Et meget ømt punkt i debatten om aktiv dødshjælp er tanken om at det må kunne give mindre udgifter. Et ret stor del af sundhedsvæsenets udgifter går til behandling af patienter som alligevel er døende. Behandling hvor nytteværdien kan være meget begrænset, eller måske ikke-eksisterende. Hvis disse håbløse tilfælde nu fik fri nogle timer, dage eller længere "før tiden"? Det er jo simpel logik at mindre behandling må give mindre udgifter. Bedre økonomi. Lægerne gør eutanasi til en standard-behandling. Brrr....
Springet til en uhyggelig tanke er meget kort. At økonomiske kalkuler fører til at en del af lægernes job bliver at "rydde op" i de døende patienter. Frigøre deres sengepladser. Presse patienter til at acceptere en dødssprøjte, "vi kan alligevel ikke hjælpe dig". Eller patienter som selv føler sig presset af situationen, og derfor opgiver kampen ved at bede om at blive aflivet.
Sådan et skrækkeligt scenarie tror jeg at det bliver meget svært at finde nogen som ikke tager stor afstand fra. Men det har intet med debatten om aktiv dødshjælp at gøre. Det er på ingen måde en konsekvens af at respektere at enkelte patienter hellere vil have fri fra livets sidste krampetrækninger.
Jeg tror dog at sundhedssystemets udgifter faktisk ville blive mindre med muligheden for aktiv dødshjælp, men ikke på grund af at nogle få patienter tager initiativ til at få deres liv afkortet lidt. Nej, der kan derimod spares penge på dem som bestemt ikke vil have hjælp til at dø. Jeg vil ligefrem mene at dem som selv vælger deres dødsdato kunne koste mere end nu.
Dette lyder jo umiddelbart paradoksalt, men forklaringen skal søges i at muligheden for aktiv dødshjælp vil føre til at mange flere tænker over hvordan de gerne vil dø, når det nu ikke kan undgås. Tænke over det i god tid, før de ligger på det yderste.
- Ønsker de at lægerne skal prøve at behandle så meget som muligt, håbe på et af de ret sjældne "medicinske mirakler"? Dette er nu den normale vej, og kan være ganske kostbart.
- Vil de satse på at have det så godt som muligt, i eget hjem eller måske på hospice? Godt personale kan gøre en del for at det ikke bliver så slemt endda, og undgå unødigt belastende behandlinger. Bedre behandling og bedre økonomi.
- Eller om de bare vil have muligheden for at sige "nok er nok", sige livet ret farvel. Hellere leve lidt for kort, end alt for længe.
Dette kræver dog at vænne sig til tanken om at nu er livet ikke ret meget længere. Ikke den sjoveste tanke, og det kan tage et stykke tid at få det tænkt og snakket igennem. Tanken om aktiv dødshjælp hører naturligt hjemme her, men det haster jo heller ikke med at dø. Den tryghed som det giver at have en nødudgang, er dog meget værd. Det giver ro.
Som vi har det nu, er der jo ingen lovlig mulighed for aktiv dødshjælp. Derfor er der mange som sørger for selv at tage sig af det, mens de stadig er sikre på at have kræfterne til et selvmord. De venter ikke til deres grænse for alvor er nået, på grund af risikoen for at blive udleveret til "en skæbne værre end døden". En meget stor del af selvmordene i Danmark sker netop blandt nogen som frygter hvad sygdom eller alderdom kan risikere at blive til.
De ekstra udgifter ved muligheden for aktiv dødshjælp er baseret på at der bliver færre af disse selvmord. Med en lovlig nødudgang er der ikke brug for at forhaste sig. Besparelsen kommer af de mange som får en naturlig død under passende pleje, i stedet for at døden bliver et nederlag for vidtgående forsøg på at behandle med alle midler. Bedre økonomi. Bedre dødsproces. En mere værdig død.
Det der er brug for er at det bliver noget naturligt at snakke stille og roligt om døden, og ønskerne for den sidste tid. En snak som fremmes af at have reelle valgmuligheder, altså netop også aktiv dødshjælp.
Den store fordel ved muligheden for aktiv dødshjælp er netop når der ikke bliver brug for nødudgangen. Det er ikke så paradoksalt som det lyder.
Nyere opslag
Opslag
5 comments:
Du skriver: "Som vi har det nu, er der jo ingen lovlig mulighed for aktiv dødshjælp".
