April 2009. Efter lægeundersøgelser havde den 66-årige Linda Fleming fra Sequim fået en barsk diagnose. Fremskreden (og galoperende) kræft i bugspytkirtlen. Ingen behandlingsmulighed. Ingen overlevelse. Nogle få dage forinden havde hun det forholdsvis godt, og havde købt en brugt bil. Planen var at lære kontradans.
Sammen med kræften udviklede smerterne sig til det uudholdelige. De kunne døves med stærke smertestillende midler, som også påvirkede hendes sind. Linda så sig selv som en meget åndelig person, og det var meget vigtigt for hende at være bevidst, klarhjernet og vågen op til sin død. Sygdommen og medicinen hindrede dette.
Urelateret billede fra en demonstration
På ét punkt var hun heldig. Ved en folkeafstemning i november 2008 havde den amerikanske delstat Washington indført en form for aktiv dødshjælp. Med under et halvt år at leve i, kunne hendes læge udskrive et medikament som Linda kunne bruge til at afslutte sit liv. Hun blev den første til at få gavn af denne lovgivning.
Torsdag den 21. maj 2009 døde Linda Fleming i sin ældrebolig, omgivet af sine børn, sin eks-mand, sin hund og sin læge. Hun ville selvfølgelig hellere have levet videre, men det hindrede kræften. I det mindste fik hun lov til at dø på sine egne vilkår. Hun havde en valgmulighed, som hun foretrak frem for at opleve hvordan kræften ville nedbryde hende. Det gav hende ro de sidste dage. En meget bedre død end den bugspytkirtelkræft der blev hendes skæbne.
Hvorfor skulle Linda Fleming dog have været tvunget til at leve kræften ud?
- Compassion & Choices:
Terminally-Ill Woman Becomes First to Use Washingtons Death with Dignity Act - The New York Times:
First Death for Washington Assisted-Suicide Law - Peninsula Daily News:
Two friends talk about 'assisted suicide' patient
Nyere opslag
Opslag
0 comments:
Send en kommentar