En døende patient ligger på hospitalet. Det går elendigt. Lægen ser at der må gøres noget. Lidelserne må stoppes. En sidste ordination. "Nu vågner du aldrig mere". Infusionspumpen med morfin kører til patienten dør, øvrig behandling dæmpes eller afbrydes.
Det lyder jo næsten som aktiv dødshjælp, eutanasi. Men sundhedssystemet foretrækker at omtale det som pleje af døende. Terminal sedering lyder lidt hårdt, så det omskrives helst til palliativ sedering. Den bedøvende medicin afpasses således at der kan argumenters for at den ikke er dødsårsagen, selv om den der er fuld bevidsthed om at den kan fremskynde døden. Den allerede svækkede krops funktioner kan jo blive bremset ikke så lidt af bedøvelsen. En del af hvad der kaldes for palliativ pleje. Pleje af døende, eller mere rent ud: Dødspleje.
Det er på sin vis også en realistisk handling. Det sker at der er døende som ikke kan behandles til at have det tåleligt den sidste tid, timer eller dage. Det er menneskeligt "at slukke lyset", at udfri patienten fra den sidste stump af elendigheden. Men. Når det nu skal være, ville jeg selv meget klart foretrække at blive befriet for at ligge dér, "nu venter vi bare på at kroppen kreperer". Jeg synes at dette er en uværdig, respektløs behandling af et døende menneske.
Rent praktisk giver metoden dog en række "fordele".
- Den terminale sedering kan ordineres som en del af behandlingsforløbet. Patienten er uklar, og der er ikke rigtig andet at gøre.
- Pantomimen om at yde god pleje kan gå videre, "palliativ behandling".
- Politisk ukorrekte temaer som aktiv dødshjælp kan lades unævnelige.
- En besværlig og tung snak med patienten og/eller pårørende undgås; den skulle have været tage i god tid. Målet er jo at behandle sygdommen. Døden er en fiasko.
- Plejebehovet mindskes mens kroppen er på vej mod den biologiske død. Personalet er jo allerede overbebyrdet.
- Risikoen for klagesager mindskes, "vi gjorde jo hvad vi kunne". Pleje til det allersidste. Inhumant ikke at sedere.
I øvrigt kommer jeg til at tænke på Holland. Aktiv dødshjælp er jo tilladt, under stram regulering. Det er en tung procedure. Derfor er det ganske enkelt nemmere for lægerne at "nøjes" med terminal sedering. Det kan også kaldes for palliativ pleje, og har derved ført til en vis reduktion i antallet af patienter som får direkte aktiv dødshjælp.
- TIME:
When Is Sedation Really Euthanasia? - Tidsskrift for Den norske legeforening
Er terminal sedering aktiv dødshjelp - British Medical Journal:
Continuous deep sedation for patients nearing death in the Netherlands: descriptive study
Ugeskrift for Læger:
- Palliativ sedering
- Vejledning i medikamentel palliation i terminalfasen
- »Terminal sedering« – nødvendigt begreb eller blot del af en større helhed?
Nyere opslag
Opslag
8 comments:
Altså nu er jeg jo kun interesseret i tung sedering i forbindelse med tandlægebesøg - ikke som langsom uværdig dødsmetode, så jeg må klart tilslutte mig din kritik. :-)
Det er selvfølgelig noget andet, når det sker efter anmodning, omkring sådanne "mindre operative indgreb" :-)
Men ellers er det jo lidt sjovt med denne procedure, der for patienten fungerer som eutanasi. Reelt vil jeg kalde det en nødløsning indført for at omgå forbudet mod aktiv dødshjælp, når behovet dog er åbenbart. Og så bliver det til at metoden nogle gange fremhæves som værende bedre end dødshjælp, og påklistres etiketten "palliativ".
En yderligere "fordel" er jo også at det bliver lægerne der holder fast på at være dem der grundlæggende set tager alle afgørelser, uden at give reelt rum til at patienten eller pårørende får mulighed for afgørende valg.
