Otte måneder forinden løb han grædende gennem gaderne, med sin baby i armene, hen til en brandstation. "Hjælp mig! Hjælp mig! Min baby dør". Ved en fødselsdagsfest blev Samuel Linares kvalt af en ballon i luftrøret, og var slap. Rudy havde uden held forsøgt genoplive sin søn. Lægerne fik hjertet til at slå igen, og en respirator til at pumpe luft i lungerne. Tyve minutter uden ilt. Svære hjerneskader. En lille grønsag, i "coma".
Gennem flere måneder fortalte lægerne at nu ville Samuel snart dø helt. Samtidig lykkedes deres kamp for at udsætte døden, også selv om de havde forståelse for forældrenes ønske om at afslutte den udsigtsløse behandling. Rudy var knuget af skyldfølelser. Den lægelige vurdering var klar: Ingen muligheder for bedring. Respiratoren kunne stoppes.
Men hospitalets ledelse stejlede. Deres advokat øjnede et juridisk problem. En principiel risiko for en straffesag. De krævede en dommerkendelse, ville skubbe ansvaret over på dommeren. Små rester af hjerneaktivitet hindrede at Samuel teknisk set kunne kaldes for hjernedød. Rudy blev lige før nytår med magt hindret i at afbryde respiratoren.
Den juridiske proces omkring at få en dommerkendelse kunne nemt komme til at trække ud i måneder, og koste omkring $40.000. Det var næsten 3 gange Rudys årsløn som ung arbejder. Familiens økonomi var allerede smadret, og Samuel havde to ældre søskende. Og de sociale myndigheder krævede $20.000 tilbagebetalt; Tammy Linares var alligevel ikke enlig mor.
Kort før Rudy Linares tog sagen i egne hænder, havde hospitalet meddelt at de ville overføre Samuel til langtidspleje, omkring 110 kilometer væk. Det ville reelt hindre forældrene i at besøge deres baby, som de havde taget sig meget af på hospitalet, det var helt usædvanligt med så omsorgsfulde forældre der tog sig af næsten alt. Det blev dråben.
En nabo, Ms. Soloveich mente efter sagen:
''You act out of love for your child, and you don't think about the consequences. You know, after all the headlines and all the debates about this case, the bottom line is this: Rudy and Tammy go home at night and shut the lights and lie in bed and cry over their baby.''
Rudy Linares blev anklaget for overlagt mord. Storjuryen afviste sagen, så han slap med en betinget dom for sin våbenbrug. Livet kunne gå videre.
Efter sagen blev der nedsat en kommision hvis arbejde førte til lovgivning omkring hvordan familiemedlemmer og venner kan få mulighed for at træffe beslutninger om afbrydelse af behandling.
Rudy Linares, den kærlige og omsorgsfulde fader, var blot lidt forud for sin tid, og måtte betjene sig af lidt dramatiske metoder for at få mulighed for at påtage sig sit ansvar.
New York Times:
Nyere opslag
Opslag
4 comments:
En sterk historie. Takk for å fortelle denne.
Det er netop de stærke historier, som jeg mest går efter - dem som udfordrer de samfundsmæssige grænser. Rudy Linares var "heldig" (tror jeg) med det amerikanske storjury-system, hvor vurderingen af om der skulle rejses sigtelse lå hos en gruppe ikke-jurister (noget i retning af nævningene).
I øvrigt så jeg et sted at mange læger mente at den eneste ulovlighed som Rudy begik var at tage ansvar for behandlingen, selv om han ikke var læge.
Den hårfine balance mellem selvtægt og civil ulydighed.
Hvor var han stærk den far.
Og som sædvanligt får den slags historier hele følelsesregistret op, fra medfølelse med forældrene til raseri over systemet og menneskerne deri.
Det kommer jo også an på hvem der "får lov" til at definere hvornår det er selvtægt. Det bureaukratiske system hos hospital og politi var jo helt med på at søge at drukne den formastelige der "tillod" sig at påtage sig at handle menneskeligt og ansvarligt.
Et ironisk aspekt ved sagen er at der er store chancer for at en del af den administrative modstand mod erkendelsen af behovet for at give slip på barnet sikkert var med baggrund i frygten for at få dårlig PR, på at lade drengen dø i stedet for at "behandle". Men da sagen ramte medierne derovre var det netop hospitalets ledelse der fik på puklen. Rudy Linares nød stor forståelse og sympati. Ja, han fortjener respekt.
Send en kommentar