Straffelovens §240 forbyder at "medvirke til, at nogen berøver sig selv livet", uden hensyntagen til omstændighederne. Lignende med §239 med en mildere straf til "den, som dræber en anden efter dennes bestemte begæring". Domstolene har dog adgang til at forholde sig til formidlende omstændigheder, eller til at være meget svære at overbevise om at sagen er 110% bevist. Her spiller dommernes personlige moral og lune ind som en faktor. Grundlæggende er konkret hjælp til selvmord klart mod straffeloven.
Behandlingssystemet benytter sig af kraftige magtmidler mod nogen som tænker alvorligt på selvmord. En der "er til fare for sit eget liv" kan forvente at blive umyndiggjort og muligvis udsat for en tvang der mærkes som overgreb.
Personer der lader et selvmord ske står til at blive sigtet for medvirken, eller for at "undlade at hjælpe nogen som er i øjensynlig livsfare". Det sidste har jeg prøvet. Også her kan der gradbøjes efter dommernes personlige værdier, retten kan sno sig udenom at tage loven bogstaveligt, så længe der ikke går for megen jura i det.
Center for Selvmordsforskning har et faktahæfte nr. 20 om "Selvmord. Lovgivning, etik og moral" (PDF), skrevet af Lilian Zøllner. Det kommer rundt om nogle overvejelser i forhold til lovgivning og etik, bl.a. set i forhold til begrebet "aktiv dødshjælp" (eutanasi).
Selv om selvmord er tilladt, medfører loven at en der er overbevist om at der er brug for at begå selvmord gør det i ensomhed. Ellers må vedkommende forvente at blive stoppet med magtmidler. Alternativt gøre sin hjælper eller medvider strafbar.
Paradoksalt nok tror jeg at lovgivningen som har til hensigt at hindre selvmord medfører flere "unødvendige" selvmord, fordi den stiller sig i vejen for at det kan blive en fælles beslutning hvad der sker. Jeg er overbevist om at mange selvmord kunne undgås hvis det var naturligt at have en hjælper med til at snakke om tingene. En som kan rumme at selvmord da også er en mulig udvej. Som kan bringe andre løsninger på banen, bedre løsninger. En som kan forventes på forhånd at afvise at hjælpe med at udføre et selvmord vil ganske enkelt næppe blive spurgt.
Selvmord der afklaret besluttes som et værdigt punktum før sygdom eller kropsligt forfald stump for stump nedbryder mennesket er noget ganske andet end krise-selvmord. Her skulle rollen for en medvirkende være at støtte til det sidste, gerne med mulighed for at bistå med en human måde at gøre det på. At få snakket om det, om det er nu at grænsen er nået. Og ikke mindst: Sige godt farvel.
Rollerne er anderledes ved krise-selvmord, som snarere er desperate reaktioner i en uoverskuelig situation. Der er lige netop brug for at snakke om tingene. Og stor villighed til at lytte til livsbekræftende løsninger. Men det er stadig, mener jeg, ganske nødvendigt at anerkende selvmord som en mulig løsning. Det giver basis for at sammenligne fakta, og stille og roligt komme frem til at få problemet løst. Selvmordshjælp behøver jo ikke medføre at selvmord bliver løsningen.
Derfor mener jeg at lovgivningen og retspraksis omkring selvmord er direkte skadelige. Lovgivningen svigter både dem som har brug for at dø, og dem som har brug for at leve.
Se også:
Nyere opslag
Opslag
12 comments:
Jeg tror at din betragtning om en hjælper - der ikke er afvisende for tanken - er meget korrekt. At nogen måske ville vælge en anden løsning, måtte de bare tale om og "legalisere" deres følelser.
Ang "dommernes personlige moral og lune ind som en faktor." - Så er det lige så sørgeligt som sandt (j.f. fx Zahle: "Omsorg for retfærdighed")- for det gør at vores retssystem ikke altid er lige retfærdigt. Selv mener jeg, at dommere burde tilkendegive menneskesyn, religion m.v. - en holdning som desværre ikke deles af politikerne.
Mange gange er det vigtigste et sæt lyttende og reflekterende ører. Det kan sætte de fleste problemer i perspektiv, gøre dem til noget håndterligt, ja.
