Erle perle, trif traf truffet

Da jeg var stået op til den smukke fredags sommermorgen, mødte der mig en overraskelse i køkkenvasken. På overfladen af noget vand i en balje flød der en stor lysende farvestrålende tæge, der desværre var druknet. Et smukt lig. Jeg synes ikke at jeg ville mase den ned i kloakken, eller smide den i skraldeposen. Dér skulle den ikke hen.

Et forrådsglas blev fyldt med rent vand, og jeg flyttede ganske forsigtigt tægen over. Kunne derved tage nogle smukke billeder, ved vinduernes lys. Til sidst gik jeg ud på altanen, og gav tægen et stort sving ud i solens lys. Ved at tømme glasset fik den en glitrende vandstråle at flyve på, gennem sommerluften, ned mod plænen. En stor løvtæge gik videre i kredsløbet, måske gennem maven på en af solsortene.

Normalt ville dette blot være passeret som en af dagligdagens mange små hændelser. Men ikke lige denne morgen. Tægen må være kommet netop mens jeg skrev forrige blog indlæg, lagde det på bloggen, eller sov. I sammenhæng med hvad der skete for præcis to år siden, og denne blogs metaforer, blev symbolikken ganske påtrængende.

Hvis jeg havde en tro på en åndelig verden, en eksistens på et andet plan, efter døden, ville det være nærmest alt for let at se det som et tegn, og tolke det ind i mine følelser og tanker. Men nej, sådan er min tankeverden ikke. Det enkleste ville så være at afskrive det som et tilfældigt sammentræf. Sammen med det faktum at jeg, da jeg cyklede på arbejde bagefter, kom jeg forbi to kirker. Der var begravelse i begge to. Det var dog heller ikke noget stærkt påfaldende sammentræf. Men dog.

Den normale forklaringsmodel for påfaldende sammentræf, der kan friste til at tro at der må være en sammenhæng udenfor hvad vi har konkrete forklaringer på, er jo at det blot er tilfældigt. Der sker hele tiden mange små begivenheder, og vi lægger kun mærke til det når de træffer sammen. Det kommer til at fylde så meget i tankerne, at vi kan "komme til" at pynte lidt på historien, uden selv at lægge mærke til det. Et simpelt eksempel er når nogen ringer til hinanden, lige præcis samtidig, krydser. En sjælden gang må det ramle sammen, og så lægges der mærke til det.

Der skal mere til før jeg føler at det er påfaldende. Ting som er ganske usædvanlige, ikke noget der blot er dagligdags hændelser. Ting som ville være noget særligt, også uden sammetræffet. Ting som måske kun sker én gang i løbet af et liv.

Den med tægen er netop noget som er langt fra hvad der sker i dagligdagen (i modsætning til det med begravelserne). Og jeg har også været ude for at blive truffet af andre ganske markante sammentræf omkring historien med mig, Ingelise, og hvad det desværre måtte blive til. Især lige omkring retssagen var der sammentræf som ligger meget ude over det med at normale begivenheder må støde sammen engang imellem. Det bloggede jeg om dengang:

• Norah Jones og sammentræf
• Jeg skal ikke straffes for at have gjort det rigtige

Jeg påstår ikke noget om at der foregår "noget" udenfor et plan som vi normalt regner for den virkelige, målbare verden. Jeg nøjes blot med at undres. En undren som godt kan leve uden svar.

Tænker på en frostklar vinternat for nogle år siden. Ingelise og mig gik ud for at nyde stjernedrysset og hinanden. Det var dog lidt irretirrende med de blændende gadelygter. Lysforurening kaldte jeg det, mens jeg kikkede lige op på den yderste af gadelygterne. Stirrede stift. Efter nogle få sekunder blinkede den og slukkedes. Sådan! Magiske evner tror jeg ikke at jeg har. Hvis jeg hver eneste dag brugte et stykke tid på at nidstirre gadelygter, ville der (statistisk set) gå flere årtier før det "lykkedes". Men nej, jeg påstår ikke noget.