Dødsdømt måtte ikke udskifte henrettelse med selvmord

tirsdag den 9. marts 2010

Dødsdømt måtte ikke udskifte henrettelse med selvmord

Den 43-årige Lawrence Reynolds skulle have været henrettet i går. For 17 år siden myrdede han sin 64-årige nabo, Loretta Foster. Voldtægtsforsøg, kvælning, røveri, og slag med en teltpæl. Senere hentede han venner til huset, for at de skulle se liget. Intet tyder på at der er tvivl om at han var skyldig, men fra dødsgangen i Ohio har han kæmpet mod at blive henrettet.

Sidste år fik han udsættelse efter en anden meget omtalt henrettelse, der gik galt. Bødlerne kunne ikke finde ud af at give de dødbringende indsprøjtninger på den rigtige måde. Det kan være svært for en "ufaglært" at finde en vene tre gange. Denne risiko skulle nu være mindsket gennem en forenklet procedure, så de kun skal give én indsprøjtning. En stor overdosis af et hurtigtvirkende bedøvende stof, barbituratet Pentothal (thiopental).

Henrettelsen af Lawrence Reynolds er nu udsat igen. På trods af grundig overvågning lykkedes det ham at forsøge selvmord, ved hjælp af en overdosis medicin. Han blev fundet bevidstløs søndag aften, og kom i hast på hospitalet. Efter en hård kamp lykkedes det for lægerne at redde hans liv. Hans tilstand er stabiliseret, og han er ved at være kommet til bevidsthed igen.

Forventningen er at han kan blive udskrevet om nogle dage. Så kan komme tilbage på dødsgangen, og blive henrettet. Dø skal han.

Sagen er "skæv" nok til at den har vakt opmærksomhed, og inspireret til kommentarer. Den typiske overfladiske reaktion er forundring over at lægerne skal redde ham fra at dø af en overdosis medicin, for at han kan blive henrettet med en overdosis af en anden slags medicin. At det havde været enklere (og billigere) bare at lade ham dø, på den dag hvor han alligevel skulle dø. Eller gennemføre henrettelsen før han kom til bevidsthed igen.

Det er dog mere kompliceret end som så. Henrettelse er en stærkt ritualiseret procedure, med mange formalia. Lidt som et ægteskab - uden sammenligning i øvrigt! Den dødsdømte skal vide at nu falder straffen. Have chancen for angre sin synd, og for at få en præst til at markere overgangen. Tilskuerne skal kunne følge med i handlingen, og udtrykke deres bifald bagefter. Ritualerne er det reelle formål med henrettelsen, den skyldiges deltagelse er blot en nødvendig forudsætning for denne såkaldte "udøvelse af retfærdighed".

Altså er det "snyd" hvis fangen fratager staten, tilskuerne og offentligheden tilfredsstillelsen ved drabet, og selv forlader livet. Derfor er fangerne på dødsgangen under ekstraordinær skarp overvågning de sidste 3 døgn, for at hindre at de "flygter" på denne måde. Så jeg tror at vagterne står til en alvorlig næse. Der er startet en formel undersøgelse.

Min fornemmelse er at den dybere baggrund for henrettelsens ritualer er et syn på døden som "det allerværste". Netop derfor kan dødstraf bruges som den ultimative straf. Idealet er at henrette en synder, som kæmper for sit liv. Ellers har straffen ikke helt samme pondus.

Systemet latterliggøres hvis fangen ikke kæmper imod sin henrettelse. "Ja, jeg er skyldig. Slå mig ihjel. Få det nu overstået". Eller hvis den skyldige forhindrer statsmagten i sit ritualiserede drab ved at gøre det selv. Typisk søger systemet at finde en grimasse, der kan passe, og se et selvmord som udtryk for en erkendelse af skyld. Altså at fangen påtog sig en dobbeltrolle som bøddel.

Hvis straffesystemet i Ohio havde godtaget at Lawrence Reynolds valgte at tage sit eget liv, ville statsmagten dog også stå med et dybere, og mere principielt problem. Den ville have godtaget at der kan være "gode grunde" til at et menneske hellere vil dø, i stedet for at være udleveret til sin skæbne, udleveret til at døden sker uden hensyn til værdigheden.

Selv om jeg er modstander, er jeg ikke her ude på at problematisere anvendelsen af dødsstraf, måden den foregår på, eller den farce om "retfærdig straf" som den er en del af. Jeg synes at det er mere spændende at filosofere over hvordan den er udtryk for en måde at forholde sig til døden.

Hvis staten godtog at give en dødsdømt lov til at disponere over sin egen død, ville det for alvor udstille hykleriet i at dødssyge mennesker skal påtvinges en livsafslutning hvor værdigheden bliver noget sekundært. Hvor det anses for en alvorlig forbrydelse hvis nogen samarbejder omkring at fremskynde døden lidt. Hvor det ikke accepteres at nogen bare hellere vil give slip på livet.

Får hjælp til at dø. Måske aktiv dødshjælp.