Efter 69 år uden nogen videre kontakt med sundhedssystemet, bortset fra 2 dage på infirmeriet på Almegårds kaserne i 1960, fik jeg 2009 konstateret prostatakræft, blev opereret på Herlev af en robot og en svensker. Alt meget vellykket og godt. Under kontrol efter operationen konstateredes myelomatose eller knoglemarvskræft. Denne gang var udsigten mørkere, der blev ikke lagt skjul på at sygdommen var uhelbredelig og Google var ikke sparsom med beskrivelser af senforløbet og hvad der venter i form af knoglesammenfald, nyresvigt osv. Da således vorherre eller fanden åbenbart har besluttet at tiden snart er inde, begynder man selvfølgelig at overveje, hvad man vel bør kalde en nogenlunde værdig afgang. Fridøden har været oppe at vende, man kan vel altid skaffe sig en 9 mm, men det er mig noget uæstetisk juks, så pt. ser jeg hen til en fornuftig palliativ sedering, og jeg vil blive virkelig fornærmet, hvis man på et senere tidspunkt ikke respekterer et hjertestop som tegn på at "nu stopper festen!"
Knoglemarvskræft er jo ganske rigtigt noget som giver særdeles god grund til nøje at tænke over hvordan den sidste stump af livet kan komme til at forløbe, og mulighederne for at have en "nødudgang".
Helt enig at det er "noget uæstetisk juks" med en pistol. En omhyggeligt gennemtænkt og velforberedt fridød kan dog også gennemføres på en mindre kras måde. Det kan være værd at overveje at have remedierne klar, som en forsikring der forhåbentlig ikke bliver brug for.
Terminal sedering bliver "desværre" først en mulighed når du har gennemlevet sygdommen til dens sidste faser. Så det er ikke ret meget af oplevelsen du kan få lov til at slippe for.
Jeg håber at du har set på mulighederne for at få en god palliativ pleje, i hjemmet eller på hospice. For det meste kan symptomerne dæmpes, så der ikke bliver brug for en nødudgang, men det sætter jo et stort præg på livet ikke længere at kunne ret meget selv.
Og du skal nok selv sørge for at råbe højt om at du har nok i at dø én gang, så du ved hjertestop ikke bliver udsat for en voldelig "genoplivning". Et livstestamente er ikke noget værd her, det er en ren narresut. Pointen er at det først træder i kraft når det er sikkert at de aldrig ville kunne få kontakt med et sind igen.
Håber at du får muligheden for at dø på en pæn måde...
Der er gået over to år, og jeg er stadig i live. En behandling med et nyere middel : Velcade har givet mig en fin tid både til at falde lidt ned og vænne mig til tanken om livets begrænsning. Før jul brød sygdommen ud igen, som ventet, en ny gang medicin ( 45 piller og 2 indsprøjtningers om ugen) med de bivirkninger det giver, ca. En trediedel igennem! Tanker om død fyldt ikke meget i min hverdag og mit humør er næsten altid godt!
Det lyder jo rigtig godt. Og der findes heldigvis megen god medicin, som ofte kan gøre livet til at bære, også selvom sygdommen ikke kan helbredes.
Dø skal vi jo alle, men det haster da ikke! Som du skriver det, lyder det også som om du kan holde et stykke tid endnu, og så er det jo vigtigt at finde en måde at holde humøret oppe. Og netop at falde ned igen efter en skræmmende diagnose.
Så kan hver nu dag blive en glæde!
Faldt tilfældigt over mine Tidligere indlæg. Efter 5,5 år med 4forskellige typer medicin, den sidste IMNOVID i 5 mdr. Til ca 90.000,- pr mdr.. Så er der desværre ikke flere muligheder og overlægen skriver en Terminal Erklæring. 2 dage efterår man en skrivelse fra Sundhedsstyrelsen hvor man bevilges gratis receptmedicin. Nyder stadig livet og planlægger begravelsen med min kone.
Livet skal jo netop nydes, ja! Godt at høre at du dog med sygdommen har det godt nok til at holde humøret og livsglæden oppe. Der findes jo netop megen god medicin.
Lev og dø godt! :-)
Send en kommentar