Vanløse Kulturhus har i dag lagt lokaler til Verdensdag for Selvmordsforebyggelse, der afholdes hvert år. Datoen er sat af FN, i WHO-regi. Den danske markering af dagen var en konference med fokus på selvmord blandt psykisk syge, med indlæg fra berørte, forskere, professionelle og frivillige. Afsluttet med uddeling af Werther-prisen (som jeg bloggede om forleden), og teaterstykket "Selvmordets pæne piger", med sang og musik ved Vesterbro Ungdomsgaard og Bo Schiøler. Uden at have deltaget, har jeg jo så ikke så meget at sige om arrangementets indhold.
Temaet, selvmord blandt psykisk syge, gav mig dog anledning til et par overvejelser, fra den lidt spidse vinkel som jeg bevidst søger. Et spørgsmål er om det er en god ting under alle omstændigheder at forhindre selvmord blandt såkaldt psykisk syge. Mit svar er nej.
Jeg er bestemt helt med på at det må være et vigtigt ideal at hjælpe, så et selvmord ikke længere ses som den løsning der er behov for. Hvis livet bliver værd at leve igen, glider emnet selvmord jo naturligt i baggrunden. Dog er der kun alt for mange steder, hvor vort apparat for at søge at hjælpe ikke rækker langt nok, er hvad jeg vil kalde for "et godt grundlag for at lave forbedringer". Og pointen er at der er mange tilfælde hvor hjælperne åbenbart ikke er i stand til gøre andet end at søge at holde klienten fast i en udmarvende kamp for at overleve.
Jeg tænker på de tilfælde hvor livet for et menneske med etiketten "psykisk syg" bliver at årene går med lidelser og succesløse forsøg på at hjælpe. Altså hvor smukke idealer intet rækker; et menneske lever et uleveligt liv. Hvis det handlede om målbare fysiske sygdomme, hvor det er let at forstå hvordan de ødelægger muligheder for livsudfoldelse, er der ganske mange som kan rumme at det er helt ok hvis den lidende vælger at søge dødens punktum. Denne forståelse fordamper oftest når diagnosen peger på psyken.
Gamle forestillinger om at behovet nok er han eller hun må tage sig sammen tror jeg ikke er forklaringen, men dog lidt med til at disse lidelser ikke tages så alvorligt som dem hvor den syge kan sige "se her". De fysiske sygdomme nyder også større respekt på den måde at tanken "jamen, vi må da kunne gøre noget" ikke så ofte får lov til at fjerne fokus fra hvad der viser sig at være kroniske lidelser, hvor det ikke kan lykkedes at hjælpe.
Lad dog disse mennesker få den respekt at de får lov til at disponere. Hvis de vælger at dø, synes jeg at det er helt ok - med mindre jeg har konkret grund til at tro på noget som der kan gøres, og svaret på "hvordan". Helt konkret, med basis i fakta. Ellers er det umenneskeligt at afkræve mennesker liv som blot er plagsomt for dem selv. Og forresten også for omgivelserne.
En interessant sammenligning er med Schweiz. De har en velfungerende lov der gør at hjælp til selvmord kun er kriminelt hvis en hjælper har egennyttige motiver - eller selvfølgelig hvis der er tvivl om det faktisk er et velgennemtænkt, selvstændigt og afklaret valg fra den dødes side. Denne humane lov giver lidende mennesker lov til at bede om hjælp til et værdigt selvmord, uden risiko - for omgivelser eller at overleve med skader. Hjælpen er jo afhængig af om andre kan se rimeligheden i ønsket.
En midaldrende mand med svær bipolar affektiv lidelse (også kaldet maniodepressiv), fik ingen lindring gennem årevis med forsøg på behandling. Han søgte hjælp til at dø, men lægerne (som er de eneste der kan udskrive det middel der bruges til dødshjælp) mente at det ikke var lovligt at lade ham disponere over sit livs afslutning.
Han gik til retten, og fik medhold i højesteret, der erklærede at det var en menneskeret med en informeret og selvstændig beslutning om at kunne vælge at dø. De pointerede eksplicit at menneskerettighederne også gælder for psykisk syge.
Jeg mener at det skader menneskeligheden i vort samfund at kræve at lidelser skal fortsætte gennem år og årtier. Og at ulovligheden af at yde hjælp til selvmord presser lidende til selvmord i ensomhed, i stedet for at søge hjælp. En hjælp der normalt ville være til at finde tilbage til lysten til at leve.
Det kan være bedre med en god død, som "eutanasi" egentlig betyder.
Nyere opslag
Opslag
4 comments:
"De pointerede eksplicit at menneskerettighederne også gælder for psykisk syge."
Og dermed også at psykisk syge ikke er "skøre i bolden" og ude af stand til at tænke og træffe selvstændige valg.
Sådan! Min tro på menneskeheden har fået endnu lidt nyt brændstof.:-)
Netop :-)
Så mangler vi jo "bare" at få overbevist dem som er ganske overbeviste om deres bedrevidenhed omkring hvad der er bedst, så overbeviste at tvang og vold ses som påkrævet. Det tror da pokker at der er klienter som føler sig utrygge med sådanne hjælpere.
Jeg ville have svært ved at finde et indlæg på Nettet, som jeg var mere enig i.
Respekt!
Mange tak! :-)
Send en kommentar