En af de faste forårstraditioner er at medierne bringer historier om at foråret er "højsæson for selvmord", eller lignende dramatiserende overskrifter. Og det er da heller ikke første gang, jeg har emnet oppe på bloggen her.
Statistikkerne viser at der er 6-7% flere selvmord i forårets tre måneder, marts, april og maj, og stadig 4% flere i juni. Det fører til forskning og overvejelser om hvad der giver ekstra selvmord om foråret. En traditionel behandlings-fokuseret tilgang til selvmordsforebyggelse fører til at der søges forklaringer på hvordan det kan være at foråret er en risikofaktor for selvmord.
Det mener jeg er en problematisk præmis. Flere selvmord i nogle måneder hænger jo tæt sammen med at der er færre selvmord i andre måneder. Som den følgende grafik viser, ligger "underskuddet" i september, november, december og februar. Måske var det mere relevant at finde ud af hvordan det kan være at efterår og vinter virker selvmordsforebyggende.
Selvmord pr. måned, 1970-1998
Et påfaldende aspekt ved statistikken er det store spring i selvmordshyppigheden fra februar til marts. Jeg har desværre ikke tallene bag diagrammet, men går ud fra at tallene er korrigeret for månedernes forskellige længde. De er taget fra faktahæftet Sæsonsvingninger i selvmordsadfærd, udgivet af Center for Selvmordsforskning.
For mig virker det mere logisk at se forårsmaksimum for selvmord som udtryk for ophør af den selvmordsforebyggende effekt af de mørke måneder. Hvis noget ved foråret udløste selvmordene, ville der snarere være et mere jævnt forløb resten af året. Til gengæld passer ophør af noget selvmordsforebyggende bedre med det pludselige spring.
Og hvordan kan det så være?
De normale forestillinger forbinder selvmord med depression. Der er jo ingen tvivl om at mange selvmord sker i en depression. Tilsvarende tales der om vinterdepressioner, at de mørke måneder øger tendensen til at blive deprimeret - eller bare nedtrykt. Altså ville det være logisk at forvente flere selvmord når dagene bliver korte. Det er spændende når det ligefrem er tværtimod.
Ved at gå væk fra den simplistiske forestilling om at selvmord er et resultat af at være deprimeret, bliver der plads til at prøve at have et mere åbent sind omkring hvad der sker.
En del af selvmordene er resultat af rationelle overvejelser omkring sygdomsforløb frem til døden, hvor fraværet af legal adgang til aktiv dødshjælp gør det påkrævet at tage sagen i egen hånd. Uden tal på disse sager, vil jeg blot gå ud fra at de ikke afhænger af årstider, og altså er udenfor mine overvejelser her. Tilsvarende forestiller jeg mig heller ikke at selvmord som desperat reaktion i en pludselig krise er en del af en model for systematiske sæsonvariationer.
De tilbageværende selvmord må være udtryk for at nogen har det meget skidt med sine livsomstændigheder, og slet ikke ser nogen farbar vej til at få et udholdeligt liv. Det kan der være mange grunde til, og selv om depression er blandt de større, tror jeg som nævnt ikke på at graden af depression er afgørende. For det ville ikke kunne forklare vinterminimum for selvmord.
Hvordan kan det så være at der ligefrem er færre vinter-selvmord blandt dem som er trætte af deres liv? Jeg tror ligefrem at den med vinterdepressioner netop er det som giver den selvmordsforebyggende virkning.
Uafhængig af om den enkelte faktisk har en grad af vinterdepression, giver sådanne en "rigtig god forklaring" på at være nedtrykt. Det er der jo så mange andre der også er. Det er nemmere at "gemme" sig lidt. Omgivelserne er mere forstående. Personen selv kan også sige at det "bare er vinteren". Det skal overstås.
Men når foråret truer, brister illusionen om at nedtryktheden er et vinterfænomen. Når omgivelserne liver op i forårshumør, bliver kontrasten så meget desto større. Når reelle vinterdepressioner damper af, er der ikke længere nogen undskyldning for at være "blue".
Så kradser det. Og nogen vælger desværre at kradse af.
Nyere opslag
Opslag
4 comments:
"Energien til selvmord" er jo ganske rigtigt den spinkle hypotese som dette års bølge artikler om Når foråret dræber især præsenterer som forklaring.
Men det er altså ikke mere end en spinkel hypotese, der dog umiddelbart kan virke fristende.
Jeg ser tesen som et typisk udtryk for en biopsykiatrisk tankegang omkring at der "sker" noget i hjernen, som får deprimerede til at begå selvmord. Men den giver kun mening ud fra forestillingen om at selvmord mest er på grund af depression.
Jeg har tidligere, "Normativ ret til selvmord?", skrevet om en afhandling, der observerer at "kun" 60% af selvmordene kan sættes i forbindelse med "psykisk sygdom". Selvfølgelig kan en del af de resterende 40% være udiagnosticerede, men på den anden side vil der også blandt de 60% forekomme selvmord der ikke er et "resultat" af depression m.v.
