Logo sommerfugl

tirsdag den 7. oktober 2008

Sidste hjerteslag

Sidste hjerteslag


15 comments:

Anonym sagde ...

Prøv at komme videre. Det er ikke særlig opmuntrende at blive ved med at høre om selvmord. Livet skal leves, at det så bliver så svært for nogle, må vi acceptere.

tosommerfugle sagde ...

Tjah, jeg er "kommet videre". Og jeg synes ikke at det er nok "bare" at acceptere at livet bliver så svært for nogle. Der kan være brug for at hjælpe, også hvis behovet bliver at dø. Det er beskæmmende for samfundet at så mange blot ignorerer disse problemstillinger, på en bedrevidende måde overfor de mennesker som har det helt tæt på.

Hvad gør du?

(En af fordelene ved en blog er at det er helt op til folk selv om de vil læse den, om de synes at den er opmuntrende nok for deres behov for underholdning).

Marian sagde ...

Var faktisk lige ved at spørge, om du har en eller anden form for læse-/kigge-med-tvang på, her på din blog. Men du siger det jo selv - at du ikke har det).

(Psst! Blev faktisk en smule opmuntret af indlægget. Sort humor. Er der noget galt med det mon? :s )

tosommerfugle sagde ...

Der må bestemt være en diagnose for hang til sort humor :-P

En af mine grunde til at være "lavsocial" som blogger er et bevidst valg om ikke at "fiske" efter læsere ved at være aktiv deltager i kommentarsporet på ret mange blogs, med mindre det er nogen som jeg enten kender, eller som selv er "dukket op" på min blog her.

Der er jo masser af velskrevne hygsomme blogs med et socialt liv omkring sig. Hvis jeg "blandede" mig der, ville nogle nok føle at "burde" gøre gengæld. Da min blog jo har fokus på et tungt emneområde, ville jeg ikke have det helt godt med at "trænge mig på" i sammenhænge med fokus på det opmuntrende. I så fald kunne den anonymes melding være velanbragt (bortset fra afslutningen).

tosommerfugle sagde ...

Sagen er jo også at bloggen her ikke handler om mig, og ikke giver nogen mulighed for at "se" min dagligdag og hvad jeg ellers har eller ikke har af aktiviteter og tankebaner. Den kan mere sammenlignes med en bog, der lægges frem et afsnit om dagen. Ganske gratis, til fri afbenyttelse (eller ej).

siluet sagde ...

Jeg benytter og læser og lærer og er ikke altid enig, men altid klogere på mig selv og verden efter et besøg på din blog.

Det er vel dét, det handler om. Ikke bare blogging men det "hele". Ikk`?

Knus

tosommerfugle sagde ...

Helt enig - jeg vil netop hellere have at folk bliver klogere på sig selv, end blot ja og amen til mine synspunkter. Derfor vælger jeg standpunkt i dilemmaer, vel vidende at emnet netop derved forbliver åbent. For den frie tanke.

(Og, som jeg engang skrev i en jobansøgning, det ville være en katastrofe om alle lignede mig :)

Kram

Marian sagde ...

Fik du jobbet??

Ja, netop. Jeg har ikke indtryk af, at du er typen, der surfer blogosfæren tynd og smider kommentarer af til højre og venstre, på strikke-hækle, luge-ukrudt og lignende blogs, bare for at få lokket folk hertil. Det kunne man i givet fald betragte som en form for pres. Sev om det jo stadigt er op til folk selv, om de vil følge l(v)inket.

Jeg fik fornylig en kommentar på min engelske, hvor intentionen var meget tydeligt. Venlig, høflig, nærmest smigrende kommentar, men komplet ved siden af indlæggets emne. Og da jeg fulgte l(v)inket, så jeg at ca. 117 andre åbenbart havde fået samme l(v)ink... I sidste ende op til mig, om jeg vælger det til eller fra at følge den pågældende blog yderligere.

Anonym sagde ...

