Charlottenlund, søndag den 13. oktober 1991. De ungarske jøder Vera og István Adorján havde sendt hunden på ferie, ryddet op, og pyntet med en buket friske roser fra haven. Gaver til børn og børnebørn var pakket fint ind. På sofabordet lagde Vera en post-it seddel med en kortfattet hilsen:
Vi har levet sammen, vi dør sammen. Vi har elsket jer højt. Mor.På døren til soveværelset:
Venligst ingen genoplivningsforsøgEt omhyggeligt forberedt fælles selvmord blev gennemført. Selvadministreret aktiv dødshjælp. De blev fundet døde på deres seng, med hinanden i hånden. Et afklaret farvel til livet. Det skulle andre ikke bestemme over. En efterladt huskeliste:
18.30 tynd te og ristet brød;Bogen Final Exit af Derek Humphry (på dansk Sidste udvej) havde leveret inspiration omkring det praktiske.
kl. 19 antibrækmiddel (normal dosis);
19.30 tabletter, sovemiddel
Den 81-årige István var meget syg. Vægten raslede ned. For syg til at det gav mening at leve videre, forklarede han om i et afskedsbrev. Den 10 år yngre Vera var rask og rørig. Hun kunne have levet længe endnu. Men hun havde allerede som ung besluttet at hun ikke ville leve uden sin mand, Pista som hun kaldte ham. De levede med stil. En kærlighedshistorie. Og de døde med stil.
Under anden verdenskrig blev blev István i 1944 indkaldt til slavearbejde, sendt i koncentrationslejre og dødsmarch. Vera skjulte sig med en nyfødt søn i kommodeskuffen, og falske papirer. Hendes forældre blev sammen med hundreder af andre jøder skudt og smidt i Donau floden. Efter krigens slutning gik den stærkt medtagne István til fods tilbage til Budapest, og genfandt sin kone og søn. Da russerne i 1956 knuste det ungarnske oprør, flygtede de til Danmark, hvor de blev vel modtaget, og hvor han kunne fortsætte sit virke som overlæge.
Aftenen før deres farvel til livet havde parret spillet Wagner-operaen Tristan og Isolde for en teenage-pige fra familien. Vera forklarede om hvordan Isolde ikke ville leve alene, og derfor valgte at dø ved Tristans side, lykkelig over at kunne følge ham ind i nattens rige. Som sagt så gjort.
Hun arbejder nu som kulturredaktør ved Frankfurter Allgemeines Zeitung. Johanna er dansk statsborger, selv om hun er vokset op i Tyskland, og ikke taler dansk. Hun valgte at holde fast på statsborgerskabet, fordi familien blev modtaget og behandlet godt i Danmark.
Vera og István Adorján har min respekt.
- Politiken:
Barnebarn genfortolker arven efter Anden Verdenskrig - Information:
Fortællingen om Vera og István Adorjáns tre liv og ene død - Information:
På sporet af en ganske særlig kærlighed - Weekendavisen:
Dobbeltselvmordet i Charlottenlund - Kristeligt Dagblad:
Vi har levet sammen, vi dør sammen - Nordjyske Friii - Bøger:
Final Exit - Dagbladet.no:
Johannas besteforeldre begikk dobbeltselvmord - Folkekirken i København:
En ganske særlig kærlighed
Johanna Adorján
Se også:
Nyere opslag
Opslag
16 comments:
Hvor er det en smuk historie - det jo lige sådan det skal være, i fred og ro og under hensyntagen til de efterladte - gid det dog var alle forundt.
En velorganiseret død, netop ja. Det havde dog været endnu bedre, om det til allersidst havde været en reel mulighed at kunne tage personlig afsked med familien. Uden at skulle frygte indgreb, eller at de skulle risikere retsforfølgelse. At kunne festligholde døden.
Jep - eller måske snarere festeligholde det levede liv og acceptere dets afslutning sammen med andre og hinanden.. For at ligefrem at skulle festligholde et forventet savn er måske lidt for meget forlangt?
