Logo sommerfugl

lørdag den 11. oktober 2008

Sjusket dødshjælp

Kirke Stillinge plejehjem
Den 90-årige Anne Johansen var døende på Kirke Stillinge plejehjem ved Slagelse. En niece og en læge besluttede i samråd at klippe sonden, således at den gamle kvinde langsomt men sikkert ville glide ind i døden p.g.a. mangel på væske og næring. Det var mere barmhjertigt end fortsat at lade hendes dødsproces trække i lange, lange drag. Såkaldt passiv dødshjælp.

Nogle måneder efter Annes død i maj 2000 dukkede en hemmeligholdt episode frem, som en sag for politi og medier. To ansatte fra plejecentret blev anholdt for forsøg på medlidenhedsdrab. De nægtede begge, og havde delvis modstridende forklaringer om hinandens rolle.

De var inde på stuen for at vende den bevidstløse døende kvinde, der nu havde ligget et par uger uden sonden. Den ene, en 50-årig sygehjælper, der ordnede et sår på foden fortæller at den anden stak en sprøjte i en blodåre i hånden, og trykkede stemplet i bund for at pumpe luft ind. Åren sprang med en lyd som et riv i et stykke pergamentpapir. Intet hjertestop som tilsigtet. Fire måneder senere fortalte hun historien til plejehjemmets rystede leder.

Den anden, social- og sundhedsassistent Gitte Kornrup Hansen, fortalte i retten at de to var enige om at fremskynde dødsprocessen. At hjemmehjælperen ikke selv ville eller kunne stikke. At det mislykkedes; de fortrød i sidste øjeblik. Et vidne forklarede, at Gitte tidligere havde været inde på "at man kunne pumpe luft i den gamle dames blodåre". Ifølge lederen havde hun også sagt "Jeg vil nødig kaldes for Dødens Engel, men jeg føler mig afmægtig, når de gamle dør. De skal ikke dø alene, derfor går jeg ind på deres stue". Hun havde været ansat i halvanden måned som plejehjemsassistent.

Retten lod sig overbevise da straffesagen blev behandlet i maj 2002, og dømte Gitte Kornrup Hansen for drabsforsøg - 12 måneders fængsel, de 2 ubetinget. Hjemmehjælperen blev frifundet. Østre Landsret skærpede i august 2003 dommen til 24 måneder, de 4 ubetinget.

Jeg vil ikke her prøve at pinde i detaljer i historien, komme nærmere hvad der præcis er sket mellem de involverede. Det er uden betydning for min pointe, som blot baserer sig på den beskrevne måde at gribe ind i kvindens langsomme død på. Som erklæret tilhænger af muligheden for aktiv dødshjælp (eutanasi) søger jeg normalt at se positivt på sager hvor nogen beslutter sig for at der må handles. Jeg har sympati for tanken om at få sat det punktum, der er brug for. Men så skal det gøres ordentligt, ikke sådan her.

Med den store sprøjte

Metoden lyder som den var inspireret af en kriminalhistorie (af de dårlige). Der fremstilles den som en sikker og uopdagelig måde at slå ihjel på. At en boble luft vil få hjertet til at svigte, og medføre en hurtig død. Den "perfekte forbrydelse," at sprøjte luft i en blodåre.

Virkelighedens fakta er mere besværlige. Så vidt jeg læser mig til, kræver metoden op imod ½ dl luft, indsprøjtet i en stor vene (ikke en pulsåre). Det vil sige en sprøjte på størrelse med en mindre cykelpumpe. Derved bliver der så mange bobler at det kan give blodpropper i lunger og hjerne. Uden tilstrækkeligt med luft kan der opstå skader som er alvorlige uden at være dræbende. Eller måske snarere - der sker ikke noget.

Når en sygeplejerske jo er meget omhyggelig med at få selv den mindste luftboble ud, ser mange en bekræftelse af myten om at luftboblen er farlig. Måske tror enkelte sygeplejersker også selv på det. Fagligt set er det da bestemt også sjusk med en boble, den kan risikere at skade lidt, den kan skræmme, og den gør dosis af medikamentet mindre præcis.

En vene i hånden egner sig ikke til at indføre meget luft, den er ikke stor nok. Især ikke på et indtørret, døende menneske. Et langsommere kredsløb, mindre vand i blodet, og muligvis forkalkede blodkar. Fakta er at det ikke går at sprøjte luft i en lille vene, slet ikke hurtigt. Nej.

