Ida Marie Jensen var indlagt på sygehuset og døende. Kræft. Kort efter midnat den 27. august 1978 afmonterede overlægen respiratoren, og gav hende nogle sprøjter med morfin. Efter 20 minutter døde Ida. En barmhjertig dosis, lægehjælp. Lægen vidste præcis hvad han gjorde, og hans patient fik endelig helt fri fra lidelser og smerter. En fornuftig lægelig vurdering, tror jeg. Tilsyneladende var familien ikke indraget i beslutningen.
Overlægen, "A", blev et år senere tiltalt efter straffelovens § 237 (manddrab), i en sag som allerede havde fået stor medieopmærksomhed. Denne blev intensiveret under retssagen, sammen med debatten om dødskriterium og dødshjælp (eutanasi). Nævningetinget i Nykøbing Falster sad en uge mens en af de sjældne Danske retssager om aktiv dødshjælp blev behandlet. Som vidne fremførte Ole Mogens Hansen (formanden for lægeforeningens ansvarsudvalg):
... at en domfældelse ville have efterladt sig skræmmende konsekvenser. Læger har altid opfattet det som deres pligt at foretage behandling af døende patienter også i den sidste fase, selv om denne behandling eventuelt vil kunne forkorte patientens liv, hvilken situation navnlig vil kunne opstå, hvor behandlingen er centreret om en lindring af patientens smerter. En domfældelse ville givet have betydet, at læger i stort tal ville afholde sig fra smertestillende behandlinger af visse patienter.Nævningene frikendte A. Den principielle sag var med til at etablere en retspraksis som senere blev regelsat gennem doktrinen om den dobbelte effekt: At det ikke regnes for drab at afkorte en døende patients liv, når blot hensigten er smertelindring. Så kaldes den aktive handling for passiv dødshjælp.
Avisens leder handlede også om sagen, og de etiske dilemmaer som den rejste:A BØR FRIKENDES
I dag afgør 12 nævninge overlæge A's skæbne. Efter i en uge at have været tavse vidner til det enestående retsdrama i Nykøbing Falster svarer syv kvinder og fem mænd på spørgsmålet: Er overlægen skyldig eller ikke-skyldig i drab på kræftpatienten Ida Jensen? Ekstra Bladet er ikke i tvivl: A bør erklæres ikkeskyldig. Han bør frikendes.
Retssalen i Nykøbing Falster har i den sidste uges tid været rammen om et usædvanligt drama. Har overlæge A begået drab, eller har han bare opfyldt sine lægeetiske principper og ydet et døende menneske hjælp under de sidste, alvorlige smerter?
Dette er det altafgørende spørgsmål. Man kan have en kritisk mening om overlæge A's person. Han kan muligvis have svigtet i sin kontakt til Ida Jensens nærmeste pårørende, men det er ikke dette, sagen gælder. For nævningene må et eneste, alt dominerende spørgsmål svirre gennem hjernerne i dag: drab eller ikke-drab?
For os kan der ikke være tvivl om udfaldet.
Overlæge A bør erklæres ikke-skyldig. Dømmes A, vil han være et vilkårligt offer for mange andre lægers tilsvarende handlinger. En fuldstændig oprørende situation.
På den ene side skal enhver patient trygt kunne komme under behandling på et hospital uden angst for virkningen af farlige indsprøjtninger. På den anden side må det bære enhver læges fornemste bud, at ingen patienter kommer til at lide unødigt hårde smerter. Dødsangsten kan være hård nok i sig selv, men skal den forenes med voldsomme smerter, fordi læger afviser at lindre dem af frygt for at få en anklage på halsen, ja, så vil der kun være en sejrherre: den almindelige umenneskelighed.
Foreløbig er politikerne veget tilbage for at lovgive om denne del af lægernes hverdagsliv. Måske med rette, for hvordan omsætter man kravet til et bredt lægeligt skøn i en lovtekst? Men det kan på den anden side ikke medføre, at afgørelsen uden videre overdrages til et i denne sammenhæng aldeles tilfældigt nævningeting. For hvordan skal nævningene kunne skønne tilfredsstillende og dermed fastlægge en nogenlunde klar linje om centrale humane og medicinske principper?
Med de oplysninger, der er fremlagt i A-sagen, kan der derfor kun gives een udgang: A bør frikendes. Skulle han derimod imod al rimelighed blive dømt, er ansvaret dybest set det folketings, der har ladet lægerne selv fastlægge og administrere rammerne for en menneskeværdig død uden unødige smerter.
