Logo sommerfugl

tirsdag den 26. maj 2009

Moderlig dødshjælp til Belgisk Thalidomid-barn

Liège, den 22. maj 1962 fødte den 24-årige Suzanne Coipel Van de Put en datter ved en hård fødsel. Den unge belgiske mors første barn var imødeset med lysende håb. Børneværelset stod klar. Men. I fire dage ville lægerne ikke lade moderen se det nyfødte barn, der fik navnet Corine. Da hun endelig fik lov, blev hun chokeret. Corine var født uden arme og kraveben, ansigt og fødder svært misdannede, og med endetarmsåbningen i vagina. Det var ikke nogen velskabt baby, langt fra.

Softenon (thalidomide)

Under graviditeten havde Suzanne fået Softenon, der blev solgt som lidt af et vidundermiddel. Beroligende, smertestillende, søvnfremmende, kvalmestillende og helt uskadeligt. Et middel mod hoste, forkølelser, søvnløshed og hovedpine. Og mod morgenkvalme ved graviditet. Den tyske producent, Grünenthal, havde stor succes med pillerne, der under navnet Contergan solgtes i håndkøb. Midlet blev berømt og berygtet under navnet på det virksomme stof. Thalidomid.

Nogle Thalidomid-børn

Corine var et af over 10.000 børn, der blev ofre for thalidomid-skandalen. Medicinen forstyrrede foster-udviklingen, og var derved årsag til moderate til svære misdannelser. Fokomeli. Mange af ofrene døde før eller kort efter fødslen. Mange levede videre med varierende (og stigende) grader af invaliditet.

Suzanne Van De Put
Med støtte fra sin mor Fernande og søsteren Monique nåede Suzanne Van De Put til en tung beslutning. Det var bedre at barnet døde. Familiens læge, Jacques Casters, var efter dybe overvejelser med på den, og skrev en recept på barbiturater (sovepiller). Suzanne sødede den bitre medicin med mælk og honning. Corine døde stille en uge efter fødslen.

Fødselslægen havde mistanke, og gik til politiet. Suzanne havde tigget ham om at lade barnet dø. Svaret var en beroligende pille og en stol til moderen. Senere afviste han hårdnakket at have sagt til familien at de selv måtte klare det.

Hele familien og deres læge blev anklaget for sammensværgelse og mord. De forsvarede sig blot med at døden var bedre end at lade barnet leve. Et medvirkende argument var at Corines hjerne formodentlig var normal. Hun ville være blevet sig uhyggeligt bevidst om sin skæbne, hvis hun ellers kunne have levet så længe. Suzanne måtte beskytte sit barn mod et lidelsesfuldt liv.

Anklagemyndigheden krævede en dom for mord - principielt er livet helligt - men anbefalede dog en mild straf. Forsvarerne bad om frifindelse for kærlighedshandlingen, skylden lå hos den giftige medicin, videnskaben og medicinalindustrien bag den. Hele familien var ofre. En del af forsvarets materiale var store bunker af breve, der støttede de anklagede. En opinionsmåling med 10 til 1 for frifindelse.

Thalidomid-barn
Lysbilleder af thalidomid-børn vakte rædsel i retslokalet. Suzanne, der risikerede mindst 3 års fængsel, dækkede sine øjne imens. Over 100 journalister fra hele verden fulgte retssagen. 11 af de 12 nævninge var selv fædre. Politiet udenfor havde vandkanoner klar i tilfælde af uroligheder.

Den læge som skrev dødsattesten, André Herpin, erklærede at hvis ikke andre havde vidst noget, ville han have skrevet "død af naturlige årsager". Stort bifald blandt de langt over 500 tilhørere i det tætpakkede retslokale. Han blev også spurgt om han havde undersøgt barnets krop. Hans hæse svar: "Nej, jeg havde ikke mod til at afklæde det".

Under den meget følelsesprægede (og tårevædede) retssag fødte familielægens svigerinde et thalidomid-barn, der dog kun havde moderate misdannelser, og derved muligheden for et næsten normalt liv. Jacques Casters fik en heltemodtagelse da han kom hjem.

På under to timer kom nævningene frem til en dom. Ikke skyldig, for alle anklagepunkter. Der var intet motiv til mord, og derfor ingen mordere. Vild jubel i retten.

En højt placeret jurist stod efter retssagen frem med sin mening om at absolut intet kunne undskylde at dræbe et barn. Heldigvis blev sagen afgjort af nævninge og ikke af jurister. Ud fra en juristeristisk betragtning var dommen noget roderi. Der var ingen tvivl om at moderen havde slået sit barn ihjel. Ingen tvivl om at familien og lægen var med på at det måtte blive sådan. Men en god dom.

Jeg ser nævningenes afgørelse som udtryk for at retfærdighed skal sættes over loven, når der er modstrid.


4 comments:

harning sagde ...

Hvis vi skal føre sagen op til moderne tid i Danmark - så kan jeg på ingen måde se hvorledes denne families ageren skulle adskille sig fra det danske sygevæsens ageren når de anbefaler nakkefoldsscanninger og deraf følgende aborter....

tosommerfugle sagde ...

Når et levedygtigt foster dræbes før det aborteres, er det "bare" en provokeret abort. Når en misdannet nyfødt "lægges ud i skyllerummet" til livsgnisten slukkes, er det en død af naturlige årsager. Når nogen, familie eller læger, sikrer sig en blidere død, kaldes det pludselig for mord.

Når juristernes produkt, love, bliver ophøjet til et helligt skrift, er der dårlige vilkår for at mennesker i ekstreme situationer får rum til at handle så fornuftigt som muligt.

Anonym sagde ...

I flg. romanen "Skynd Dem, kom og se" af forfatteren Lotta Lundberg, blev de første thalidomid-børn født i 1959-60 "barmhjertighedsmyrdet" umiddelbart efter forløsningen i Holland, Danmark og Tyskland.

tosommerfugle sagde ...

Et ikke levedygtigt foster "udstødt" af kroppen"

Jeg tror at denne definition på en abort er blevet set som en menneskelig vej til at vurdere det med "levedygtigt" ud et lidt bredere perspektiv, end blot et spørgsmål om det var muligt at opretholde de basale biologiske livsfunktioner gennem teknologi.

En vurdering som desværre er blevet fortrængt fra sundhedssystemet, efterhånden som radikale metoder til at holde hjertet kørende har "fået lov" til at blive det centrale. Efterhånden som denne sikre indtjeningskilde er blevet opdyrket af industrien. Der er mange, mange penge i det. Alt for mange til at menneskelige vurderinger får den plads som der er behov for. Når teknologien er der, kommer regelryttere ind og foreskriver at den skal bruges.

Tak for henvisningen til "Skynd Dem, kom og se", som jeg ikke kendte. Jeg kan se at den mest handler om "freak-shows" hvor mennesker med misdannelser og/eller dværgvækst blev udstillet for måbende og skrækblandet henført publikum, på en måde som ikke levnede plads til respekten for "hovedpersonernes" muligheder for at have et værdigt liv. En "genre" som thalidomid-børnene kunne have passet alt for godt til.

Jeg forstår såmænd godt om læger og sygeplejersker omkring en fødsel har stået med en vurdering "levedygtigt eller ej", før Thalidomid-skandalen rullede. At nogen kan have konkluderet at der ikke var realistisk grundlag for et liv. Det ville være umenneskeligt at lade som om - også selv om der skulle hjælp til for at undgå en langsom død.

Jeg kan ikke se at ordet "myrdet" har nogen form for relevans i en sådan diskussion.

Logo sommerfugl