Hun havde arbejdet med filmkostumer, var kæderyger, og kæmpede med kræft. Gjorde meget ud af sin påklædning og sit udseende. Hendes mand, også fra filmbranchen, døde i år 2000. Helbredet for hastigt nedadgående, sammen med vægten. Kom næsten ikke ud længere. Hun havde været igang med at planlægge hvem der skulle tage sig af hendes søn, efter hendes død.
Naboer beskriver David Coffey som en mærkelig men blid mand. Han bar ofte gummihandsker for at undgå smitte. Drak kun destilleret vand. Som ung håbede han på at blive forfatter, men han gav op overfor verden, og trak sig ind i sine egne cirkler. Det meste af tiden i sit værelse. Og han passede sin skrantende mor; de passede på hinanden. Hendes venner omtaler David som skizofren, uden diagnose. Forældrene havde valgt selv at tage sig af ham.
For mig lyder det som om mor og søn levede i symbiose på en ikke specielt sund måde, men det fungerede åbenbart for dem. Hun var snart døende, og han ville kunne forvente at få sit livsmønster brudt op, og en næppe gunstig fremtid på en institution. Når de begge døde samtidig, slap han for dette - og hun slap for at sygne det sidste stykke ind i den forestående død.
Selv om løsningen var noget dramatisk, har jeg egentlig svært ved at se en bedre løsning, for hverken mor eller søn, hvis den også skal være realistisk. Rent spekulativt forestiller jeg mig at de blev enige om at sige livet og den ydre verden farvel på denne måde. En sidste kærlighedsgestus mod hinanden - og mod sig selv. Selvmordspagt? Aktiv dødshjælp? Eutanasi? Dobbeltselvmord? Eller noget i den retning.
Hvorfor egentlig ikke?
- The East Hampton Star:
Mother and Son Found Dead - NYDailyNews:
Union Square murder-suicide: Man killed Hollywood mom, self, say cops - The New York Sun:
Woman, Son Found Dead In Union Square - TV2 Gossip:
"Sopranos"-designer fundet myrdet
Nyere opslag
Opslag
23 comments:
Tjah som sædvanlig er jeg fuldstændig enig. Som du siger, en dramatisk slutning, men i det mindste selvvalgt måske.... og de slap for en masse uværdigt!
Ikke utænkeligt- for hvad havde alternativet været? Institutionsanbringelse.
Dog en undren. Som mor ville jeg, som bekendt, have ekstremt svært ved at hjælpe mit barn med at dø. Men som mor ville jeg netop derfor også spare mit barn for den handling - hvorfor det undrer mig såre at det var sønnen som skød - hvis der var tale om et fælles selvmord.
I denne situation desto mere - fordi moderen angiveligt har brugt sit liv på, at tage sig af og bekymre sig for sønnens velbefindende. - og, hvad hvis han overlevede? - Så ville konsekvensen jo netop have været det moderen bekymrede sig mest for-hvordan han ville klare sig uden hende.
Det lader sig næppe opklare hvad der konkret skete mellem mor og søn i de sidste timer. Ingen efterladt besked til omverdenen.
Det at dræbe med ét skud fra en lille revolver er ikke så let som mange går og tror. Det kræver omhu og viden om hvor det er mest effektivt. Det passer jo så også ind i min spekulation om at det var en rolig og afklaret afslutning.
Sådan en sag her er i øvrigt en del på tværs i forhold til de "normale" forestillinger om at dødshjælp er noget som kræver omhyggelig lægelig vurdering og specifikke diagnoser om allerede akut livstruende sygdomme. Hvor der gøres en masse for at fjerne fokus fra kernepunket: Selvvalg i afklaring.
Harning, min spekulation er at de var i en så tæt symbiose at jeg nærmest tænker på beslutningen og skuddene som én fælles handling. Hans hånd var den sikreste, den roligste, det logiske valg. Hendes var svækket og fortvivlet. Deres dødsbehov var fælles, af meget forskellige grunde.
Han kunne bære at skyde sin mor, som jo alligevel snart ville dø. Han behøvede ikke at frygte den barske straf for "mordet". Hun kunne, til allersidst, give ham fri, give ham ansvaret. Et ansvar han var voksent. Symbiosen var afsluttet.
