Igen en ikke-nyhed fra nyhederne. En god kontrast til billedet med at nogle psykisk syge flygter fra en indlæggelse ved at begå selvmord. Synet på selvmordsforebyggelse som et spørgsmål om overvågning og fjernelse af muligt skarpe genstande.
Regionspsykiatrien i Herning har ikke haft nogen selvmord det sidste år, fortæller kvalitetskoordinator (og ergoterapeut) Agnethe Clemmensen.
"Det vigtigste er næsten at skabe et tillidsforforld mellem patient og personale, så patienten kan føle sig tryg".Når samværet bliver en central del af behandlingen, er der rum til at patienten kan fortælle om sine tanker og problemer. Rum til at finde bedre løsninger end selvmord.
"Selv om en patient går i selvmordstanker, har han eller hun inderst inde også et ønske om at leve videre. Og for personalet er det ligeså vigtigt at kunne spotte og styrke overlevelsesønsket som at kunne få øje på selvmordsrisikoen".Fysisk aktivitet og træthed bidrager også til at flytte fokus væk fra selvmordstankerne.
Agnethe Clemmensen har i øvrigt også deltaget i arbejde omkring mestring i psykiatrien. "Virkelighed er det, der virker".
Agnethe Clemmensen (bagerst)
og Tine Sorgstrup Pedersen
og Tine Sorgstrup Pedersen
- DR P4 Midt & Vest:
Ingen selvmord blandt psykisk syge i år
Se også:
Nyere opslag
Opslag
17 comments:
Ja hvilken nyhed.
at tryghed og tillid forebygger selvmord....
Tryghed og tillid bygger selvet.
Tryghed og tillid er selve. Det. At leve.
Tænk at det kan komme bag på nogen. Men det kan vel næppe gentages ofte nok....
Nej, det kan netop ikke gentages ofte nok, at tryghed og tillid er noget kardinalt mellem mennesker, grundkost for sjælen.
Men det bliver netop ikke gentaget ofte nok, langt fra. Den kan ikke puttes på flaske, måles eller doseres. Den kan ikke udmøntes i et beskriveligt og gentageligt videnskabeligt behandlingsforløb. Derfor tæller den ikke, må sniges ind ad bagdøren.
Derfor bliver den beskåret væk ved besparelser og omflytninger. Det er jo så praktisk at det ikke gør den store forskel hvem der giver en pille. Men det gør afgørende forskel hvilket menneske der viser tillid og giver tryghed.
Og der findes ingen pengestærk industri der lever af at producere tillid og tryghed, der kun fremmer forskning der passer til dens resultater.
Rasende Sonja S. Rasmussen, overlæge, psyk.afd., Odense Universitetshospital, udtaler sig således om Vestlaplandsmodellen: "Når man [paragraf 71-udvalget] så yderligere udtaler sig om, at empati og medfølelse er de vigtigste kvalifikationer, man som professionel skal være i besiddelse af - ja, så løber det mig koldt ned ad ryggen.
(...) hvis man så 'kun' mødes med empati og medfølelse kan det medføre døden - det kan vel næppe kaldes et mønstersystem!"
Jeg har desværre ikke tal på, hvor mange der tager livet af sig derovre. Men jeg tør godt vædde, at det er en del færre, end blandt rasende Sonjas "patienter"...
...og, ja, det er taget fra et af bidragene til diskussionen om Vestlaplandsmodellen i Dagens Medicin, starten af 2007.
Fra LPDavisen: Hvis en patient kun mødes med empati og medfølelse, kan det medføre døden
Argumentationen bliver jo lidt skæv af at der jo ikke var nogen som havde foreslået at behandlingen udelukkende skulle bestå af "empati og medfølelse"; blot at det var de vigtigste kvalifikationer.
Hun skynder sig at flikke en stråmand sammen, som hun kan hugge ned igen.
Aha, hun kunne vist ikke lide, at hendes vigtige budskab alt for hurtigt forsvandt fra nettet igen. Så var det godt, vi har LPD'en! - Dem er de i Tyskland for resten også godt tossede på, patientrådgiverne og bistandsværgerne. Hér hører man ikke ret meget. Men der er jo en del, man ikke hører om hér i DK... Det bare ved siden af.
