Den 23-årige Rémy Salvat fra den nordfranske by Valmondois var sidste weekend i godt humør. Usædvanligt godt. Hans familie var glad for at han for en gangs skyld var ude af huset, i kørestolen til fest. Vennerne fortalte senere at han var munter, glad og afklaret. Det viste sig at grunden var at han havde bestemt sig for at tage sig fri fra et lidelsespræget liv, begå selvmord med en overdosis. Han fik sagt vennerne og verden ret farvel. Han døde hjemme i sit aikido tøj. Den kampkunst elskede han, det var hans livsfilosofi. Et element er at teknikken er fuldstændig anpasset angrebet, og bevare initiativet.
Han led af en sjælden degenerativ mitokondriesygdom, der handicappede ham mere og mere. I de sidste måneder var det gået hurtigt tilbage. Allerede da han som 14-årig havde haft sygdommen i 8 år fik hans mor, Regine Salvat, så stor medlidenhed med ham at hun forberedte at gøre en ende på hans lidelser. Selv om hun ikke gennemførte, skete der en mord-efterforskning. Han havde foretrukket at dø dengang, men forventede ikke at hun igen kunne prøve at hjælpe ham.
Tilbage i maj skrev han en bøn til præsidenten, Nicolas Sarkozy. Han ønskede sig at læger kunne få lov til at hjælpe ham med at afslutte sit liv. Og han ønskede sig en fornyet offentlig debat om behovet for ikke at fastholde lidende mennesker i ulevelige liv, på vej mod det elendige endeligt. Han kendte godt fakta om at hans ønske om aktiv dødshjælp (eutanasi) var mod loven, men republikkens præsident havde mulighed for at give amnesti. Rémy Salvat bad præsidenten om at holde op med at vende det døve øre til, og tage sagen op. Nej.
Den 6. august fik han et hændervaskende svar om at præsidentens afviste ønsket ud fra filosofiske og personlige grunde; vi har ikke ret til frivilligt at afslutte liv. Argumenter om en menneskelig dialog ved sygesengen, involverende læger og familie, for at finde "den rigtige løsning". Altså en løsning der ikke pillede ved at livet ses som en lovkrævet absolut pligt. Svaret pointerede at præsidenten ikke ønskede at flygte fra sit ansvar, men var samtidig en komplet distancering fra at tage ansvar og initiativ i situationen. Tre dage senere tog Rémy initiativet, undslap et elendigt endeligt. Præsidentens svar var ubrugeligt, et slag i ansigtet.
I hans sidste stund indtalte han et bånd, hvor han bad familien om at fortsætte arbejdet for en reel offentlig debat om retten til aktiv dødshjælp og hjælp til selvmord. At fortælle præsidenten om at Rémy ikke følte at han havde andet valg. Hans gjorde sin død til et dundrende slag på den stortromme som Chantal Sébire var den forrige til at anslå.
- The Connexion: Disabled suicide left ‘no choice’
Nyere opslag
Opslag
6 comments:
Den mor er imponerende!
Selv er jeg som mor alt for egocentrisk til nogensinde at kunne hjælpe et af mine børn aktivt (tror end ikke jeg ville kunne lukke en respirator uden massiv støtte)- men det er da ikke en egocentricitet som jeg på nogen måde er stolt af, så jeg sidder bare her og imponeres dybt af den mor - og tilsvarende for hendes søn som bevidst valgte ikke at udsætte hende for valget igen.
Flot af dem begge!
Tanken om kærligt at slå sit eget barn ihjel må også være det mest ekstreme skisme for forældrekærligheden. Så ekstremt at jeg ikke tror at nogen kan forestille sig selv i situationen før den er der. Før modgangen har styrket kræfterne.
Her havde både mor og barn haft alt for rig lejlighed til at finde en styrke de færreste får brug for. Og ja, så kan mennesker nå noget imponerende.
Dette aspekt kommer også til syne i et par andre cases som jeg har haft oppe i sommer:
> Robert Latimer og ret færd
> Den smertefulde verden omkring Sergio
Tak for links :-), forsøger stadig at indhente alt det som I alle har skrevet mens jeg selv har været noget inaktiv på bloggen.
Bare rolig, du bliver ikke hørt i lektien ;-)
Godt indslag. Tak.
Rémy selv havde jo så også forberedt sagen grundigt, så den lå lige til. Jeg føler mig overbevist om at han allerede have gennemtænkt hvad han ville gøre hvis og når hans brev fik det forventelige handlingsløse svar.
Formodentlig var præsidentens svar en hentydning til at der i Frankrig er ved at blive afsat en del penge til palliativ pleje, altså bedre omsorg mens syge ligger og venter på at dø. Det er jo også et godt skridt, men er ikke nogen løsning for de mennesker som ikke ser det som det påkrævet at deltage i den kollektive illusion om at det er det ideelle for alle, ikke ser det hellige i at overleve uden at leve.
Send en kommentar