Tænker, her har du fat i noget af det helt rigtige. I dette konkrete tilfælde var det måske nok med begges indforståelse, at symbiosen afsluttedes - på en ret så drastisk måde. I mange andre tilfælde er det kun den ene part, der ønsker at afslutte en pinagtig og påtvungen symbiose - og så har vi en "sindssyg" person, der udøver vold mod sine nærmeste... (eller mod tilfældige forbipasserede som stedfortrædere for pineren) - af uforklarlige årsager (andre end uforklarlig "sindssyge")??
Udlægningen en "sindssyg" person, der udøver vold mod sine nærmeste var jo også på banen, mest i én af artiklerne. Et syn på David som den "brutale morder", som heldigvis er væk. På Arlene som det stakkels offer. At forældrene begik en fejl ved ikke at overlade sønnen til en institution - som sikkert var blevet "nødt" til at dope ham til at være opbevaringsegnet.
De så ikke Arlene som "selvmordstruet", og har måske ikke engang overvejet tanken om at det kunne være hendes eget ønske at få lov til at dø - uden at grue for hvilken skæbne at David ville blive udsat for bagefter. Den er jo også lidt skarpt vinklet.... :-)
Forbavser ikke. Den udlægning er jo den, der som regel gribes til som det første. Folket vil ha' en forklaring, og den skal både være nem at forstå, og nem at distancere sig fra: det kunne aldrig falde os "normale" ind. Alt andet, ligesom dine overvejelser, ville være/er alt for skræmmende.
...mens man kan spørge sig, hvor meget forståelse begrebet "sindssyg" egentligt indeholder...
Begrebet "sindssyg" bliver vel netop brugt til at lægge afstand, for at kunne afskrive behovet for at forstå. En kobling til den cliché som så flittigt er blevet dramatiseret af dele af litteraturen og filmbranchen. Et gys der får mange til at frygte hvad der gemmer sig i afkroge af deres eget sind, søge normalitetens tryghed som et ideal, det eneste rigtige. Nyder et kildrende gys engang imellem, men ikke for tæt på.
Fra en artikel om Loren Mosher:
"We are all afraid of going crazy. And as long as we have someone out there who can sort of do that job for us, it's not our burden." He thinks it's comforting to believe schizophrenics act the way they do because their brains are diseased. Biological differences "make them different from us fundamentally," he says. "They're sort of a slightly different race than we are." Mosher thinks it's all "a way of carefully saying, 'These people are really different. And therefore we have the right to do whatever we goddamn please with them.' "
...og vi kan altså vide os i 150% sikkerhed, at det aldrig vil kunne overgå os (nu siger jeg "os"... ) - mener vi... Lyder jo næsten også lidt som navnet på nogle uhyggelige ekstraterrestrials, taget ud af en eller anden sci-fi-gyser, "de skizofrene".
Ja, fremmedheden af tanken om at blive "skør" fremmer jo at se det som noget ganske fremmedt, ikke se at det "blot" er et menneske der måske har nogle usædvanlige reaktioner og tanker. Lukkede ører mindsker faren for at opdage at afstanden ikke er så stor endda.
David havde næppe andre end sin mor der så ind til mennesket, gætter jeg på.
Jah, jeg ved egentligt ikke, hvordan jeg har det med Arlene Coffey som mor, om jeg skal tro, at hun så mennesket David. Et eller andet sted havde David jo sine "sære" vaner fra... Som du selv antager: "...mor og søn levede i symbiose på en ikke speciel sund måde". Og det har de nok gjort lige fra starten af. Hun gav ikke slip på ham, før til allersidst, da intet andet var hende muligt mere.
Når to mennesker lever i en så intens symbiose, ser de ofte ikke den anden som den anden han/hun er, men som en del af sig selv. Jeg tror ikke, Arlene Coffey har set så meget andet end sig selv i David, hvilket så har gjort det nødvendigt for ham, at leve op til dette selv-/billede, og fornægte sit sande selv (hvis han ikke ville miste sin mor). Det er som oftest årsagen til "særhed" - eller galskab.
