Norsk læge anklages for svensk barmhjertighedsdrab

fredag den 12. marts 2010

Norsk læge anklages for svensk barmhjertighedsdrab

Svensk politi fra Kalmar efterforsker en norsk læge for at have givet patienter på Växjö Centrallasarett aktiv dødshjælp. Undersøgelserne startede med en enkelt sag, hvor der er påstand om at han i 2006 indsprøjtede dødelige mængder kalium i en allerede døende 84-årig patient.

Patientens datter er selv læge, og var på sygehuset da hendes mor døde. Tre år senere klagede hun til ledelsen, og forklarede at hun havde undret sig over at det var gået så hurtigt. Den behandlende læge skulle "mellem dem" have sagt at moderen "fik hjælp på vejen" med en kalium-indsprøjtning.

Når der tales om kalium, tror jeg i praksis at det handler om en opløsning af kaliumklorid. Dette stof minder om salt, og er en vigtig del af ion-balancen i kroppen. Ved visse problemer er det en god behandling, som kan redde liv. På den anden side dræber en stor overdosis hurtigt gennem hjertestop, og bruges i kraft af denne egenskab ved henrettelse gennem dødbringende indsprøjtninger. Da injektionen kan være ret smertefuld, bliver den dødsdømte her først bedøvet.

Den svenske anklager fra Kronoberg, statsadvokat Johan Henningson, vil nu vurdere journalerne for alle de yderligere 78 patienter som gennem årene er døde i den norske læges varetægt. Ingen begrundet mistanke, men det er dog kommet frem at han korrekt havde forudsagt dødstidspunktet for 13 patienter. Dette er ikke i sig selv mistænkeligt, da en erfaren læge ofte kan bedømme hvornår en forudsigelig dødsproces afsluttes.

Lægen, som er i 50'erne, blev suspenderet i slutningen af 2009, og er altså nu mistænkt for drab. Mord, barmhjertighedsdrab, eutanasi, aktiv dødshjælp eller noget i den retning. Ifølge hans kendte forsvarsadvokat, Leif Silbersky, føler han sig krænket over anklagerne, som han afviser totalt. Advokaten vurderer at der ikke er substans i beskyldningerne. Det er jo helt normalt at syge mennesker dør i en læges varetægt.

Både forsvarer og anklagemyndighed er meget tilbageholdende med konkrete oplysninger om sagen, og basis for deres meget forskellige vurderinger af om der er sket noget forkert. Uden grundlag for at danne mig et billede af hvad der egentlig er sket, skal jeg undlade at stille mig på den ene eller anden side.

På et helt abstrakt plan, undrer jeg mig dog noget over det forløb som datteren skitserer. Det kommer til at lyde som en læge der nærmest rutinemæssigt "hjælper lidt på vej", når der alligevel ingen vej er tilbage. Som selv påtager sig denne vurdering, uden at snakke med en pårørende som er i nærheden. Som ser det som værende så naturligt at han bagefter, lidt henkastet, forklarer datteren hvad der skete. Synes at det kan siges læger imellem, men ikke skal frem i lyset.

Jeg er ikke overbevist, men hvis det virkelig forholder sig sådan, må jeg sige at det lyder som en noget bedrevidende måde at være læge på. Jeg er klar tilhænger af legal adgang til aktiv dødshjælp, men bestemt ikke som en rutinemæssig lægelig vurdering for behandling af en døende patient. Døden skal ikke være lægens initiativ, med mindre der er en fast forhåndsaftale med patienten. En sådan må pårørende forventes at kende til, også i tilfælde af at deres moralske standpunkter er i vejen for at bifalde tanken.

Med andre ord skal det handle om patientens egne ønsker for om dødsprocessen må afkortes. Det skal ikke handle om hvad pårørende eller læge synes "er det bedste".

For mig vækker sagen minder om Plejebo-sagen i Danmark, hvor pollitiet og retslægerådet under store fanfarer tordnede frem med en sag om massemord på 23 døende beboere på plejehjem. En sag, der i flere omgange faldt totalt fra hinanden, men kostede milliarder af kroner. Skræmt personale turde ikke længere lade være med at indlægge gamle mennesker, der ellers var ved at få en stille og fredelig død. I stedet aggressive forsøg på at trække dødsprocessen i lange, lange drag.

Personligt ville jeg være dybt utryg ved en læge som så det som sin faglige pligt at holde mig fast i hvad der ikke længere kan kaldes for et liv. Jeg ville langt foretrække en som havde mod til at en diskret hjælpende hånd, men der skulle selvfølgelig snakkes om det i god tid. Altså før behovet er der.