Sønnen, Sergio Piscitello, blev 39 år. Han havde autisme og var døvstum. Han reagerede brutalt, og tævede dagligt sine forældre, var blevet mere og mere voldelig. Søsteren var flyttet hjemmefra så snart hun kunne, hjemmet handlede om broderen. Det meste af tiden var han rolig, men fik pludselige anfald af uhæmmet raseri. Voldsomme slag, spark, biden, og riven i håret. Huset lå i ruiner, i de sidste 11 måneder havde han ødelagt 12 fjernsyn. Hårde fakta om hårde vilkår.
Forældrene elskede deres søn, på trods af alt. Kæmpede hårdt for at få et menneskeliv til at hænge så nogenlunde sammen. De blev ældre, og sønnens raseri stærkere. Når de ikke længere kunne tage sig af ham var der ingen udsigter. Ikke til andet end at det blev værre for sønnen. Ingen private eller statslige institutioner ønskede at påtage sig et ansvar. Salvatore gjorde det bedste han kunne, i alleryderste konsekvens. Det var bedre for Sergio at dø.
Sagen vakte stor medieopmærksomhed, og der er skrevet en bog, Il mondo di Sergio, der fortæller historien.
En tragedie af et omfang hvor jeg ikke mener at det er relevant at tænke i lovgivning, mord, domstole og straf. En lov blev overtrådt, ja, og hvad så? Hvad har det med virkeligheden, menneskelighed at gøre?
Det er kun alt for let at påstå at der måtte, skulle have været fundet en bedre løsning. Alt for billigt at (for)dømme uden at have et helt håndgribeligt alternativ. Holde Sergio som gidsel for en abstrakt idealisme. I en ideel verden havde der været nogen som kunne tage sig af Sergio, prøve at forstå ham og hans autisme, give ham et så godt liv som muligt. Verden var og er ikke ideel. Inden for de rammer som forældrene havde, som byen og staten satte, gjorde de det bedste de kunne. Det må være godt nok.
Salvatore Piscitello har min respekt.
- Information:
Sergios martrede verden - The Roman Forum:
Autism and the Future
Nyere opslag
Opslag
4 comments:
Det er godt nok tankevækkende dilemmaer du rejser.
Umiddelbart ville jeg nok - om ikke fordømme - så bebrejde. For slog de ikke ihjel for selv at få fred?
Men nej, jeg tror du har ret. Så havde de da bare sendt ham på en institution og overladt ham til tilfældig pleje, mens de selv nød deres ubesværede liv.
"Holde Sergio som gidsel for en abstrakt idealisme", er ikke rimeligt. Det er så sandt. At vi i vores iver for at opfylde vores egne idealer, vores egne moralkodeks, vores tillærte etik, glemmer medmenneskets behov. For noget andet end idalisme og moral. Nemlig respekt.
Jeg kunne sige både for og imod. Men som du fremlægger det her, og med Sergios kærlighed til sin søn in mente, var et en næstekærlig handling. Hvr jeg forstår næstekærlig som dette, at sætte kærligheden til sin næste før regler, love, moral og dom.
Hav en god mandag!
Knus
Som jeg forstod ud fra kilderne kunne forældrene ikke engang "blot" have sendt Sergio på institution. Jeg kender ikke detaljerne, ved ikke om det var fordi de stillede højere krav end konservering i tung kemisk lage. Med pludselig voldelig adfærd som reaktionsmønster, ville det være forventeligt. "Se hvor godt det går, han er heeeeeeeelt rolig". Not. "Jamen, det er det bedste vi kan gøre". Sådan er den praktiske virkelighed. Godt nok? Nej.
Døden kan være at foretrække, også selv om mange netop sætter deres absolutte moral for dødens uvælgelighed over næstekærligheden, over respekten for medmenneskets behov.
Selvfølgelig er det langt overvejende ikke rimeligt at se døden som en fornuftig løsning, men det er jo netop ved de sværeste dilemmaer at der er brug for at tænke, føle til grænserne for eksistens, hvad menneskelighedens yderste konsekvens kan være.
Been there. Done that.
Jeg søger jo netop nu at fremdrage dilemmaer, åbne spørgsmål der alt for ofte ties væk da gode principper blev til hellige køer.
Også god månedag til dig - kram :-)
Please update the link for the article in The Roman Forum:
http://www.theromanforum.com/?p=3391
Regards, Tony
Thanks for the heads-up. Updated :-)
Send en kommentar