Og det er jo sådan set korrekt, for der er intet lovstof der giver patienter ret til selv at vælge. Når det så er sagt mener du så ikke der udøves aktiv dødshjælp på trods?
Jeg hører om ,og kender til, gråzoner hvor patienten liiiige får en ekstra sjat morfin, så vi er helt sikre på de ikke vågner op og lever videre under frygtelige vilkår.
Det er jo ikke en hemmelighed at det sker og jeg mener da det læner sig, omend lidt diffust, op ad aktiv dødshjælp.
(Dette selvom patienten er totalt uden for indflydelse, fordi det endnu ikke er legalt at bede denne om at tage stilling til om de kunne tænke sig en ordenligt sjat morfin, for at spare dem for alverdens lidelser)
Når det er sagt føles det hæsligt at diskutere økonomi i forhold til et sårbart emne som aktiv dødshjælp.
Økonomi kontra aktiv dødshjælp er netop et hæsligt emne, og derfor generer det mig at modstandere bringer det på banen igen og igen. Det må være fordi de håber at den naturlige afstandtagen dermed også kommer til at gælde for aktiv dødshjælp. Altså projiceres skræmmebilledet ved at udtrykke bekymring over at grænserne for mængden af ressourcer vil føre til at sundhedssystemet vil vælge det som "billigste behandlig". Lige til en dårlig thriller.
En argumentation der er helt uden reel substans, og derfor vælger jeg at sætte ord på min betragtning om at pengene spares på dem som siger nej til at få hjælp til at dø. På dem som ved nærmere eftertanke ikke ender med at dø midt i desperate forsøg på at få livet forlænget med kort tid.
Jo, du har ret i at der er en gråzone med "en ekstra sjat morfin", så patienten derved slipper helt for at vågne igen. Dette har dog ikke meget med "aktiv dødshjælp" at gøre, men handler mere om at god palliativ behandling kan medføre at døden kommer en smule tidligere.
Lægen kan med højlydt indre stemme sige "jeg giver denne dosis for at lindre lidelsen, ikke med den hensigt at afkorte livet", også selv om døden kan være en velkommen og hensigtsmæssig "bivirkning". Dette er en del af en god læges virke, "palliativ/terminal sedering", eller "dobbelteffekten".
Problemet er, som du netop er inde på, at patienten er totalt uden for indflydelse, at der måske direkte er fare for at lægen holder sig tilbage hvis patienten selv beder om det. Derved bliver døden til lægens vurdering. Sådan bør det ikke være, også selv om jeg ikke er bekymret for om lægerne er for ivrige med at "slukke lyset". Tværtimod, for der skal ikke meget til før de får alvorlige næser.
Når jeg ikke mener at dette har noget som helst med aktiv dødshjælp at gøre, er det fordi det centrale i hjælp er at patientens egne ønsker og valg må være noget centralt.
Den vigtigste grund, for de mennesker som (i andre lande) får dødshjælp, er ikke at de ligger og vrider sig i smerter, men at situationen er uforligelig med deres værdier omkring livskvalitet og værdighed, og at de ikke vil leve (og dø) i en illusion om at "hvor der er liv er der håb". De vil hellere se døden lige i øjnene, og have lov til at sige "nu". Når grænsen er nået. Ikke før, og ikke for lang tid efter.
Aktiv dødshjælp må nødvendigvis indebære at patienten selv har initiativet - og lejligheden til at tænke tankerne i god tid.
Når det er lægernes initiativ vil jeg snarere kalde det for aflivning. Ikke negativt ment, men herfra kommer frygten for om lægen måske forhaster sig. Især også lægens egen frygt, og derfor må mange patienter ligge med en særdeles ringe livskvalitet, mens lægerne sikrer sig mod at blive anklaget for aktiv dødshjælp.
Aktiv dødshjælp skal ikke indføres med tanker om, at det kan spare penge. Så er vi ovre i den nazistiske tankegang.
Den nazistiske tankegang er lige netop det som modstanderne af aktiv dødshjælp gerne vil "minde om", når de har så travlt med at pointere at vi ikke må bruge aktiv dødshjælp til at spare penge. Som om der er nogen som vil det?
Det er derfor jeg prøver at tage luften ud af den debattaktik - uden derfor at være bange for at forholde mig til den helt reelle problemstilling, med at uforholdsmæssigt mange sundhedsudgifter går til patienter, som alligevel er døende - mens de havde sværere ved at få behandling mens der endnu var håb.
Ja, lige præcis.
Send en kommentar