At gøre A til et offer for denne realitet vil være mere end oprørende. Og hvad værre er: lægerne vil herefter vige tilbage fra at sikre de lidende en smertefri død. I sandhed menneskeofringen vil være over os.
En klar holdningstilkendegivelse, et bidrag til den verserende debat. Konsekvensen var en retssag hvor ansvarshavende redaktør blev dømt for overtrædelse af retsplejelovens § 1017, der forbyder "udtalelser, der er egnet til på uforsvarlig måde at påvirke dommerne, domsmændene eller nævningene med hensyn til sagens afgørelse". Det havde ikke betydning om nævningene havde set avisen eller ej. Principper over fakta. Både landsretten og højesteret stadfæstede dommen, på trods af at baggrunden for lovens indførelse var at beskytte anklagede mod pressejustits.
- Update: A bør frifindes
- Ugeskrift for Læger: Den uafvendeligt døende patient
- Kristeligt Dagblad: En tavle der aldrig vaskes ren
Se også:
Nyere opslag
Opslag
10 comments:
35 år senere - og så har vi stadig ikke taget fornuftig stilling eller ført en hensigtsmæssigt belysende debat i medierne - en tanke som kan undre - indtil man læser om Ekstra Bladets mundkurv. - For hvis der ikke må tages offentligt stilling, skal der naturligvis en del til at turde forsøget....
En folkeafstemning ser dermed ud til at have laaange udsigter....
30
skulle der have stået. :-)
Jamen, du var da bare nogle få år forud for din tid :-) Jeg er desværre bange for at også de 35 år kommer til at holde ....
Mundkurven var dog kun mens retten sad, men jeg synes da godt nok at det er live groft nok at et velargumenteret debatindlæg skal ses som lovstridigt. Det var noget andet hvis A var blevet udskreget som bøddel eller helt.
Firkantet sagt tror jeg at Danmark har "for få" sager til at få folk og medier rigtig op af stolen, især når de fleste sager bliver lagt til side med relativt bløde landinger.
Og når regelfabrikken (Folketinget) foretrækker at tro at problemet er løst med tilladelser til afbryde behandling (som her), smertelindre lidt kraftigt (forrige indlæg), eller accept af belejlig selektiv naivitet hos politi, anklagemyndighed eller domstole.
Envidere er det lykkedes læger og præster i Det Etiske Råd at skævvride debatten til at være et spørgsmål om bioetik og lægelige opgaver. Og på det plan bliver det så svært at definere regler, at forestillingen om at lovsætte præcis hvornår det er tilladt at dø bliver en farce.
En bedre løsning ville, mener jeg, være at dem som vurderer at der er behov for dødshjælp skal være forberedte på at kunne overbevise en dommer om at de handlede etisk forsvarligt. Og at domstolene er åbne for at der er sager hvor etik er vigtigere end at pinde i kantede paragraffer.
"men jeg synes da godt nok at det er live groft nok at et velargumenteret debatindlæg skal ses som lovstridigt. " - Jep. Og så synes jeg at det er underordnet at det "kun" var mens retten sad - for er det ikke noget med at dommere og jury (nævninge) ikke lader egen etik råde? (herunder vel også ikke lader sin egne etiske retfærdighed forstyrre af andres meninger).
Jeg er til vis grad enig med dig i din afsluttende konklusion i kommentaren. Problemet er bare at du går ud fra en definition af "etisk forsvarlig" som endnu ikke er defineret. :-)
Og vel næppe bliver det af fx. Etisk Råd der som du også er inde på har det med at forplumre debatterne....
Der er jo noget med at nævningene formodes udelukkende at basere deres vurdering på hvad de hører i retten. Og at ansvaret om at de ikke indoktrineres er delt. At offentlige meningsdannere ikke må udnytte af have status som meningsmæssige autoriteter, og påvirke nævningene. Det giver nogenlunde mening når det handler om en vurdering af om beviser er stærke nok. Det er jo enklest at være overforsigtig om sådanne regler, men jeg savner jo så en argumentation omkring hvad der er "uforsvarligt".
Hvad "etisk forsvarlig" angår, er min pointe faktisk lige netop at vi skal afholde os fra at søge at definere hvad det vil sige. For så ville det handle om at pinde i regler, hvilket er en modsætning til at lave en etisk vurdering. Derfor vinklen med behovet for at overbevise dommeren. Det stiller jo så nogle krav til at dommeren ikke bruger en juridisk eller religiøs lovbog som basis for sin vurdering.
