Medio februar 2003 i omegnen af Århus. En mand begik selvmord efter længere tids svær sygdom. Han havde brug for at få fred. Gennem flere uger havde han sparet medicin sammen til en dødelig cocktail. Sammen med sin kone havde han valgt gravsten og en bedemand var blevet kontaktet. Alt var tilrettelagt til en rolig og værdig død. Der var ingen reel mulighed for at valget kunne være liv. Sådan kan livet være, også.
En sørgelig historie, og alligevel smuk. Et punktum i afklaring og værdighed.
Den 35-årige kvinde fik dog ikke lov til at sørge i fred og ro. Hun blev anholdt og grædende fremstillet i grundlovsforhør bag lukkede døre. Manden blev obduceret. Hjemmet forseglet. Hun blev sigtet for drab, alternativt "aktiv dødshjælp" (eutanasi). Hun blev dog løsladt efter grundlovsforhøret, hvilket jo er ganske usædvanligt med en drabssigtelse på halsen.
Den egentlig ganske uvæsentlige detalje med at hun måtte lægge fingerkræfter til fik pludselig afgørende betydning. Det var sikkert gået nemmere hvis hun havde glemt at omtale dette aspekt af sagen.
Efter 10 måneder som drabssigtet, mens sagen og hun blev undersøgt, blev hun tiltalt for aktiv dødshjælp, medlidenhedsdrab. Hun måtte jo vedstå at have hjulpet ham lidt med sit selvmord. Det var dog en afgørende lettelse ikke længere at være under anklage for drab, mord. Efter yderligere 5 måneder afsagde domsmandsretten i Århus sin kendelse. Igen foregik retsmødet bag lukkede døre og navneforbud, for at beskytte kvinden og hendes skræmte børn mod pressen. Straffen var en behandlingsdom, med psykiatrisk observation på ubestemt tid.
Dommer Kari Sørensen havde en ganske sær passus i dommens præmisser. "For der er jo i princippet tale om en slags alvorlig voldsanvendelse - han døde jo". Sikke dog noget vrøvl. Ud fra hvad aviserne kunne gengive af fakta om sagen havde det ikke det mindste med vold at gøre. Netop heller ikke "i princippet". Og enken havde ikke brug for behandling, men for støtte i at hun gjorde det rigtige.
Det var en kærlig hånd, med de fingerkræfter som manden ikke længere selv besad. Hun har min respekt. Fuldt ud.
Jeg kan kun alt for godt genkende fra hendes situation.
- 2003-02-19: Kvinde sigtet for at have ydet aktiv dødshjælp
- 2003-02-20: Forening: Dødshjælp bør være straffri
- 2003-12-21: Kvinde tilstår aktiv dødshjælp
- 2004-05-27: 35-årig kvinde dømt for aktiv dødshjælp
Nyere opslag
Opslag
19 comments:
Stor respekt også herfra!
lukkede døre og dømt på ubegrænset tid, jeg ved end ikke hvad jeg skal sige.....
Nu ved jeg jo ikke så meget om hvad intentionen med den "psykiatriske observation" egentlig var, men jeg kan da håbe at de klarer det med en ganske kort snak med meget lange mellemrum.....
Psykiatrien er jo ofte helt med på at lade "patienterne" sejle deres egen sø, især hvis denne løsning er gengældt!
Lukkede døre er der jo en pointe med, når der næppe har været "brug" for tilhørere til at få sagen rullet ud. De oplysninger der trods alt kom ud, giver jo dog et sammenhængende indtryk af sagen.
Nu synes jeg jo altid at lukkede døre er særdeles suspekt i et retssamfund - og endnu mere når der er tale om en sag som efter min bedste overbevisning burde være offentlig af etiske og principielle årsager. (hvorvidt de "undslupne" detaljer er fyldestgørende eller ej, synes jeg ikke man kan sige noget om - netop pga de lukkede døre).
Hvis argumentet var beskyttelse af kvinden - ville et navneforbud såvidt jeg kan se have været tilstrækkeligt.
Og når nu jeg er pillet ud af dagens naivitet - må jeg nok også antage at de psykiatriske samtaler vil strække sig i en uendelighed - for du ved godt at der er stor forskel på dem der gerne vil have behandling og har brug for behandling - og så dem der nægter at erkende at de har brug for hjælp. :-)
Det ser ud som om en del af baggrunden for de lukkede døre er at pressen ofte "omgår" et navneforbud ved at beskrive så meget at personen bliver genkendelig for også andre end de allernærmeste omgivelser. Der skal kun ganske få oplysninger til, selv om de hver for sig lyder ret ubestemte.
Men jeg er da bestemt heller ikke vild med lukkede døre - som jo ofte ses for sager i kategorien "tragedier i familien". Og vi har jo netop "for få" sager der giver offentlig debat om retten til at dø.
Selvfølgelig er de "undslupne" detaljer ikke fyldestgørende, men jeg vælger at tro på at det overordnede billede der formidles er rimeligt.
