Det har i dag været afholdt det årlige arrangement "Verdensdag for selvmordsforebyggelse", som er den danske udgave af World Suicide Prevention Day ved International Association for Suicide Prevention (IASP) i samarbejde med WHO. Temaet for den internationale udgave handler om selvmordsforebyggelse i forskellige kulturer, men det med at tænke multikulturelt er jo noget svært, svært noget her i lille Danmark.
I stedet blev det lokale tema selvmordshandlinger blandt unge, specielt unge piger, da Psykiatrifonden i samarbejde med Livslinien og Foreningen til Undervisning og Forskning i Selvmordsforebyggelse (FUFS) afholdt arrangementet på Campus Rådmandsmarken. Baggrunden er at der i de senere år har været en tydelig stigning i antallet af unge piger der forsøger selvmord, og hovedindholdet var oplæg om hvordan de unge er belastede og hvad der kan gøres for at hjælpe dem.
Og statistiker Børge F. Jensen fra Center for Selvmordsforskning i Odense vurderer at der hvert år er omkring 10.000 unge der forsøger at tage deres eget liv, men kun hver tiende bliver registreret på hospitalerne.
Det er mere end en gang i timen, gennemsnitligt set.
Samtidig overrakte rektor Elsebeth Gerner Nielsen årets mediepris for selvmordsforebyggelse - Werther-prisen - til Bente Hjorth Madsen for hendes store indsats omkring formidling og journalistisk dækning af selvmordsproblematikken. Det skrev jeg om i går:
En ting som støder mig lidt i sammenhængen er den tætte kobling mellem psykiatri og selvmordsforebyggelse. Psykiatri handler jo primært om det tåget definerede begreb "psykiske sygdomme", men jeg vil mene at en temmeligt stor del af især unge som reagerer med selvmordstanker ikke med rimelighed kan kaldes for psykisk syge. De har mere brug for respekt, åbenhed og støtte, end for diagnose og behandling.
Selvfølgelig handler psykiatrien ikke kun om at uddele diagnose-stempler, og de dertil hørende pilleglas, men det ses jo igen og igen at der ikke ligefrem er tegn på at psykiatrien er gearet til hurtig hjælp til mennesker i akutte kriser. Det er der ikke resourcer til, men i stedet lange ventelister, og fokus på at holde så mange som muligt væk. Videre er jeg overbevist om at netop psykiatriens ret blakkede rygte er ganske effektiv til at hindre at unge føler tryghed ved at søge hjælp dér.
Jeg vil dog ikke gøre psykiatrien til kerneproblemet her, men i stedet observere at problemerne som fører til de alt for mange tilfælde med unge i store eksistentielle problemer er et kulturelt fænomen. Et samfundsmønster er desværre at respekt for andre mennesker afløses af at det gøres til noget helt normalt at have fokus på "hvad der er galt" med andre. Det præger medier, samfundsdebat og selvfølgelig Folketinget. Og er jo væsetligt sværere for unge at distancere sig fra.
Men ... det er jo ikke lige noget som hverken psykiatri eller en lille konference kan gøre så meget ved.
Dagen blev forresten også markeret med et arrangement i Aalborg, blandt andet med visning af Lone Scherfigs dramakomedie "Wilbur begår Selvmord":
Som Sermitsiaq skriver benyttes dagen på Grønland til en række selvmordsforebyggende arrangementer;
Det er jo også særdeles relevant, da selvmordsraten på Grønland er mange gange større end i Danmark.
Se også:
Nyere opslag
Opslag
5 comments:
Altså, nu skriver du godt nok, at du ikke vil gøre psykiatrien til kerneproblemet her, men når du så skriver, at selvmord er et kulturelt fænomen, så tænker jeg 'Modsat hvad?' Alt hvad psykiatrien har kastet sig over, er jo kulturelle fænomener...
Frygter dog, at det at sige, psykiatrien skal blande sig udenom selvmordsproblematiken - og jeg kunne ikke være mere enig! - er ca. det samme som at sige, den skal blande sig udenom når nogen hører stemmer og/eller mener, de er Jesus...
For resten så tror jeg, at der ville være endnu færre, der af sig selv søgte hjælp i psykiatrien, hvis det ikke bare var for det pinlige i at blive betragtet som "gak", og nogle vage skrækminde fra den gang man så Gøgereden, men hvis folk vidste, hvad psykiatri faktisk er. Før de kom i nærkontakt med den første gang.
