Logo sommerfugl

fredag den 17. oktober 2008

Hospitalerne skal lære at snakke om døden

Det ser nu heldigvis ud til at hospitalerne sætter fokus på en bredere respekt for døende patienter. I mange år har sundhedsvæsenet leget at religion findes ikke, det har ikke været et emne der var plads til at kunne snakke om. Når samfundet i stigende grad rummer forskellige kulturelle og religiøse normer, øges behovet for at forholde sig til holdninger for hvad der foregår med og omkring et døende menneske.

Sygeplejerske

Et kernepunkt er de tilfælde hvor behandlingen er udsigtsløs, hvor en lægelig vurdering er at give slip. De fleste med rod i den traditionelle danske kultur har fulgt dens accept af at det er ok at sige stop, selv om det ville være medicinsk muligt at holde hjertet kørende. Hvis disse normer blot forventes at være være accepterede af familier med anden kulturel og religiøs baggrund, giver det konflikter. Som f.eks. når en jødisk patients familie krævede at lægerne skulle fortsætte behandlingen "til kødet rådnede".

Der er nu lavet et fakta-skema der viser de største trossamfunds generelle holdning til livsforkortende smertelindring, stop for kunstig ernæring, stop for nye eller igangværende behandlinger, og organdonation. Arbejdsgruppens formand, overlæge Mogens Skadborg fra Århus Sygehus, understreger dog, at billedet er mere komplekst, end man kan fange i et skema:
»Vi har lavet skabelonen for at gøre vores kolleger opmærksom på, at mennesker er forskellige. Den giver ikke alle svar, men den kan inspirere til, at man orienterer sig hos patienten om, hvad de mener. Det er vigtigt at huske, at alle muslimer eller alle hinduer ikke har samme holdning, og derfor er det vigtigt, at vi taler med patienterne og de pårørende om det.«
Et springende punkt kan også være om det forventes at lægen indgyder håb til det allersidste, eller lægger tingene åbent frem.

Anledningen til projektet var en ældre muslimsk mand med hjertestop. Han blev "genoplivet" med svære hjerneskader. Fremtidsudsigten var at vegetere i en seng. Lægerne stoppede behandlingen, og lod patientens liv rinde stille og roligt ud. Sønnerne var ude af sig selv af raseri, de ville have haft at familiens overhoved skulle holdes i live uanset omstændighederne. En dårlig afslutning, for både læger og familie. En meget vanskelig samtale var desværre sprunget over.

Pointen med arbejdet er ikke at ændre på behandlingspraksis, men snarere at undgå misforståede måder at tage hensyn på, og især at danne basis for at kunne snakke om emnet. Personale fra andre lande har også brug for at kende og forstå det danske værdisæt. Respekt for de forskellige religioner indebærer at der til sidst er behov for at tilkalde den rette til at forestå et dødsritual.

Gammel hånd, med drop
Den centrale pointe er nok det at få snakket om det. Og det gælder i ligeså høj grad indenfor rammerne af traditionel dansk monokultur. Mennesker bliver rutinemæssigt sendt på intensivafdeling når de taber bevidstheden på plejehjem eller almindelige sygehusafdelinger. Indlæggelser der nemt gør mere skade end gavn, uværdige forløb. Hvorfor skal en 96-årig svært dement sengeliggende med lungebetændelse indlægges på intensiv-afdeling?

Spørgsmålet behøver afklaring i god ro og orden, senest når det ses at tiden nærmer sig. Et livstestamente er blot et stykke papir, samtalen er det vigtigste. Emnet er svært, netop derfor skal det ikke skubbes til side. Der er brug for at turde vedstå sig ansvaret, i stedet for at døden skal ses som et nederlag for behandlingssystemet. Et "nej til genoplivning" er ofte det humane og værdige.

Der mangler dog stadig et meget vigtigt aspekt. Respekten for det menneske der ønsker sig en bedre død end langsomt at gå til grunde af svaghed og sygdom. Der beder om at kunne sige "nu", i stedet for at en lungebetændelse skal være det højeste ønske.

Visne

Dagens Medicin:
Politiken:
Århus Stiftstidende:


4 comments:

silhuet sagde ...

Fantastisk afsluttende foto af vissent løv.
Fotografere du egentlig selv Johnnie? - Du har eddermanme et skarpt blik for guldkorn!

(off topic: forsøger mig med dit trick udi blodpletfjerning - det går indtil nu den rigtige vej. Så tak for tippet;-) )

tosommerfugle sagde ...

Jo, jeg leger selv med kameraet af og til. Ikke i større stil, men dog śådan at jeg komponerer billedet før jeg trykker. De blogindlæg hvor jeg (også) har brugt billeder af egen produktion er mærket med etiketten "foto".

For det meste "snylter" jeg dog ved på Internet at finde billeder som jo er udvalgt til at vise frem. Der er masser af gode billeder, men alligevel sådan at mit øje bare glider videre efter noget at stoppe ved. Det er jo så en luksus at kunne tillade sig at være kræsen.

Kender du forresten Blogger Play? Et kontinuerligt slideshow af nye billeder fra blogspot.com blogs. Totalt kaos, og en skæv vinkel på den visuelle side af blog-fænomenet. Kan være fascinerende. (Det er dog ikke sådan at jeg finder billeder dér).

(og det er jo netop sjovt at få formuleret sig på mere end ét plan samtidig. Der er jo også andre slags problemer hvor de blide og dagligdags metoder er bedre end det skrappe og kemikalier)

:-)

Anonym sagde ...

Hatten af for ham overlæge Mogens - nogen skal jo tage fat i emnet og skabe debatten, og hvem er mere egnede til at fjerne tabuer omkring død - end de mennesker for hvem død er en naturlig del af deres hverdag.

tosommerfugle sagde ...

Ja, netop. Det er jo meget vigtigt at den debat tages "indenfor murene", af de personer som skal til at have fokus på også at respektere at der er forskel på ønsker og forventninger i livets sidste fase. Lægestanden er jo trænet i "vi ved bedst" holdningen, og kan være mindre modtagelige for adfærdsregulering udefra ;-)

Logo sommerfugl