Jeg gyser lidt ved den aspekt af historien, fordi jeg selv har stået i situationen, dog ikke uden at gøre oprør også på et bevidst niveau (med galskaben som værende et oprør på et ubevidst niveau). Jeg var i starten af 20'erne, da min mor f.eks. en gang sagde til mig, at hun syntes, jeg var såpas "forskruet", at hun allerhelst ville bure mig inde i mindst to år, og ikke lade mig have kontakt med andre end hende selv. Og det var altså ikke en grov spøg...
Man kan måske sige, at forældre har to valg: enten at overlade deres børn til "eksperterne", eller, som Arlene Coffey gjorde, og som min mor havde i tankerne, at lade narcissismen sejre over hele linien, og tage sig selv af det "forskruede" afkom - såfremt dette er dem praktisk muligt. Jeg ved, at min mor var hunderæd for nærkontakt med alt, der starter på "psyk" (og jeg har lidt på fornemmelsen, at detsamme gjalt Arlene Coffey), fordi hun levede i den vantro, at man ville have gjort hende ansvarlig og jaget hende bort. Vi taler starten af 80'erne her. Da var man begyndt, at give generne skylden, men det vidste hun altså ikke. Bl.a. fordi der stadigt var megen snak om sociale faktorer mht. kriminalitet, på den tid, og fordi medierne stadigt kunne finde på, at trække Laingianske forklaringer frem.
Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal synes der er værre generelt, men i netop dette tilfælde her, var det skete sikkert det bedste. Havde David været betydeligt yngre, havde han måske haft en chance. Og det havde han også haft, hvis vores samfund havde virkelig hjælp at tilbyde til mennesker som ham. Men det har samfundet jo ikke, så...
Det var meget bevidst at jeg undlod at gå ind i baggrunden for symbiosen, ud over min beskedne markering af at jeg ikke helt er tilhænger af konceptet. Du har jo ret i at der må være en lang og skæv historie i de mange års fortid. Uden lidt flere hints om hvordan den vendte, valgte jeg at at tage afsæt i hvordan situationen kan have udviklet sig de sidste uger og timer, hvorfor de døde som de gjorde.
Selv om jeg nok ikke mener at Arlene rigtig forstod sin søn, var nun (er jeg bange for) vel den der var tættest på at se ham som (også) et menneske - altså ikke primært som "sindssyg". Hvilken rolle faderen havde (indtil han døde) ved jeg heller intet om.
Mor/søn symbiosen må have været problematisk, ja, men det er jo ikke sikkert at der var bedre alternativer i syne. Hun har dog "investeret" mange menneskelige ressourcer i forløbet, og det er næppe sandsynligt at der (efter hendes død) ville være nogen som ville være instillet på at give de betydelige menneskelige ressourcer som der kunne være brug for at kunne tilbyde ham, hvis han skulle have virkelig hjælp.
Døden er ikke altid det værste.
Nej, det er den bestemt ikke, og, som sagt, bestemt heller ikke i netop det her tilfælde. Da er jeg helt enig.
Men johnnie, narcissister giver ikke. Intet. De ofrer sig ikke. Selv om de meget nemt kan se ud til at være selvopofrende til selvudslettelsens kant, udefra... Det gør de faktisk som regel.
Jeg kan godt se logikken i tanken om at hun måske har været narcissistisk kvælende som mor. At hun har troet at gøre "alt" for ham, uden at han fik rum til mentalt at blive voksen. Historien melder ikke nok til at jeg ser et billede af de mange år forud.
Forresten var det ganske bevidst at jeg i forrige svar brugte ordet "give" om hvad han kunne have brug for; ikke om hvad hans mor bød på. ;-)
Når jeg ser en udadtil meget stærk kvinde, en - aldersmæssigt - voksen søn (datter), der stadigt bare så meget som bor hos mor, og en åbenbart "fraværende" far, så ringer alle mine alarmklokker. Bare mig - "brændt barn skyr ilden", eller sådan... ;)
Ganske enig i at det lyder for betænkeligt. Der ligger en helt anden historie derinde, men næppe nogen der ved nok til at kunne fortælle den ....