En oldings hånd

Tilsvarende synes jeg (ligesom anklageren) at det lyder ret forkert at en af personalet føler sig kaldet til en sådan disposition, uden at have et særligt nært forhold til den døende, og uden at have talt med familien om det. Især når der allerede var disponeret så Anne var ganske tæt på at dø.

Lægen og niecen havde truffet en beslutning indenfor lovens rammer. At den gamle kvinde skulle dø af sult og tørst. Det lyder grimt, men mit indtryk er at det forløber stille og roligt for en der allerede er meget stærkt svækket og døende. Alligevel kan jeg ikke lide metoden. Det er fair nok at beslutte at døden er hvad der er brug for. En rimelig menneskelig og lægelig vurdering. Det ville være helt urealistisk at forestille sig at Anne kunne have kommet sig og haft en slags liv. Døden var den naturligt forestående afrunding på et langt liv.

Men. Jeg synes at det er respektløst at lade kroppen hentæres af mangel på næring og væske. Det er sgu ikke en værdig død, også selv om det ikke opleves af mennesket selv. Det er en eklatant eufemisme at tale om "passiv dødshjælp". Det må have været barskt for personale og familie at følge med i det igangværende fysiske sammenbrud efter et par uger uden tilførsel af vand eller kalorier. Forfærdeligt. Jeg har forståelse for tanken om at få sagt Stop!

Der var brug for en ordentlig død. Ikke at udpine kroppen. Ikke at fuske med en dårlig metode til dødshjælp. Dobbelt sjusk.

Til himlen

B.T. logo
Artikler fra B.T.


12 comments:

Anonym sagde ...

Begge metoder (sprøjte og fjernelse af sonden) synes jeg lyder inhumane. Men som jeg læser historien (som du har beskrevet den) er det absolut største problem, at ingen - hverken læge, niece eller plejer synes at have haft den gamle dames tilladelse/udtrykkelige ønske om at det var sådan hun ville have det. OG det synes jeg er dybt beklæmmende og lige så respektløst som jeg synes det er ikke at hjælpe nogen der har dette udtalte ønske.
For én ting er at jeg ikke ville ønske at ligge sådan hen - men hvem er jeg eller hendes niece eller hendes læge eller hendes plejere til at afgøre hvad hun gerne ville?

tosommerfugle sagde ...

Helt enig i at det måtte være et ideal at hun selv havde fået lov til at træffe afgørelsen, før hun ikke længere var i stand til det. Det ville dog stadig være en vurderingssag for andre at sige "så er det nu", når der ikke længere er tegn på nogen vej tilbage.

Det svære er jo så vurderingen uden klart at vide hvad hun selv ville have foretrukket. Jeg vil tillade mig at vende sagen lidt på hovedet.

På det punkt som hun var kommet til, uafvendeligt døende, kunne jeg finde på at mene at spørgsmålet kunne være om plejerne var helt sikre på at det var hendes udtrykkelige ønske at hendes krop skulle visne ganske, ganske langsom væk efter at sindet var formørket for altid.

Hvis svaret var ja, er det jo klart at de måtte være på den måde, dog uden en stor indsats for at opretholde de svindende livsfunktioner så længe som teknikken evner. Altså så nogenlunde som det ofte sker nu.

Hvis svaret ikke var ja, ville spørgsmålet der skulle besvares være "kan vi overfor hende forsvare at lade hendes krop bryde langsomt sammen hen over flere uger, måneder eller måske år. Er det respekt?

(Og uden at lade religiøse doktriner være svaret for andre end dem som selv vides at gå ind for dem).

Anonym sagde ...

Hvis vi antager at alle selv tager ansvar for sit eget liv - må deri også ligge ansvaret for at gøre sit udtrykkelige ønske om livets afslutning klar.
Særlig fordi samfundsopfattelsen/juraen er i modstrid med et udtrykkeligt ønske om afslutning.

tosommerfugle sagde ...

Harning, den antagelse er da smuk men dog en kende urealistisk :-P

Mit indtryk er dog at rigtig mange, på et uformelt plan, har stor modstand mod tanken om at komme til at ligge sådan at omgivelserne reelt blot venter på at døden indtræder. Dette kunne jeg endda finde på at kalde for "samfundsopfattelsen", som jo så til gengæld er klar modstrid med jura og andre formaliserede regelansamlinger. Disse er pr. definition restriktive.

Og døden er et sådant tabu at alt for mange omgivelser automatisk tænker i døden som noget ultimativt negativt, som det har en stor værdi i sig selv at undgå. Derved glider den menneskelige omkostning som der muligvis (afhængig af den enkelte) er ved en langsom død ofte helt ud af fokus. Og der ageres hen over hovedet på den døende, der formodes at være for forvirret til at tænke klart.