Hendes - og alle de andre rasende psykiateres - problem er vist i bund og grund, at hun a) frygter for sin professionelle karriere, sit job, og b) for sin "ære" som videnskabskvinde. Det er ikke uden grund, at hun mener også at måtte slå det fast med syvtommerssøm, at psykiatrien skulle være en lægevidenskab.
Vestlaplandsmodellen har ikke brug for halvdelen af de psykiatere, vi i dag har i DK. Og hvad, hvis de der er brug for så bliver udvalgt efter empati-kriteriet, og Sonja ikke kan "levere varen"??? (Hvilket jeg frygter, hun måske ville have svært ved. Set ud fra hendes skriv.)
Det ser heller ikke lige ud til, at sådan noget halvvidenskabeligt pladder som psykologi har hendes store interesse. Hvilket det ville være nødt til at have, hvis hun skulle have en chance i en Vestlaplandsmodellen-setting.
Så, ja, lad os endeligt se at få forvrænget det hele, så vi kan flænse det totalt.
Og et eller andet sted hen minder hun mig om ham her, der synes, det er så meget mere opløftende, at tale neurotransmittere (de egne interesser) med sine "patienter", end at skulle lytte til deres livsproblemer... Gab!
Øh, indledningen stritter vist i to ret forskellige retninger ;-)
Ja, "videnskab" bliver jo, også i akademiske kredse, typisk set som noget ophøjet, noget hvor principperne er de rigtige. Hvor svaret på "på grund af?" skal være kort for at være "godt". Og dem der satser på at arbejde indenfor det paradigme, får dermed deres tænkemåde låst.....
I øvrigt synes jeg ikke at det tjener noget formål med ladede adjektiver som "rasende" - den tone bidrager blot til at grave skyttegrave dybere.
Det hedder ikke "stritter i to ret forskellige retninger". Det hedder "lose association". Og det sker af og til for mig, sorry ;)
Ja, "normalt" ville jeg heller ikke have brugt adjektivet. Men er du fulgt diskussionen i DM den gang?...
"loose", med dobbel "o"
For mig var det med indledningen nu mere at jeg ikke fangende retningen i "ikke kunne lide at hendes budskab forsvandt".... Altså blev det for mig til "lose association", med ét "o" :-)
Nej, jeg har ikke fulgt diskussionen dengang. Jeg observerer blot hvordan ordet fremstår i konteksten her.
Jeg hentyder til, at diskussionen i DM, og dermed også hendes bidrag til den, ret hurtigt forsvandt fra nettet, fra DMs site altså. Så måtte det jo ud et andet sted hen. Get me?
Så lad mig oplyse: det er en underdrivelse ;) Meget ubehagelig læsning, faktisk, noget af det. Så jeg af og til spurgte mig selv: er det virkeligt en læge, et formodentligt dannet menneske, der har ført pennen hér??
jamen det er jo psyk pillerne der giver folk trang til selvmord, da de føler sig i en bobbel uden følelser. Stop det pillemisbrug.
Vi bliver et samfund af robotter, hvis psyk pillemisbruget ikke stopper.
Pillemisbruget af psykofarmaka er netop et helt centralt problem, ja, fordi de ved brug i mere end kort giver bivirkninger der netop svarer til hvad det var hensigten at de skulle hjælpe med.
Det er selvfølgelig økonomisk attraktivt for producenterne at reaktionen bliver at så skal de tages hele livet. Det med at leve i en boble uden følelser er lige præcis en af "omkostningerne".
Og velkommen til :-)
Meget apropos har Information en udmærket artikel i dag:
- Medicinen virker ikke, men bivirkningerne er gode nok -
"Ond cirkel. Mange af de mennesker, der får lykkepiller, sovemidler, beroligende og angstdæmpende midler, har i virkeligheden slet ikke brug for det eller nogen effekt af det. En uheldig bivirkning ved ophør med pillerne er dog, at man kan få nøjagtig de lidelser, man i første omgang blev behandlet for
Hej To Sommerfugle. Jeg hæfter mig ved hvad du skriver her:
"Pillemisbruget af psykofarmaka er netop et helt centralt problem, ja, fordi de ved brug i mere end kort giver bivirkninger der netop svarer til hvad det var hensigten at de skulle hjælpe med."