Et citat fra en af artiklerne:
Derefter blev dørene for retsmødet lukket. Det skete på begæring af kvindens forsvarer, advokat Karen Marie Henningsen. Hun henviste til, at den tiltalte tidligere under sagen havde fået henvendelser fra journalister - hvilket havde skræmt tiltaltes børn. Hun henviste også til, at sagen under det indledende grundlovsforhør var blevet belagt med referatforbud og navneforbud.
Referatforbud betyder, at der ikke må refereres fra retsmødet.
Navneforbud, at navnet på den tiltalte ikke må offentliggøres - før dommen er afsagt, hvad det heller ikke er blevet. Men der står ikke noget om, at journalister ikke efterfølgende må henvende sig til den tiltalte - eller andre parter i sagen.
Protest uden effekt
De tilstedeværende journalister ved retsmødet i går protesterede mod dørlukning - da dommeren gav dem ordet. Men uden større effekt.
Efter en længere votering i enerum afsagde dommerne kendelse om dørlukning med begrundelsen, at det var en sag, som gik privatlivet nær, og at referatforbudet og navneforbudet tidligere tilsyneladende ikke havde været effektive.
Men hvis det tidligere navne og referatforbud ikke havde været effektive - så forstår jeg det slet ikke.
Og igen, jeg synes det er så væsentlig en offentlig debat at jeg simpelthen ikke kan forstå at dommeren kan vælge at putte den ind i så snæver en ramme som det nære privatliv.
Der er en klar mulighed for at yderligere detaljer blot ville tilfredsstille nyfigenhed, uden at give stof til debat om etik og moral. I så fald har de lukkede døre ikke den store debat-betydning. Hvad der kunne have givet input til samfundsdebat ville være hvis kvinden havde været villig til at stå frem efter en anke af byretsdommen.
Jeg forstår godt hvis hun hellere ville videre med sit liv, i stedet for at komme i fokus.
At den arme kvinde bare vil komme videre med sit liv og slippe for folks nysgerrighed forstår jeg udmærket - dog vil jeg håbe, at hun er så tilpas orienteret - at hun ved at ikke alle betragter hende som en psykisk syg dræber - men snarere som en kærlig empatisk kvinde med medmenneskeligheden det rette sted.
Jo mere jeg tænker over historien desto smukkere fremstår hun.
For forestil dig, at være manden - og ligge der, og lide, og så ikke kunne få stemplet helt i bund...
For det første ser jeg, at dommen er meget velegnet til at aflede offentlighedens fokus fra spørgsmålet om aktiv dødshjælp og hen imod det der med "de farlige psykisk syge" - et emne, vi jo ikke kan få nok at høre om, i modsætning til det første, aktiv dødshjælp. Man må jo være på en eller anden måde syg i hovedet, når man gør, som kvinden gjorde, ikke??
For det andre ser jeg lidt en sammenhæng med de lukkede døre, fordi kvinden sikkert kunne have fremstået som aldeles ikke syg i hovedet i offentligheden, hvis dørene ikke havde været hermetisk lukkede.
Harning, jeg vil antage at kvinden har fået støtte, accept og anerkendelse fra mange omkring hende. Jo, hun formåede at være med til at gøre hans livsafslutning så smuk som gennemførligt. Flot gjort. Mit indtryk er at hun var forberedt på muligheden af at måtte lægge fingerkræfter til, og næppe have tænkt på at det ville blive set som en forbrydelse.
Og ja, det er jo en ganske uhyggelig tanke at have god og gennemtænkt grund til selvmord, en anvendelig metode, men ikke den smule kræfter der behøves..... Godt at han havde en kærlig kone.
Marian, de lukkede døre gør det jo til spekulation hvad og hvorfor - og jeg vælger at spekulere ud fra en forestilling om hvordan forsvareren, advokat Karen Marie Henningsen kørte sagen.
Hun stod med en klient, som var stærkt berørt af sagen og sigtelsen. Som mest af alt ville have sagen overstået med så lille virak og opmærksomhed som overhovedet muligt. Ville have medierne og offentlig debat på lang afstand, og slet ikke var klar til at køre principsag.
Altså logisk med lukkede døre, navne- og referatforbud, og det lykkedes hende at få dette igennem overfor dommerne. Det ville ikke være realistisk at påstå frifindelse, når det var klart at kvinden havde sprøjtet den dødbringende cocktail ind i armen på hendes mand. Juridisk gør det næppe nogen forskel at manden selv havde lavet alle forberedelserne. Derfor må forsvareren have plæderet for en så mild dom som muligt, inden for mulighederne i en tilståelsessag. Hun må have slået på at konen var stærkt berørt og stresset af situationen, at hun i sin fortvivlelse ikke helt kunne overskue sine handlinger.
Dommeren havde næppe heller lyst til at fængsle hustruen, men var fastlåst af at skulle afsige en skyldig-dom. Vrøvlet med "en slags vold" var formodentlig for at krybe udenom ord som drab eller dødshjælp. Ved at foreskrive behandling slap hun for at idømme en formel straf.