Faktisk synes jeg at det er godt og direkte nødvendigt at dommere lader moralske afvejninger indgå som en del af hvordan og om de bruger lovparagraffernes regler. Ellers bliver (reelt: er) det en retspositivisme, juristeri, som sætter følelsesforladt paragrafrytteri i højsædet.
Som du selv var inde på fornylig er det florerende regelrytteri en skæv udvikling. Jeg betragter det som en dyb misforståelse at reaktionen på observerede problemer er at det må reguleres via en lov eller bekendgørelse. Det gør begrebet "retfærdighed" til en fjern teoretisk abstraktion.
Hellere dommere der er åbne omkring deres moralske basis, ja. For der er altid, skal være, en bund i den moralske bagage som er en central del af at være en god dommer. Jeg vil endda sige at jurister er uegnede som dommere når det bliver til afvejning af rigtigt og forkert. Her er loven kun en hindring, en spændetrøje som bliver juristers referenceramme.
Jeg fandt iø en artikel fra Kristeligt Dagblad, Retfærdighedens genkomst, hvor Henrik Zahle pointerer: "Det er stadig meget lidt, man hører om retfærdighed i det almindelige juridiske studium, og det skyldes blandt andre Alf Ross. Han fandt det meningsløst at tale om retfærdighed eller uretfærdighed, fordi det er begreber, der ikke kan testes. Efter min mening er den forståelse imidlertid helt ved siden af, og den svarer heller ikke til hans egen praksis."
Vi skulle have en lov som afkræver domstolene at vurdere om, hvornår, loven er et anvendeligt redskab. Tværtimod er der en tendens til at jurister kalder det en "forkert dom" når en dommer har gået ud over et snævert syn på love.
Vist findes der mange problemer ifht. retfærdighed.
Er det juridisk retfærdighed, etisk-moralsk retfærdighed eller andet vi(vi som samfund) taler om.
Og selv om jeg er imod flere regler - og synes at loven skal tages op til revision og at fortolkning og individuelle hensyn ofte bør tages, samt at visse dele skulle omskrives således at der skabes større sammenhæng, så synes jeg alligevel at vi i bund og grund har fornuftige regler.
Dog ville jeg sætte enormt meget pris på, at alle dommere, lige som Zahle turde melde klart ud om; at nej, de er ikke helt neutrale og objektive - det er simpelthen ikke en reel mulighed men derimod et ideal at stræbe efter.
Hvorfor politikerne naturligvis heller ikke burde stille sig op og sige at dommere pr. definition er objektive overmennesker (som fx Fogh vedr. om hvorvidt dommere måtte have tørklæde på).
Og meget gerne, at dommernes menneskesyn, religion, politisk tilhørsforhold mv. indgik i begrundelse for den enkelte dom - men det er vist ren ønsketænkning fra min side. :-)
Måske er den selve den moralske og inddirete juridiske (for)dømmelse - altså på forhånd udtsedt dom - over at træffe et valg om selvmord, den faktor der i sidste ende er udslagsgivnde for en stor del af selvmordene.
Dette ikke at måtte føle, hvad man føler. At man ikke kan være bekendt, ikke kan tillade sig, ikke må etc...ønske døden.
Det er jo forfærdeligt at samme sig over sig selv og sine ønsker/behov. Defor tror jeg, som du Johnnie, at en forstående, udømmende hjælper, er uendelig vigtig, hvadenten det resulterer i en fastholdelse af ønsket om at dø eller det modsatte.
Og så ville jeg også sige en hel masse om, hvor forfærdeligt det må være at dø i bevidstheden om, at samfundet/omgivelserne efterfølgende fordømmer det valg man har truffet. Hvor forfærdeligt det er, ikke at unde disse mennesker fred. Men jeg kan ikke få det formuleret. Undskyld!
Knus
Harning: Når vi ikke taler om situationer hvor der er behov for at etisk at forholde sig til rigtigt/forkert, er jeg enig i at vi generelt har fornuftige regler. Problemet er mere overordnet at der bliver mindre plads til at finde løsninger fordi en anden regel blokerer for "almindelig sund fornuft". Altså opstår der (forsinket) en ny regel. Det er ikke nødvendigvis hverken den gamle eller nye regel der er dumme, det paradigmet med at regler har forrang for fornuft.