Selvmord som et kulturelt fænomen - dér sprang du vist lige en mellemregning over. Selvmord har mange forskellige årsager, "Robinson-kulturens" fokus på at "stemme nogen hjem" - eller mere præcist, at ekskludere - hører til de større mener jeg jo så.
Og psykiatrien har jo dog også flere sider. Som du ved er jeg ganske "skeptisk" overfor meget af hvad der foregår, men søger dog at holde fast i at jeg også ser tegn på ting der fungerer. Min oplevelse er at der er en hel del unge som har haft god gavn af (uden diagnose-stempel) at få snakket med f.eks. en psykiatrisk sygeplejerske eller ergoterapeut om problemerne. Det er jo meget ofte gode ører der skal til, selv om de kan være alt for svære at finde.
Selv om dette jo ikke er "hardcore biopsykiatri", er det rent administrativt placeret indenfor psykiatriens rammer. Men det er jo så også den placering jeg benyttede mig af lejligheden til at forholde mig kritisk til.
Og så er der jo så den med risikoen for at komme ind i møllen med at få en diagnose som identitet, og hvad der kan udvikle sig derfra. Hvor vi jo af og til hører alt for skrækindjagende ting. F.eks. jo med Abdulle Ahmed. Brrrrr...
Selvfølgeligt fungerer det, at have én at kunne snakke med. Og egentligt er det jo ligemeget, om det er en psyksygeplejerske, en ergoterapeut, eller cykelsmeden... der i nogle tilfælde kan være mere lydhør, end ergoterapeuten med diplom herfra og derfra. Der er jo rigeligt med folk, der ikke har fået noget som helst ud af at snakke med de professionelle. Mens der er en del, der har fået noget ud af f.eks. en "voksenven" (uden diplom) at snakke med.
Jeg ser det jo meget firekantet: psykiatri er pr. definition bio, og har det altid været. En læge"videnskab". Siger de jo selv. Strengt taget hører intet af det fungerende hjemme under "psykiatri" andet end administrativt... Og desværre har denne administrative tilhørighed ofte negative udvirkninger på kvaliteten af det fungerende. Jf. alle de psykologer, der, for at holde sig god ven med deres administrativt overordnede, psykiatrien, prakticerer rottedressur i stedet for terapi.
God børneopdragelse har jo et ganske klassisk princip om at primært at se og belønne den hensigtsmæssige opførsel, i stedet for at det kommer til at cirkle omkring hvad der er galt.
Dette princip er så godt at jeg foretrækker at have det som målsætning i de fleste sammenhænge, altså også i forhold til psykiatrien. Og derfor er mit princip at være mindre firkantet end jeg kunne finde argumenter for at være.
Også fordi jeg har opdaget at jeg bliver lyttet meget mindre til hvis jeg mit grundlag er modstanden. Men det kan jo kræve ... koncentration ... at fastholde den linie hvis "den anden" hellere vil kaste ting i hovedet på mig.
Det kræver jo så også at jeg bremser mig selv hvis (når) der måtte vise sig tilbøjeligheder i retning af et verdensfrelser syndrom.
Med lidt disciplin her har jeg det egentlig også meget bedre med ikke at lade mit sind præge af negative tanker.
Tilbage til psykiatrien, som jeg mere opfatter som et administrative begreb. Biopsykiatrien fylder selvfølgelig meget, men er ikke definerende. Selv om der da praktiseres en god del forsøg på at gøre psykiatri til en "eksakt videnskab", ser jeg nu også tit eksempler på psykiatrere der har en betydeligt mere nuanceret indgang til faget.
Min erfaring er, at psykiatrien befinder sig udenfor rækkevidde af "opdragelse". Uanset hvilken metode. Psykiatri og fungerende, menneskelige hjælpeforanstaltninger udelukker hinanden ganske enkelt. MEN: selvfølgeligt har man en chance, hvis man går efter den enkelte behandler, og prøver at "opdrage" ham/hende. Så sker det jo en sjælden gang imellem, at vedkommende tænker sig om, siger sit job i psykiatrien op (!), og vælger, at hjælpe folk på anden end psykiatrisk vis. :)
Send en kommentar