Anonym sagde ...

Men argumentation om antagelser og uformelle ønsker - er for mig bare slet ikke holdbare. _ det er jo netop med til at forplumre debatten - og så kommer det netop til at handle om at gamle mennesker ikke kan tænke selv, syge kan heller ikke - og pårørende der "tænker" for dem handler for egen vindings skyld.

Hvorfor jeg jo også synes det er så vigtigt at fx du sætter fokus på problematikken, det store grundlæggende spørgsmål er dog hvordan debatten bliver løftet til et alment plan - hvor alle netop kan og forventes tage stilling.
Urealistiskt, ja måske..
Men hvis det var helt urealistiskt at overhoved blive hørt - ville du så vælge at skrive på en blog?

tosommerfugle sagde ...

Jeg tror også at noget af det mere grundlæggende må være at "folk" lærer at forholde sig til døden som en naturlig del af livet, ikke som en sygdom der skal kureres eller holdes fjernt fra dagliglivet.

Jeg kommer i tanker om en pointe fra Ole Hartling (som formand for Det Etiske Råd). Patientklagenævnet får klager som reelt er skåret over læsten "min mand er død, der må være sket en fejl".

Det er centralt at kunne give slip på en pæn måde. Og det gælder både for den døende, og for omgivelserne. Læger og plejere risikerer kritik hvis de undlader at behandle. Et skrækeksempel er Plejebo-sagen, der kostede milliardbeløb til meningsløse behandlinger af døende når frygten for kritik førte til indlæggelser. Det var en måde at forebygge at blive kritiseret for svigt eller "aktiv dødshjæp" ved at give døende lov til at dø i fred, i stedet for at sinke dødens symptomer lidt.

Besværligheden i forhold til at få en almen debat er at der er en bred accept af paradigmet om at der må endnu flere regler til når der er noget der skurrer. Regler som fritager fra at tage et ansvar, fordi de sættes over at turde vurdere fornuftigt.

Jeg har ingen plan om at være samfundsomvælter, men jeg håber på at kunne skubbe lidt ved at agere og argumentere i den retning som jeg tror på. Lidt a la historien med de 100 aber.

Anonym sagde ...

Jep. Døden er naturlig - og det eneste vi kan være sikre på her i livet. :-)
Men jeg kan godt lide regler...
Så en enkelt regel, sådan indledningsvis, om at alle SKAL tage stilling kunne jeg vel godt få igennem, ik? :-)

tosommerfugle sagde ...

Joe, lad gå... Så længe der er helt reelle valgmuligheder (i modsætning til livstestamentet), og der ikke er garneret med selvbestaltede moralmonopolister (som dem i kampagnen "Tag Stilling Mand").

Og så må det naturligt være matchet af regler der gør det tilladt at tage stilling, og tilladt at få hjælp af nogen som er med på en fornuftig stillingtagen.

Anonym sagde ...

Jaja selvfølgelig skal der være reele valgmuligheder. Jeg er i princippet også ligeglad med hvilken stilling den enkelte tar - bare de forholder sig til det, så må de for min skyld gerne tage stilling i både øst og vest og hvor nu end de vil. :-)

tosommerfugle sagde ...

Ja, det er vigtigt at få taget stilling, helst i god tid før. Og måske næsten vigtigere for familien omkring at få emnet vendt mens der er ro til det, i stedet for at det sker under pres af sygdom, lidelse og sorg.

I øvrigt fokuserede artiklerne bag den case som jeg tog op her slet ikke på omstændighederne omkring den gamle kvindes sygdom og beslutningen om at lade hende dø. Det skulle slet ikke undre mig om det netop har været efter aftale med hende selv, at niecen har været inde omkring det emne sammen med den gamle.

silhuet sagde ...

Fantastisk nærbillede af en skulptur for øvrigt.

Hvad er det for et kunstværk???

Knus

tosommerfugle sagde ...

Desværre kom billedet fra en blandet samling, uden nogen reference til motiv eller fotograf. Filnavnet (som var graveyard_004) fortæller blot at det må være fre en kirkegård (hvilket jo også passer meget godt med baggrunden). Det kunne tænkes at være fra en gravsten/monument.

Men jo, et rigtig godt billede, som jeg kom i tanker om da jeg skrev indlægget. Jeg synes at det stemningsmæssigt passede ind ....

Logo sommerfugl