Med kortere ord ser jeg det som en række krumspring for at dømme uden alligevel at dømme.
Derved kom fokus på etik og debat omkring "aktiv dødshjælp" desværre langt i baggrunden, men jeg tvivler på at det var et formål. Og mon der er ret mange som har set behandlingsdommen som udtryk for at hun var "syg i hovedet"? Jeg tvivler.
Jo jo, men det kan næsten ikke have andet end passet anklageren udmærket, at hun ikke var klar til at køre principsag. I øvrigt er behandlingsdomme jo ofte intet andet end juridiske krumspring. Man kan kun håbe, at det var gjort med nogle samtal. Personligt ville jeg heller ind og ruske tremmer, end at få en - oven i købet tidsubegrænset - behandlingsdom.
...og så skal man lige huske på, at en sådan dom, tidsubegrænset kommer til at figurere i ens papirer. Mens en almindelig dom vist slettes efter % (?) år. Hyggeligt, når man kun er 35...
Jo, sager omkring medlidenhedsdrab må være nogen jvpr det må være ganske ubehageligt for en anklager at kræve straffet, når sympatien og menneskeligheden i den grad ligger på den anklagedes side.
Fra min egen sag, med lidt andre præmisser, husker jeg også at anklageren var særdeles "rar" under krydsforhøret i retten, helt uden at pille i min forklaring. Og selv om domsmandsretten frikendte mig med en forklaring så tynd at jeg ikke engang ville have brugt den som forsvar, blev sagen ikke anket. Og jeg havde netop, i mit eget forsvar, helt klart kørt på principperne. Samtidig gav min forklaring dog chancen for at tvivlsætte beviseligheden, og den mulighed blev jo så udnyttet.
Og jeg havde basis for at formulere mig offentligt om sagen og emnet, uden en dom med præmisser der lagde op til ikke 100% at stå ved mine principper. Uden at min handlemåde var forbundet med at være ude af den, deprimeret, eller et eller andet i den dur.
Jeg er mest tilbøjelig til at tro på den med behandlingsdommen som et rent juridisk krumspring, og at det mest er blevet til at hun har fået chancen for at snakke med en psykiatrisk sygeplejerske eller ergoterapeut.
Den med at ruske tremmer ville (antager jeg) have været mere belastende for kvinden, især med børn der næppe ville have det nemt med det, imens og efter. Hvad der kom til at stå i hendes papirer har næppe praktisk betydning, med mindre hun arbejder med ansvar / omsorg for "svage" mennesker.
Børnene, ja, da siger du noget. Dem havde jeg ikke lige taget højde for.
Men ellers... ja ellers er jeg nok helt afgjort mere den "stridbare" type, for at sige det sådan. Havde helt klart gjort en principsag ud af det. Men selvfølgeligt kan ikke alle være så stridbare.
Der skulle for resten have stået "5", ikke "%"...
... (kommer hele tiden i tanke om noget mere) eller også så havde jeg husket at "glemme" en lille uvigtig detalje i min forklaring. Men hun var vist ret rundtforvirret, den stakkels kvinde.
Dig, stridbar? Det havde jeg slet ikke lagt mærke til ;-)
Men jo, der skal jo noget til at hyppe de varme kartofler. Det er jo heller ikke en disciplin som jeg skyr. Dog uden at kaste så meget med dem :-D
... Jo, det havde jo været enklere blot at fortælle, ganske sandfærdigt, hvordan manden stak sprøjten ind i blodåren. Jeg tror såmænd at hun tænkte klarere ved sin mands død, end ved afhøringen, ja.
Kan dog tænkes at hun har været bekymret for fingeraftryk. Det kunne jo blive ubehageligt hvis tekniske undersøgelser gik imod hendes forklaring. Det kræver ganske køligt overblik at slippe afsted med en historie der afviger fra virkeligheden, der skal ikke mange detaljer eller fortalelser til før den krakelerer.
Nej, vel?? Blid som et lam... har jeg faktisk en gang været, udadtil. Før jeg havde sådan noget som en mening om noget. De løber af og til stadigt lidt af med mig, mine meninger. Og så flyver der varme kartofler gennem luften...
Eventuelt også muligt, at hun ikke kunne klare forestillingen om at skulle leve med en sådan hemmelighed. Det er jo ikke sådan ligetil heller.
Jo, et meningsløst menneske er jo et meningsløst menneske ;-)
At hemmeligholdelse ville blive for gnavende er også en mulighed, ja. Mit gæt er nok mest at hun blot sagde det som det var, uden at have tænkt over hvordan hun skulle vinkle den.
Gad vide hvor ofte at det sker at en betjent lytter til beretninger i den retning, og laver en vurdering af hvor meget der egentlig var brug for at skrive ned, hvor meget der er brug for at udsætte for juristeristiske manøvrer.
Send en kommentar