Narcissismen er solgt og købt, for det ville for mig forklare hvorfor moderen i sidste ende fralagde sig ansvaret og lod sønnen stå for skyderiet. Af flere årsager, udover tidligere nævnte, kan jeg fx også forestille mig - at havde det været mig - så ville jeg under ingen omstændigheder risikere at udsætte mit barn (uanset alder) for den mulige stigmatisering som "sindsyg morder" skulle han overleve. - Og deraf følgende ubehagelige konsekvenser..
Noget helt andet er at min forståelse er på et meget ringe sted, når påstanden om at en ensom 72årig kraftramt kvinde som lever i et symbiotisk forhold med sin søn ikke skulle være "selvmodstruet". - Og så kommer vi ind på narcissismen igen. For tænk, hvis hun var nødt til at komme på hospice (el.lign) og det viste sig at sønnen kunne klare sig uden hende....
Min tanke er at skyderiet var Davids idé og udvej. Hun var snart døende og forberedte hans institutionalisering. For ham var den plan ganske uantagelig; han rasede. Hun havde ikke andre løsninger. Han ville hellere dø. Hun frygtede at deres liv ville brase sammen. Han fik skrevet sit livs manuskript. Hun elskede drama, og fik sin egen Hollywood-finale. I stedet for to "sølle" skæbner. The End.
I en Pollyanna-historie var der dukket nogen op som havde kunnet "redde" sønnen, og langsomt få ham til at give slip på sin beskyttende skal, givet ham rum til at blomstre op i et godt liv. Jeg tror at det havde være muligt, desværre nærmest teoretisk. Derfor bedre med filmmusikken for fulde gardiner.
Hendes venners afvisning af at hun kunne være "selvmordstruet" tror jeg mest er fordi de ikke har forholdt sig til døden som en naturlig del af livet, ikke erkendt at hun var snart døende, hellere ville se hende som den naivt selvopofrende mor. Deres manuskript er som statister i en Hollywood-gyser.
To narcissister i betændt symbiose fik deres livs rulletekster, i en stærk finale uden tilskuere.
Jamen du er uforlignelig og helt fantastisk - en sjælefrænde udi pollyanna. :-)
Jeg refererede rimeligt tit til Pollyanna førhen fordi det er så glimrende et ex på idiotisk - "man kan altid finde noget at være glad" for positivisme (og børn må ikke være vrede kede af det morale)- men da ingen andre end mig synes at have læst bøgerne, og derfor ikke forstod begrebet - holdt jeg op.
Selv havde jeg egentligt tænkt på en lidt anderleds finale: at det var hendes idé. Dette ville i så fald have været prikken over i'et i "narcissisme", i det, at hun faktisk ikke engang til sidst gav slip på sønnen, men holdt ham fast i rollen som hendes marionette. Naja, vi får det vist aldrig at vide. So what.
Jeg har fundet din kommentar fra den anden dag, Johnny!!! - Desværre ikke Harnings :( - Og jeg har benyttet mig af chancen og svaret på den, også...
Harning, jeg må tilstå at jeg ikke har læse Pollyanna, "blot" absorberet begrebet tværs over Atlanten, og sat mig ind i baggrunden. På sin vis er der en del Pollyanna over mig, med at jeg ganske systematisk vælger at fokusere på den positive side. Dog uden at fortrænge eller borttrøste kontrasten til den anden halvdel. Og især tilføjer jeg noget som Pollyanna i dén grad mangler: Kynisme :->
Tænker på om janteloven er en del af forklaringen på at Pollyanna næppe har fået et ben til jorden heromkring..... ?
Marian, jeg tænkte også på muligheden af om Arlene holdt fast på trådene til det allersidste. Det kunne være et udmærket oplæg til en arketype-historie om narcissisme. Jeg foretrak jo så spekulationen i en retning hvor han lige nåede at påtage sit det ansvar, som var ved at glide hende af hænderne. Det er i hvert fald en scene som lægger op til tolkninger, som netop må blive ganske forskellige.
(Og jeg så godt at der skete noget i kommentar-feedet hos dig :-)
Send en kommentar