Aktiv dødshjælp som civil ulydighed, endnu engang

søndag den 14. marts 2010

Aktiv dødshjælp som civil ulydighed, endnu engang

Et ældre ægtepar boede indtil i dag i en pæn gulstensvilla i Ishøj, Københavns vestegn. De havde været sammen i over 50 år. Et parforhold, der aldrig skulle brydes. Men den 79-årige kvinde var alvorligt syg af kræft. Det var snart slut. Hendes 80-årige mand ringede tidligt her søndag morgen til alarmcentralen, 112. Med fattet stemme oplyste han at der snart kunne findes to døde mennesker på adressen.

Under et kvarter senere nåede politiet frem til det stille villakvarter. Anmeldelsen var korrekt. Den kræftsyge kvinde havde fået fred fra smerterne. Hun var skudt med et jagtgevær. Ude i haven lå den trofaste ægtemand. Han havde afsluttet også sit eget liv, med endnu et velrettet skud. På spisestuebordet fandt politiet det afskedsbrev, som manden havde skrevet.

Sagen er helt klar. Politiet er ikke i tvivl om at de gamle mennesker havde lavet en aftale om at kvinden ikke skulle bære kræften længere end hun kunne holde ud at leve. At manden så ville gøre en ende på det hele. Det gjorde han så, på en så pæn og velordnet måde, som han havde mulighed for. Ingen grund til at nogen skulle blive overrasket over at finde rådnende lig efter et stykke tid. Ingen grund til at der skulle en stor efterforskning til.

Jeg har fuld forståelse og respekt for de to gamle menneskers beslutning og handlemåde. Jeg ville bestemt have foretrukket at de havde haft en mulighed for at gøre det på en mindre blodig måde, og måske også få taget en god afsked med deres søn. Men det er jo strengt forbud i dagens Danmark. Jeg vil kalde dette for et stærkt eksempel på civil ulydighed. Den bedste søndag, som de kunne holde sammen. Selvadministreret aktiv dødshjælp.

Der er brug for en legal adgang til aktiv dødshjælp i Danmark. Det skal ikke overlades til barske gør-det-selv metoder, mens de fleste i omgivelserne hykler i kor om at kalde dødsfaldene for en tragedie.

Den virkelige tragedie er at vi har så lav respekt for gamle syge mennesker, at vi ikke vil give dem adgang til selv at styre hvornår de forlader verden. Det er sgu sørgeligt! Disse sager kommer igen og igen.

Lad os blive mere civiliserede. Mindre hykleriske omkring døden.

Update, næste dag:

Sønnen står nu frem i Ekstra Bladet, og fortæller hans side af historien. Her bagefter kan han se hvad faderen mente, da han i torsdags sagde "Det snerper mod enden, som hønen sagde". Det handlede jo så ikke bare om kræften.

Steen Lund Johansen er helt med på at hans forældre, Gurli og Knud Johansen, forlod livet på denne måde, også selv om han ikke selv har hørt sin mors bøn om at få lov til at sige livet farvel.

Jeg synes, at det, der er sket, er helt i orden. Det er en værdig måde. Man skal forstå, at min far ikke gjorde det her i en ond hensigt. Det var aftalt, og min mor havde selv bedt om det – det vil jeg pointere.
Faderen var heller ikke rask, en hurtig død har været en lettelse i forhold til det sejpineri som rygerlunger kan blive.