Jeg ved ikke om det er en udbredt tro blandt folk, at psykofarmaka er helbredende. Det er det jo desværre ikke, på samme måde insulin ikke helbreder de sukkersyge eller blodtrykssænkende medicin heller ikke helbreder for højt blodtryk.
Jeg tager selv tre præparater (et antidepressiv samt to antipsykotika), som jeg er ordineret under min indlæggelse pt.
Jeg vil give dig så meget, at jeg gik til min læge for to år siden og bad om antidepressiv, og det hjalp ikke, fordi det senere viste sig at jeg lider af skizofreni - hvis symptomer - de såkaldt "negative symptomer" minder om depression.
Jeg kan forsikre om, at får jeg ikke min medicin i mere end to døgn, bliver jeg ravende sindssyg (paranoid, vrangforestillinger). Sådan havde jeg det i måneden op til, at jeg blev indlagt for to år siden med en psykose. I mellemtiden har jeg været lidt ind og ud af systemet. Det er som regel noget, der kan relateres tilbage til, at jeg har glemt at tage min medicin.
Selvklart er omsorg, pleje og kærlighed vitaminer til livet, men for nogen af os er det altså ikke nok.
Hmmm... jeg har en masse på hjerte, men tror jeg lige stopper her i første omgang.
(Kommentar fra 23. september 2009 kl. 18.13 genudgivet anonymiseret)
En udbredt tro er netop at psykofarmaka kan sammenlignes med insulin. At de "bare" erstatter noget der mangler. Men der er ingen tvivl om at de fleste psykofarmaka skaber tilvænning, hvilket blot er en eufemisme for afhængighed. Og forskellen på afhængighed og misbrug er reelt blot om der er en recept på stoffet eller ej.
Det du beskriver lyder (for mig) helt tydeligt som klassiske symptomer på at være afhængig af psykofarmaka. Så er det lige netop at det er risikabelt at stoppe brat, eller "bare" springe et par doser over. Så kommer symptomerne jo netop tordnende. Som du så malende beskriver, du bliver "ravende sindssyg". Jep, det er vilkårene.
Kroppen prøver at kompensere for den effekt som medicinen har, hvilket vil sige at hvis den pludselig er væk, falder tingene helt ud af balance. Det gælder for mange typer psykoaktive stoffer, lovlige eller ej. Recept eller ej.
Jeg vil ikke "blande" mig i om du kan acceptere at du er afhængig, og om du skal gøre noget ved det. Men hvis du skulle ønske at trappe ud af det, er det hamrende vigtigt at det sker meget langsomt og forsigtigt, for det kan være meget, meget svært at blive "clean". Muligvis for svært.
Jeg har set mange eksempler på at nogen som efter en hård kamp er kommet ud af visse typer psykofarmaka, fortæller at de fik et bedre liv af det.
Men igen - jeg har selvsagt ingen mulighed for at vurdere og spekulere omkring din konkrete situation, så jeg prøver ikke at kloge mig på hvad der er rigtigt og forkert for dig. Og jeg påstår bestemt heller ikke at din situation ville normalisere sig efter en nedtrapning fra afhængigheden.
Og velkommen til :-)
(Kommentar fra 23. september 2009 kl. 20.24 genudgivet pga anonymisering)
Tak for velkomsten :)
Jo, afhængig er jeg vel - i fald jeg ønsker et normalt fungerende sind. Det er en insulin-patient jo også. (Måske skriver jeg lidt i ring her...)
Jeg har intet problem med at være afhængig af medicinen. Alverdens kærlighed, omsorg og tryghed, vil ikke kunne bringe min hjernes dopamin-balance i orden. Det er min overbevisning.
