Solskinsstemningen omkring to sommerfugle blev til en tragedie og selvmord. Og en retssag mod den anden sommerfugl for ikke at kræve at hun skulle lide videre.
Det behøves ikke nødvendigvis være negativt at være pessimist, og personligt kan jeg nogen gange godt få lidt for meget af positive optimister. Jeg plejer selv at kalde mig en positiv pessimist, da jeg forventer det værste, men derfor kun bliver positivt overrasket, og dette vil jeg mene er meget bedre end at blive negativt overrasket.
En glædelig overraskelse er selvfølgelig en bedre oplevelse end det modsatte. Og jeg vil bestemt heller ikke anbefale at være lallende jubel-optimist, fordi overdreven positiv tænkning har den effekt at den fremmer afslapning, og derved mindsker tilbøjeligheden til at handle for at opnå et godt og glædebringende resultat.
Videnskab.dk har fornylig taget fat i problematikken i en "rasmus-modsat" artikel: > Få et bedre liv: Vend selvhjælpsbøgernes budskaber på hovedet Tag nej-hatten på. Fokuser på det negative. Undertryk dine følelser. Den salgs budskaber lyder nok helt forkerte i manges øre. Men faktisk er det bedre at tage nej-hatten end ja-hatten på, konstaterer psykologi-professor.
Jeg foretrækker nu en slags middelvej med at se både de positive og negative sider, og så koncentrere mig om det positive. F.eks hvis jeg ser på et andet menneske, vil det oftest være nemt at finde nogle "fejl", og derfor mene "du er da dum og grim". Et sådan pessimistisk menneskesyn er altså ikke så nyttigt som at se efter de gode egenskaber, og mene "du er da klog og smuk". Begge holdninger har det med at sive ud mellem sidebenene, så jeg vil da sandsynligvis få et meget bedre samvær med det menneske som jeg ser positivt på. Altså samme menneske som jeg også kunne have givet det mentale øv-horn.
Bredere set sker det ofte det at både positive og negative forventninger er selvbekræftende. Hvis jeg forventer det værste, vil det præge mine egne handlinger og følelser, og så bliver der alt for stor risiko for at det bliver til en misantropisk glæde over "jeg havde jo ret". Den positive indstillig har tilsvarende chance for at blive bekræftet, bl.a. i kraft af at jeg selv bliver bedre til at opdage de reelle positive sider.
Det centrale i min filosofi er at rumme begge muligheder, og søge at fremelske den positive side. Jeg vil meget hellere leve med et sind præget at lyse tanker, end søge at holde dem mørke. Og ja, så kan jeg blive skuffet engang imellem, men det går hurtigt over. En negativ holdning ville være mere holdbar.
Jeg skriver med basis i en tragedie der førte til at jeg lod min kæreste få fri til at begå selvmord. Døden var ikke det værste.
Jeg står for holdninger om respekt og menneskelighed, også når behovet er at dø. Dermed også aktiv dødshjælp, medlidenhedsdrab og hjælp til selvmord.
2 comments:
Det behøves ikke nødvendigvis være negativt at være pessimist, og personligt kan jeg nogen gange godt få lidt for meget af positive optimister. Jeg plejer selv at kalde mig en positiv pessimist, da jeg forventer det værste, men derfor kun bliver positivt overrasket, og dette vil jeg mene er meget bedre end at blive negativt overrasket.
En glædelig overraskelse er selvfølgelig en bedre oplevelse end det modsatte. Og jeg vil bestemt heller ikke anbefale at være lallende jubel-optimist, fordi overdreven positiv tænkning har den effekt at den fremmer afslapning, og derved mindsker tilbøjeligheden til at handle for at opnå et godt og glædebringende resultat.
Videnskab.dk har fornylig taget fat i problematikken i en "rasmus-modsat" artikel:
> Få et bedre liv: Vend selvhjælpsbøgernes budskaber på hovedet
Tag nej-hatten på. Fokuser på det negative. Undertryk dine følelser. Den salgs budskaber lyder nok helt forkerte i manges øre. Men faktisk er det bedre at tage nej-hatten end ja-hatten på, konstaterer psykologi-professor.
Jeg foretrækker nu en slags middelvej med at se både de positive og negative sider, og så koncentrere mig om det positive. F.eks hvis jeg ser på et andet menneske, vil det oftest være nemt at finde nogle "fejl", og derfor mene "du er da dum og grim". Et sådan pessimistisk menneskesyn er altså ikke så nyttigt som at se efter de gode egenskaber, og mene "du er da klog og smuk". Begge holdninger har det med at sive ud mellem sidebenene, så jeg vil da sandsynligvis få et meget bedre samvær med det menneske som jeg ser positivt på. Altså samme menneske som jeg også kunne have givet det mentale øv-horn.
Bredere set sker det ofte det at både positive og negative forventninger er selvbekræftende. Hvis jeg forventer det værste, vil det præge mine egne handlinger og følelser, og så bliver der alt for stor risiko for at det bliver til en misantropisk glæde over "jeg havde jo ret". Den positive indstillig har tilsvarende chance for at blive bekræftet, bl.a. i kraft af at jeg selv bliver bedre til at opdage de reelle positive sider.
Det centrale i min filosofi er at rumme begge muligheder, og søge at fremelske den positive side. Jeg vil meget hellere leve med et sind præget at lyse tanker, end søge at holde dem mørke. Og ja, så kan jeg blive skuffet engang imellem, men det går hurtigt over. En negativ holdning ville være mere holdbar.
Send en kommentar