F.eks. er der rigtig mange selvmord blandt ældre og alvorligt syge, hvor det er direkte stigmatiserende automatisk at gå ud fra at de skulle have haft psykiatrisk behandling. Lykkepiller hjælper ikke på et liv der alligevel kører nedad.
Min pointe er også at det er yderst problematisk at næsten al forskning og forebyggelse omkring selvmord foregår i psykiatrisk regi. Og derfor søges der kun efter psykiatriske forklaringer på selvmordene.
Hypotesen om "energien til selvmord" ville passe bedre hvis der var en kortvarig spids om foråret. Men vi taler om 4 måneder, en trediedel af året. Derfor tror jeg ikke på at den med pludselig at få energi er en god forklaring.
Følgelig vender jeg den "på hovedet", og mener at det interessante primært må være hvorfor det direkte er selvmordsforebyggende når efterår/vinter kommer med øget tendens til nedtrykthed og depressioner.
Min hypotese er at forårsmaksimum "blot" er udtryk for at bølger altid har både top og bund. Og bølger skal ikke forstås ud fra hvad der sker på deres top.
Og når vi kikker på hvad jeg vil kalde for "eksistentielle selvmord", synes jeg faktisk at det er mere spændende hvad der afholder folk fra selvmord. Som Albert Camus observerede “Der findes kun ét virkelig alvorligt filosofisk problem: selvmordet”.
Derfor er det interessant hvorfor folk alligevel oftest vælger at leve videre, selv om de ikke kan se en mening med livet.
Jeg ser i det hele taget et problem med at ville forklare selvmord som at være forårsaget af enten "depression" eller anden "psykisk sygdom", uden at man, når man er nået frem til denne "årsag", undersøger sagen nærmere og mere tilbundsgående. Det forudsætter jo, at "depression" og "psykisk sygdom" som sådan ikke har nogen videre forklaring/årsag i livsomstændigheder, men repræsenterer et endogent fænomen, altså "roden til alt ondt" så at sige, som ikke selv har nogen videre årsag, og det er selvfølgeligt netop sådan, de fleste "psykiske sygdomme", især de mere "alvorlige", defineres i dag (jf. "endogen depression"). Uden at der findes bevis for, at det faktisk forholder sig sådan. Tværtimod så er der jo en hel del, der tyder på, at stort set al "psykisk sygdom" er en reaktion på livsomstændigheder. At angive "psykisk sygdom", "depression" eller anden, som årsag til selvmord, er som at sige, at suicidalitet er årsag til selvmord, og slå sig til tåls med denne "forklaring", der ikke er en forklaring, men en cirkelslutning.
Hvad forskellen i antal selvmord pr. årstid, så at sige, angår, så tænker jeg, som jeg vist før har skrevet i en kommentar, at det kan have at gøre med, at det giver lidelsen mere mening, når alt rundtomkring én også ser ud til at "lide", og gør derved lidelsen mere udholdeligt. Så, nøgleordet for mig her er "mening". Kan man finde en dybere mening med sin eksistentielle lidelse, vil man formodentligt have mindre tendense til selvmord. Mening med lidelsen betyder jo også ofte, at der kan findes en løsning, en udvej, i livet, og ikke ved at ende det.
"Energien til selvmord" er ganske rigtigt ikke det samme som forestillingen om selvmord som resultat af depression, Ingeborg. Men når selvmord undersøges og forebygges ud fra en primært psykiatrisk tankegang, fører det til at der bliver "behov" for at (bort) forklare paradokser som hvordan mindskelse af depression fører til selvmord.
Min primære pointe her er faktisk netop det med at jeg tager fat i den anden del af samme tilsyneladende paradoks, at det tydelige fald i selvmord i efterår og den første del af vinteren gør det naturligt at tænke i hvordan det kan være. Der må være noget selvmordsforebyggende i skiftet til de mørke måneder. Og så blev min hypotese vinterdepressionerne er det selvmordsforebyggende.
Det lyder jo så også paradoksalt i forhold til den næsten automatiske kobling mellem depression og selvmord, men er netop så meget desto mere spændende derfor.
Selvmord som udtryk for eksistentiel krise tror jeg, Marian, godt at vi kan blive enige om. Og der kan jo ikke være tvivl om at "kuk" i sindet, "psykiske sygdomme", er blandt de større årsager til så alvorlige eksistentielle kriser.
Dette afhænger egentlig ikke af om den "psykiske sygdom" i sig selv er et resultat af den dybereliggende eksistentielle krise. Jeg tror ikke at det "altid" er sådan, men dog ganske ofte.
En væsentlig del af de livsomstændigheder som kan gøre det uoverskueligt at eksistere må, mener jeg, være følelsen af ikke at kunne leve op til de krav som andre og især sig selv stiller.
Når de lyse måneder indebære større krav til at være "lykkelig" og aktiv, bliver det så meget desto værre selv at være "mørk". Og efterår/vinter kan blive en lettelse, fordi så "er man bare vinterdepri". Her ser jeg ikke så meget at lidelsen kommer til at give "mening"; mere at den fylder mindre når der ikke er samme "krav" om at være tindrende og sommerlykkelig".
Med andre ord er det måske "de andres" vinterdepression, der virker selvmordsforebyggende :-)
Send en kommentar