"komme videre".
Først bliver jeg irriteret over, antagelsen om at du (tosommerfugle)ikke er kommet videre.
Så bliver jeg irriteret over, antagelsen om at hvis ikke du er - så er det noget du både kan og ikke mindst SKAL.
Så går jeg helt i stå over formuleringen, at "livet skal leves" og den deraf følgende antagelse, at det at leve sit eget liv ikke også indebærer det at vælge at afslutte sit eget liv.
------------

Det lidt mere overordnede; - er anonyms antagelse om at blogs er en særlig afgrænset genre/medie - som indebærer at man ikke må holde sin blog primært indenfor ét emne.
En antagelse så fejagtig, at den alene formidler uvidenhed.

Når jeg læser med her eller fx hos Marian - så er det fordi det kan bibringe mig ny viden - udfordre mig på den viden og de tanker jeg ellers bare ville sidde og blive enig med mig selv om.
Silhuet, som også har en meget afgrænset ramme for sine indlæg læser jeg i stadig glæde over hendes formuleringsevner.
Håber ingen af jer tre får den vanvittige ide - at "komme videre" og dermed måske også væk fra det jeg gerne vil læse og læse om.
Jeg er forresten heller ikke nogen privatpersonlig blogger*.- Min blog handler typiskt ikke om mig, mit dagligeliv,mine relationer, min familie - mine dertilhørende følelser, mine planter eller hvor mange brød jeg har bagt en given dag. Og jeg foretrækker klart debatter uden ubegrundede personangreb. Hygsomme kommentarer kan ganske vist forekomme, men er ikke formålet - hygsomme socialeblogs blogs om andre menneskers privatpersonlige dagligliv læser jeg slet ikke.
Hm...
Mon jeg så også skal komme videre..Fra hvad? - Til hvad?
Og måske især, hvorfor?

(*mangler et bedre ord....)

(og den der diagnose tosommerfugle - den har jeg helt sikkert. :-)
Humor er forøvrigt og helt apropos en ganske udmærket måde at komme videre og bearbejde smerte på. :- ) )

tosommerfugle sagde ...

Marian - ja, jeg fik jobbet. Eller rettere et job der passede mig, i stedet for et job der var opslået. Har forresten lige sagt op efter 10 år, firmaet udviklede sig i en retning som ikke længere passede mig.

Hmmmm.... Hvis jeg skulle blande mig på en luge-ukrudt blog, blev jeg sikkert hurtigt upopulær på at forsvare og værdsætte ukrudtet.

Jeg har nogle få gange selv fået smiger-kommentarer der bar meget tydeligt præg af ikke på nogen måde at være en reaktion på bloggen eller mig. De var formodentlig afsendt pr. automatik som spam med den hensigt at få links og klik fra mig. Det var slet ikke nogen tung beslutning at afvise dem. Det havde været sværere hvis de skældte ud :-)

tosommerfugle sagde ...

Harning, hvad jeg tydeligt ser illustreret er en forestilling om hvordan det er "rigtigt" at leve - en standardmodel, "sådan gør man". En model som mange lever efter, og vel at mærke har et godt liv på den måde. Et ønske om at andre også skal have det godt ved at leve efter disse forestillinger, som bl.a. er at det tunge er noget der skal overstås, så livet glider roligt og nemt. Og helst ikke tænke for meget på det tungere og dybere. Smalltalk i stedet for bigtalk. Men jeg er ikke god til smalltalk :-)

Hvad "at komme videre" angår, kommer jeg til at tænke på en artikel som jeg læste for et par år siden. Den handlede om en gammel mand som levede i en slags skur. Centrum for hans tilværelse var mindet om hans afdøde kone. De havde haft det fantastisk godt sammen. Han græd dagligt ved mindet, og havde en alteragtig opstilling med billeder af hende. Det var hans liv, hans heltinde, hans tankeverden. Hun blev dræbt i modstandskampen under anden verdenskrig, og skuret var bygget af forefaldende materialer dengang. 50 år i samme rille er lidt meget.

Og det er slet ikke det jeg gør, heller ikke med bloggen her.

Jeg tror at der er mange hvis berøring med blogs kun har været den dagbogsagtige, hvor forfatteren beretter om udvalgte aspekter af sit liv, måske med lejlighedsvise lidt tungere indlæg. Denne type er jo udbredt, og med mange virkeligt velskrevne blogs imellem. En af mine begrænsinger er at jeg ikke ville kunne iblogsætte min dagligdag på en så læseværdig måde. Så det undlader jeg helt at forsøge mig med.