Når vi taler om sager med etiske skismer, mener jeg ikke at "objektivitet" er værd at stræbe efter som ideal. På denne blog har jeg jo fremlagt en del eksempler på at en "objektiv" vurdering bliver at en lov er overtrådt. Men en subjekt(iv) vurdering peger i retning af principper som er vigtigere end loven. Og jeg tror ikke på at det er realistisk at søge at regelformulere et grundlag for "objektiv" skelnen.
Jeg er helt enig at der (i sådanne sager) er behov for domme hvor dommeren netop lader menneskesyn (o.s.v.) indgå i dommens præmisser. Dermed er det tydeligt hvad basis er, og reel mulighed for at sætte præmisserne til debat.
Nu foregår det i det slørede, med at domstole (eller politi/anklagemyndighed) finder visse sager nærmest ubeviselige, selv om indicierne er rigelige til en dom, hvis den etiske vurdering faldt ud til tiltaltes bagdel. Årsagen er jo at loven har meget små muligheder for at overspringe dom hvis en sag er bevist. Derfor får vi ikke domme som sætter etikken til en nødvendig debat. Min egen sag er et af eksemplerne.
Silhuet, jeg er ganske enig i at den fordømmende holdning som søges anvendt for at kyse selvmordstanker væk blot bliver en ekstra (og stor) sten på en krisetynget ryg. Endnu en grund til at gøre en ende på et menneskeliv der føles som en fiasko.
Umiddelbart lyder det pænt med de gængse anbefalinger om at selvmordstanker skal udløse at den pågældende sporenstrengs skal videresendes til professionel hjælp. På den anden side opfordrer dette netværket omkring til ikke at løfte ansvaret for at de er med i baggrunden for selvmordstankerne. De er jo "eksperternes" boldgade at fixe problemet, få de syge tanker slukket. Envidere er det at blive "kylet" til psykiater noget af et stempel "du du'r ikke, du er helt forkert". Og det løser ikke de problemstillinger som eksisterer lige omkring den som er ved at have fået mere end nok.
Det er ikke en sygdom at der kommer tanker om selvmord op. Det er mere et tegn på livsomstændigheder som ikke føles som løsbare. Tanken om at komme væk er sådan set naturlig, selv om det er ganske sjældent at selvmord er en fornuftig udvej.
Knus! (og der er sgu ingen grund til det med "undskyld") :-)
jeg er lige kommet hjem fra et hospital, kriseselvmord skrev en.. ja krise, livslang krise, jeg vil med kyshånd tage imod en hjælper der ser selvmord som en mulighed når alt andet er prøvet og velsigner min handling frem for at lade mig sidde tilbage med skam og ensomhed igen. hilsen en klog og modbydelig kvinde
"Livslang krise" skriver du. Det er jo netop der hvor den bliver svær. Når det handler om psyken, er der en alt for udbredt tro på at det må da kunne klares. Og det kan det da for det meste også. Men der er også tilfælde hvor "systemet" har været inde over i mange, mange år uden at det lykkedes at få den til at vende. Nu ved jeg jo ikke hvor langt et forløb du har haft.....?
Men jeg vil altså desværre også tillade mig at mene at "systemet" alt, alt for ofte ikke er en god hjælper. Der er blevet et stigende fokus på at der skal piller til. Det er jo ogs, i første omgang, noget så billigt - sammenlignet med menneskelig hjælp, der jo naturligt nok tager tid. Der skal god tid til.
Og jeg vil også tillade mig at mene at der reelt kun er én der kan arbejde med problemerne. Nærmest typisk er der rødder tilbage til barndommen, og det kan være et kæmpearbejde at tage fat i dybderne i sin egen psyke. Det kan kræve mod at tage tingene op til revision, og give slip på hvad der skal gives slip på. En hjælper kan reelt bedst bidrage ved at lytte. Og måske stille et par spørgsmål. Og selvfølgelig ved at forstå og acceptere.