Ingen læge har bildt mig ind, at det vil tage kort tid at komme ud af medicinen igen - og jeg er i princippet indstillet på at skulle tage den resten af livet. Nedtrapning har jeg hørt foreslået hver 6. måned - dvs. over flere år
Mit udgangspunkt for at skulle tage psykofarmaka var jo flg.:
Jeg var meget syg før jeg fik medicinen og kunne ikke skelne mellem virkelighed og fantasi på forskellig vis.
Jeg tror, jeg prøver at finde ud af, om du i et "generelt psykotisk tilfælde" ville mene, at der findes alternativer til medicinen?
Det mener jeg ikke at der gør, når vi taler psykoser.
Jeg skylder vist lige at nævne at personalet her hvor jeg er indlagt er meget meget søde, i mine øjne både trygheds- og tillidsskabende.
Tak for din opmærksomhed, jeg kigger sikker forbi igen :)
(Kommentar fra 24. september 2009 kl. 11.22 genudgivet anonymiseret)
Den afhængighed af psykofarmaka som jeg udpeger er netop væsensforskellig fra at mangle insulin. En sukkersygepatient bliver ikke værre stillet af at tage insulin, og holde op igen. Her er psykofarmaka helt anderledes.
Når der optræder den såkaldte "tilvænning", er det fordi medicinen skubber til den balance som kroppen prøver at opretholde. Derfor ændrer cellerne sig til at udføre deres funktion på trods af tilstedeværelsen af medicinen. Det kan også kaldes en skade. Konsekvensen er at hurtigt ophør med at tage medicinen efterlader nervesystemet helt ude af balance. Det kan give alvorlige effekter, og det kan tage lang tid for kroppen at vende tilbage til sin egen balance. Det gælder ved mange former for afhængighed, både af psykofarmaka og narkotika.
Psykiatrien søger at snakke udenom problemstillingen med afhængighed ved at bruge ord som tilvænning eller seponerings-syndrom. Men det ændrer ikke på at det er noget grundlæggende anderledes end "kun" at tilføre et manglende stof. Det med at påvirke dopamin-balancen er kun en del af hvad visse piller har af effekter. En så velafgrænset virkning er et teoretisk ideal, som ikke er virkeliggjort. Og mange undersøgelser rejser tvivl om pillerne gavner i mere end en lille del af de tilfælde som industrien gerne vil sælge dem til. Og peger på deciderede skadevirkninger af psykofarmaka.
Du spørger om i et "generelt psykotisk tilfælde" ville mene, at der findes alternativer til medicinen?
Jeg har ikke noget generelt svar, men jeg ser at der er mange som gennem at arbejde med deres psyke får det bedre. Logikken er at traumer og (og andre problemer i psyken) kan medføre psykotiske symptomer som reaktion. Samtidig peger nyere videnskabelige undersøgelser på at traumer og stress i barndommen kan påvirke hjernens biokemi, med effekter på psyken.
Så der er ingen "nemme" løsninger. Men der er en del mennesker som på trods af at have været diagnosticeret som psykotiske kommer videre i livet, uden medicin. Som har prøvet antipsykotika, og oplevet dem som havende for alvorlige bivirkninger.
Som eksempel kan jeg nævne Marian B. Goldstein, som af og til også "blander sig" her på bloggen. Hun er stærkt kritisk overfor psykiatrien, hvor hun har ganske skarpe og polemiske standpunkter. Og hun er helt sikker på at hun fungerer bedre uden psykofarmaka.
Min pointe er nok at psykofarmaka ikke nødvendigvis er den eneste relevante måde at håndtere psykoser på. Og at fuld "helbredelse" hverken sker med eller uden psykofarmaka.
Personligt ville jeg være yderst "tilbageholdende" overfor at blive foreslået at tage psykofarmaka, men jeg har da respekt for at andre finder sig til rette med virkninger og bivirkninger de har. Med at være gjort afhængige af medikamenter.
Det glæder mig at du oplever at personalet omkring dig behandler dig godt. Jeg ville ønske at det gjaldt generelt for psykiatrien.
(Kommentar fra 25. september 2009 kl. 05.56 genudgivet pga anonymisering)
Send en kommentar