Så får jeg selv mere ud af at sætte fokus på det dybere og tungere, hvor jeg snarere kan skrive noget som kan have interesse for andre - som har lyst til at læse med, eller er søgende om et af de emner som jeg tager op. Og jeg er såmænd helt med på at bloggen her derfor kan blive lidt for voldsom i forhold til hvad mange hellere vil have som fast læsning.

Harning, der skal nok være nogen som memer et du skulle "komme videre". Men det er nok tvivlsomt om det ville være en retning som du kunne have lyst til :-)

Anonym sagde ...

Det jo lige det.
"At komme videre" - jeg kan bare ikke have udtrykket. Dels er det alt for diffust (for hvad pokker betyder det egentlig? ). Dels mener jeg ikke at udvikling, "at komme videre" pr. definition er en god ting.
Snarere neutralt og i mange tilfælde/situationer/omstændigheder op til den enkelte.

Umiddelbart lyder historien om den gamle mand da også frygtelig trist. Men hvis han nu var lykkelig - og det var hans valg - så kan jeg ikke se hvorfor han nødvendigvis skulle "komme videre" efter andre menneskers definition af lykke og liv.

tosommerfugle sagde ...

"At komme videre" er jo en del af samme mønster som "at lægge bag sig". Som når et barn der er ked af et dødt eller forsvundet kæledyr afledes med is, legetøj og så videre. Får anskuelsesundervisning i "den rette vej".

Historien om den gamle mand har jo netop den pointe at den frister til at mene at han måtte kunne have fået et andet liv hvis han havde fået lejlighed til at bearbejde tabet og "kommet videre", tilbage på sporet, den rette vej.

Jeg tror at der må have været flere undervejs i hans liv som har prøvet at trække i ham. Og ja, det er jo ikke indlysende at han ville være blevet lykkeligere, at han ikke havde det godt i sine cirkler omkring et smukt minde. På en værdiskala med materielle og sociale trin scorede han lavt. Og det kan være provokerende for dem som lever i den skala at forholde sig til at den kan vælges fra. Altså bliver det nemt til pr. automatik at have ondt af ham, mene at det er trist at han "ikke kom videre".

Artiklen (som jeg ikke har fundet igen) overlod læseren at finde sit eget svar, uden at afskrive nogen af mulighederne.

Anonym sagde ...

netop - at "komme videre" er et diffust begreb som også kan dække over ignoreren af følelser. Faldt uventet over et billede af min far igår, som har været død i femten år, og kunne næsten ikke få luft.
At "komme videre" er således et vidt begreb - for betyder det netop - at glemme, at ikke føle mere? Er der en tidsgrænse for hvor længe man må føle? Hvor meget? Hvornår?

(og nej anonym, jeg bor ikke i et skur og mit almindelige liv er ikke gået i stå)

tosommerfugle sagde ...

Jeg vil dog tro at de fleste ville "godkende" at følelserne kan komme vældende op ved et minde. Altså så længe det kun er kortvarigt, og du sørger for ikke at "udsætte" andre for at se på. :-)

Og for mit eget vedkommende kan jeg da uden konflikt overholde to løfter som jeg gav Ingelise. At gå ud og nyde livet efter hendes selvmord. Og aldrig at glemme hende, tværtimod have hende med i hjertet - netop uden derfor at vige tilbage for at finde en anden partner. Følelserne skal jo have lov til at være der, uden at de er centrum i min måde at leve på - og i min måde at blogge på.

Som jeg forstår begrebet "at komme videre", handler det så nogenlunde om at andre ikke må få lejlighed til at tolke træk fra ens livsførelse i sammenhæng med sorg over en død (eller hvad det nu er for en begivenhed).

Det kriterium bliver jo især overholdt hvis følelser fortrænges, og lægges til side sammen med synlige minder. Altså erstattes med andre aktiviteter og følelser.

Hvis jeg engang holder op med at være single, vil der da ikke være grund til jalousi om at jeg også har de gode minder om Ingelise - men uden derfor at have brug for at gøre dem til et tema i et nyt parforhold.

Logo sommerfugl