømmende i stedet for rummeligt.
Send en kommentar