Jeg kan dog godt "godtage" nogle praktiske regler, hvis' overholdelse kan forventes at medføre frifindelse. Men ikke det omvendte, at der automatisk dømmes "skyldig" hvis de ikke er overholdt. Jeg ville forvente at dommen skulle redegøre for dommerens etiske overvejelser, og dermed åbne for debat om rimelighed.
Og er helt med på at der er mulighed for at forskellige dommere kan komme til forskellige resultater. Denne risiko vil jeg mene mindskes betydeligt ved at det ikke skal handle om juridisk hårkløvning. Og ved at det ikke skal handle om religiøst uklare begreber som at "livet er helligt".
Sagen er at foruddefinering af rammer for "etisk forsvarligt" nødvendigvis vil medføre regler som er udtryk for stor forsigtighed. Det kan reelt ikke være anderledes. Der skal være plads til at enkeltsagens særlige omstændigheder får lov til at veje tungt.
Og der skal være plads til at kunne frifinde, i stedet for farcen med en skyldig-dom, "fy fy skamme", her har du et lille rap over fingrene, for vi kan jo egentlig godt forstå dig. Plads til at kunne lægge loven til side når den ikke er relevant.
Men så definerer du også etik - som individuel etisk forståelse. :-)
Fremfor fx. samfundsmæssig overordnet etik.
Nej, jeg gør ej :-)
Netop derfor min forventning om at dommeren skriftligt redegør for sin etiske argumentation. Det giver rum til at sagen kan gå videre til en "højere" instans hvis dommerens etiske præmisser skingrer i forhold til samfundets mere generelle holdninger.
Men det er jo altid en afvejning, et spørgsmål om at kunne overbevise om at have handlet etisk forsvarligt. Denne argumentation ville være ret svær for en gældsplaget arving, også selv om omstændighederne i øvrigt lignede noget anerkeldelsesværdigt.
Jo du gør. :-)
For nogen ville mene at det første etiske spørgsmål som skal afgøres netop er om individuel etik overtrumfer fællesskabets etik. Førend at vi kan gå videre til at lade den enkelte dommers etik være den dømmende faktor. :-)
Ang. at redegøre for om det var korrekt at give hjælp til livsafslutning - så mener jeg at det et langt stykke hen ad vejen ville kunne løses ved juridiskt gyldige livstestamenter hvori vi hver i sær tager stilling til hvad vi vil (testamenter der ligesom andre testamenter kan ændres). Fordi jeg synes at hovedansvaret helt klart skal tilbage til individet som ønsker sit liv afsluttet - og ikke til andre hverken familie,læger, dommere eller nævninge.
Jeg tror at der er behov for at kløve ordene lidt. Jeg mener at der er meget stor forskel på begreberne "etisk forsvarligt" og "moralsk korrekt". At etik og moral ikke er nogenlunde synonymer - men dog forbundne. Og "korrektehed" lægger op til at kunne lave en entydig afgrænsning. Altså regler. "Forsvarlighed" lægger mere op til at kunne argumentere godt for sin sag.
Fællesskabet har ingen etik. Det har nogle moralforestillinger som af magthavere er fastholdt i love og regler, som implicit går ud fra at der er behov for at nogle bedrevidende skal regulere almenheden, "pøbelen". Og et administrativt apparat som direkte distancerer sig fra etik, til fordel for regeladministration. Retsvæsenet har gjort sig til en del af det administrative apparat, ved at fortabe sig i juridiske knæbøjninger, og kun i ekstremt sjældne tilfælde turde stille spørgsmålstegn ved om love er tilstrækkeligt grundlag for at afsige domme.
Jeg har set læger argumentere for at de ikke bruger livstestamenterne til noget. Pointen var at i den meget forsigtigt definerede situation hvor livstestamentet gælder, mener de at en god lægelig vurdering alligevel ville svare til livstestamentets to mulige valg:
1. Jeg ønsker ikke livsforlængende behandling, hvis jeg er i en situation, hvor jeg er uafvendeligt døende.
2. Jeg ønsker ikke livforlængende behandling i tilfælde af, at sygdom, fremskreden alderdomssvækkelse, ulykke, hjertestop eller lignende har medført så svær invaliditet, at jeg varigt vil være ude af stand til at tage vare på sig selv fysisk og mentalt.
De vedgik dog at eksistensen af, og debatten omkring livstestamenterne havde været med til at flytte lægernes synspunkter omkring ikke nødvendigvis at holde biologien delvis fungerende så længe som teknologisk ladesiggørligt.