Min oplevelse er at der er mange, mange ting der går nemmere med en lyttende hjælper, der ikke dømmer eller tænker i "hvad er der galt med dig". Alle følelser er ok, og bør rummes og værdsættes.
Alle mennesker er ok, og bør rummes og værdsættes. Også dig!
Det sværeste er måske om du selv tør tro på det?
Jeg mener helt klart at selvmord og holdningen hertil må redefineres på samfundsplan.
Der er mange grunde til at folk enten forsøger at begå selvmord eller begår selvmord. Det kan være et råb om hjælp, det kan være en form for hævngerning, MEN det kan også være et reelt ønske om fred for uhelbredelig smerte.
Det er umenneskeligt ikke at anerkende at nogle individer kan have så smertefuldt et liv (både fysisk som psykisk), at døden er den eneste udvej. Det er ligeledes umenneskeligt at fordømme, fornægte og dæmonisere ethvert menneske med ønske om selvmord.
Ikke desto mindre er det nøjagtigt hvad både det danske (og for den sags skyld de fleste andre af verdens samfund) gør, både på det overordnede juridiske, politiske og sundhedfaglige plan. Den samfundsmæssige reaktion på selvmord er nøjagtig som psykens forsvarsmekanismer, men har ligesom psyken, ikke altid ret. Både den og samfundet må være dynamisk - i stand til at indordne sig efter verdens realiteter.
Og hvad end det er acceptabelt og forståeligt eller ej, så er (og bliver) livet nu engang uudholdeligt for nogle individer. Hvis samfundet ikke kan forstå og acceptere det, er det sygt. Det forråder i så fald sine egne højtskattede, menneskeskabte værdier om retfærdighed, lighed og frisind. Er det ikke en menneskeret at kunne bestemme over sit eget liv?
Jeg synes kun det er rimeligt, at folk der virkelig lider kan få hjælp til at få fred for smerten. Det burde være muligt at etablere en hjælpeordning for suicidale mennesker, lidt ligesom den schweitziske "Dignitas", der i første omgang søger at finde andre udveje end døden, men i sidste ende kan være behjælpelig med selvmord (dog med samme tilbud til patienter med uhelbredelig og smertefuld psykisk sygdom som til fysiske syge - de har jo en sammenhæng som den moderne videnskab efterhånden er ved at tumle sig frem til).
Men for samfundet betyder tal og statistikker alt. Således fremviser man gerne en statistik der viser, at for hvert fuldbyrdet selvmord bliver fem individer efterfølgende ramt. Men hvad med det enkelte individ (det suicidale)? Og hvem siger at de efterladtes smerte er ligeså uudholdelig (STATISTISK SET!) - nogle af dem der begår selvmord har jo mistet så godt som alt andet end smerten?
I det hele taget er moderne samfund efterhånden ved at drukne i den såkaldte "sandhed" som statistikker udtrykker. Men ofte bruges de kun til at vise hvad man vil have frem, ved at indsnævre og simplificere problemstillingerne. Og desuden lader der til at være en tendens til at overse fåtallet i statistikkerne; de bliver simpelt hen glemt med tiden, i takt med statistikkernes mere vidtrækkende og kontrollerende/manipulerende spådomme.
Der er yderligere den alt omsiggribende angst for at mere lovmæssig, politisk, sundhedsfaglig - ja, samfundsmæssig, accept af selvmord som en sidste løsning vil skabe selvmordstrends, så alle mere eller mindre begår selvmord og det enkelte samfund degenererer og forgår. Denne tanke er selvfølgelig ganske urealistisk. De allerfleste individer ønske jo at leve - det er en forudprogrammeret genetisk kodning. Det bedste forsvar mod selvmord er et (for det enkelte individ) trygt, godt, indholdsrigt liv, hvori det enkelte menneske føler sig som, og bliver anerkendt som, et menneske, et individ, mand/kvinde osv. Men ulykke kan jo ramme alle, og er ikke forudsigeligt eller uundgåeligt. Ganske ligesom mere eller mindre alt andet i livet kan man ikke forudsige eller kontrollere tingenes gang.