Som det er nu, er livstestamentet tæt på at være et placebo, der skal aflede opmærksomheden fra tanken om dødshjælp, ved at blive fremført som en tilstrækkelig løsning på problemstillingerne.
Lidt kantet formuleret er budskabet: "Når behandlingssystemet ikke længere evner at fastholde dit sind i et biologisk liv, så kan vi overveje at holde op med at herse med din døende krop, men først når du ikke kan opdage forskellen, når du har oplevet hver en stump af hele den muligvis langt udtrukne tur hen mod døden". Uf.
Det ville være noget andet hvis et livstestamente kunne effektueres mens patienten selv kan sige til og fra - og uden at dette skal betyde døden af sult og tørst, at sige nej til behandling.
Ja, hovedansvaret skal netop helt klart tilbage til individet, og der skal være en reel mulighed for at træffe beslutninger der kan afkorte det med at svære tvunget til at ligge og vente på at blive syg nok til at dø.
Eller at tage sagen i egen hånd mens den stadig er stærk nok, selv om livet kunne være tilstrækkeligt udholdeligt et godt stykke tid længere.
En tavle der aldrig vaskes ren
En artikel fra Kristeligt Dagblad hvor overlæge Mogens Hilden i et interview fortæller historien fra sin side. Hvor "Hilden-sagen" gennem næsten et år rullede hen over avisernes forsider, med dramatiske overskrifter.
[...]
Det er noget, jeg har tænkt på at gøre i mange år. Jeg er ved at blive gammel. Den dag, jeg ikke er her længere, er det jo sket med at omtale de her ting. Så hvis jeg skal bidrage med noget, er det nu. Og emnet passiv dødshjælp er jo stadig til diskussion.
Lad os skrue tiden tilbage til den 25. september 1978. Her bliver en 26-årige kvinde indlagt på Maribo Sygehus. Siden hun var 16 år, har hun levet med diagnosen Hodgkins sygdom - lymfeknudekræft. I foråret 1978 får hun derudover sekundær leukæmi og besked om, at hun højst har fem måneder at leve i. Da hun bliver indlagt på Mogens Hildens afdeling, er hun meget medtaget af en infektion, som hun ikke selv kan bekæmpe. Man forsøger med antibiotika, men inden den når at virke, får hun akut lungesvigt og hjertestop. Hun bliver genoplivet, men pådrager sig en kraftig hjerneblødning. Dagen efter stopper lægerne al behandling, bortset fra respirator. Man vurderer, at hun kun har få timer eller højst dage at leve i. Kvindens tilstand er udsigtsløs, og hendes forældre og to brødre er hos hende.
[...]
Dødsfaldet giver i første omgang ikke anledning til debat, men en af sygeplejerskerne påstår efterfølgende, at Mogens Hilden ikke har handlet korrekt. Hun mener, at han aktivt har forårsaget kvindens død. Sygeplejersken lufter efterfølgende sin mistanke over for de pårørende, der en måned efter indgiver en anmeldelse til amtslægen. Til sidst ender sagen hos politiet som en drabssag.
Under stor dramatik bliver Mogens Hilden anholdt ved en lægekonference i Sverige og anbragt i isolation. Han bliver siden løsladt, men på det tidspunkt er historien allerede forsidestof. Ikke mindst formiddagsaviserne hægter sig på sagen.
[...]
Som læger kan vi ikke slå op i en tabel om smerter i forhold til symptomer. Derfor er det så vigtigt, at der i forhold til passiv dødshjælp er et klart budskab: Såfremt der er brug for smertelindring for den uafvendeligt døende patient, må man give morfica i store doser, også selvom det medfører livets afkortning, siger Hilden.
[...]
Jeg har stået i den beskrevne situation både før og efter. Jeg gjorde ikke andet, end enhver anden læge har gjort før eller efter mig over for en uafvendeligt døende: Jeg sørgede for, at patienten ikke havde smerter, siger Mogens Hilden og fortsætter:
Som læger skal vi være patientens advokater og ikke acceptere, at nogen dør skrigende af smerter. De fleste er bange for døden - men i virkeligheden er det ikke så meget selve døden som de smerter, de måske skal igennem, de frygter allermest. Skærsildsbegrebet eksisterer stadig. Det tænker jeg også selv meget over, nu jeg nærmer mig det tidspunkt, hvor jeg skal herfra.
[...]
Mogens Hilden driver i øvrigt Galleri Hilden i Maribo, ud fra sin livslange interesse for kunst med engagement i det lokale kunstliv.
Send en kommentar