Desuden er vi alle helt unikke forskellige individer, med hver vores genetiske sammensætning, med hver vores aner, med hver vores erfaringer og hver vores liv. Kan man dog ikke forsøge at forstå det?
En "selvmordsbutik" må netop være noget af det mest selvmordsforebyggende. En hjælper med muligheden for at hjælpe med at dø vil netop skulle overbevises om at det ikke er noget med en overståelig krise. Det vil jo sige at den med ønsket om at få fri fra livet også skal overbevise sig selv om at det er velgennemtænkt, velafklaret og velbegrundet.
Som jeg plejer at udtrykke det, er en forudsætning for et rationelt selvmord at det ønskes, planlægges og gennemføres mens den pågældende har det så godt som muligt, inden for de grænser som der nu er.
Jo, jeg tror at vi er meget enige :-) Det er ikke en sygdom at se et behov for at dø.
Jeg er en 24 årig ung pige, der helt klart går ind for "hjælp til selvmord".
Jeg er i den situation at jeg er meget syg, desværre er det meget "usynligt" for mine nærmeste og de forstår ikke mine ønsker, fordi jeg ser rask ud.
Jeg har prøvet mange gange at snakke med dem om det, uden nogen lytter. De tror det er en desperat tanke jeg har om at slippe livet fordi det gør ondt. Men sandheden er at jeg har tænkt meget i 6 måneder nu. Da jeg fandt ud af hvor slemt tingene står til og ikke vil blive ændre sig og kun blive værre, hvor det tilsidst ikke vil være værdigt for mig at være her, er jeg kun en løsning, hvad enten den er barsk eller ej.
Når jeg prøver at snakke om det, får jeg atvide du er kun 24, dit liv er foran dig. Sådan ville jeg da ønske at det var, men desværre ligger det bagved mig nu og vil gerne give slip på en værdig måde hvor jeg får sagt farvel og kun tager de gode minder med.
Så en "hjælper" kunne også bruges af de pårørende til bedre at kunne forstå og sætte sig ind i situationen og ikke bare fortrænge så alle parter får sagt farvel på den mest hensynsfulde måde.
At ingen lytter lyder ikke godt. Jeg ser det som en "menneskelig pligt" at lytte åbent, og i det mindste prøve at forstå den andens tanker og bevæggrunde. Også selv om de ikke kan overbevises om at det er rimeligt.
For jo, der er stor brug for at snakke om tingene, og blive mødt af et åbent sind - der ikke lukker af på den måde som du omtaler.
Jeg vil gætte på at det er fordi de selv er så bange for døden, at de ikke evner at snakke "afslappet" om emnet. Dette mønster styrkes af at vi har store kulturelle tabuer omkring "frivillig død", med mindre det er nogen som nærmest ligger og skriger på dødslejet.
Et paradoks ved debatten omkring aktiv dødshjælp er netop at der mestendels er stor forståelse for at afkorte lidelser med nogle timer eller dage, men ikke hvis de kan forventes at vare mange måneder eller år.
Jeg kender jo ikke din diagnose og din livssituation - om du har chancer for at overbevise en lytter med åbent sind om at dine muligheder for at få det bedre er "tilstrækkeligt" afprøvede, og hvor stor sikkerhed der er for det kun kan gå én vej med dig.
Jeg kommer dog til at tænke på en del med alvorlige sygdomme lykkes med at fjerne fokus fra alt det der går galt, og i stedet "udnytter" de lyse punkter så meget som muligt. Nogle kommer imponerende langt her, men det betyder ikke at dette skal være et krav til alle.
Vi kan jo godt blive enige om at det bør være respekteret og tilladt at give slip, det kan i visse tilfælde være det bedste for alle parter. Også for de pårørende, der kan være meget belastet af en langtrukken proces, hvor de ikke kan omsætte deres ønsker om at hjælpe til noget der gavner den anden.
Men netop tanken om at det kunne være være til gode for de pårørende selv med en afslutning, er noget som kan få det til at gå helt i baglås. Der er ikke mange der tør indrømme dette, heller ikke for sig selv.
Dø skal vi jo alle, så det primære må være at livet er noget ønskværdigt så længe som muligt, ikke en forbandet pligt.
Send en kommentar