Festligholdelse af overgangen ville selvfølgelig primært handle om at fejre et vel overstået liv. Men også af det at blive sparet for lidelser i en fase der kan være en stor belastning for begge parter.
Afhængig af situationen kan savnet ligefrem blive mindre af en positiv dødsoplevelse, i stedet for et langtrukkent savn efter det liv og samliv der var, mens der forventes at lade sig nøje med svindende stumper. Savnet før dødsattesten kan skrives kan jo være det værste.
Jeg tror, at de valgte ret; pårørende har det med at mene et, når ikke det hidrører deres nærmeste, men når det billede ændres, da skifter en del mening, tror tilmed at der findes behandling/mirakel. Andre pårørende mener, at den uhelbredeligt syge må "gå" hele den pinefulde dødsrute - og i dit nævnte, da ville nok blive gjort forsøg på, at en som Johanna måtte indlægges forsvarligt, da hun ikke føltes egnet til at forvalte sit eget liv ;-(
Ja, "at give slip" er jo netop oftest ikke regnet med, når der tales om hvor vigtigt der er at lade folk forvalte deres egne liv, ud over når det allerede er for sent at lade som om "hvor der er liv er der håb".
Johannas farmor er der ikke mange der rigtig forstår, at det var hendes valg at give slip "i god tid", så jeg er enig i at det var det fornuftigste valg at det gamle par var diskrete om deres beslutning. For vi er jo meget langt fra at ret mange kan tage afslappet på at lade en rask og rørig pensionist få lov til selv at sige stop mens legen er god.
Veldig fin historie! Håper den kommer på norsk og snart, det blir litt tungt å lese en hel bok på dansk.
Den danske oversættelse kom hurtigt, tror jeg, på grund af den indlysende tilknytning til Danmark. Hvilket vil sige at jeg er mere tvivlende overfor om/hvornår der kommer en norsk oversættelse.
Min egen oplevelse fra at læse bøger på norsk er dog at de sproglige forskelle er små nok til det gik nemt - når jeg først havde fundet ud af den lille del af ordene som ikke ligner ...
Jo, det burde jo gå greit, har jo lest mye pensum-itteratur på dansk. Det er verre med svensk, for eksempel. Hvis den ikke kommer på norsk snart, får jeg finne den på dansk!
Takk for flott tips!
Svensk er værre, ja - lige så slemt som nogle af de mere udprægede danske dialekter - som er længere fra rigsdansk end norsk er.... Jeg har dog betydeligt større forståelsesvanskeligheder med talt norsk!
God fornøjelse med bogen når/hvis.
En lidt sen kommentar - måske I læser den alligvel:
Men jeg er sikker på, at jeg vil foretrække at kunne sige farvel og tak på en ordentlig måde op til den slags.
Et eller andet sted kunne det jo være den eneste fordel ved selvmord, at de efterladte/døende kan nå at sige farvel - det er jo ikke så nemt normalt.
Fordelen ved selvmord skulle, så vidt jeg ser, helt entydigt være at undgå at blive fastholdt i at vejen mod døden bliver til en fokus på blot at overleve i et liv præget af stigende elendighed. De fleste kan sikkert sætte sig ind i at István Adorján blev så syg at livet ikke gav mening. Men selv her er der mange som ikke kan finde ud af at give slip, ikke rummer at døden kan være en bedre skæbne end at kæmpe videre.
At Vera Adorján valgte at dø samtidig, selv om hun var rask og rørig nok til nogle år endnu, er så der hvor det bliver svært for rigtig mange at følge med. Jeg kan såmænd godt forstå at det nok havde været meget svært for børn og børnebørn at kapere. At give slip.
Jeg er da helt enig i den med at foretrække at kunne sige pænt farvel til de efterladte før døden søges. Men det forudsætter så en tro på at de efterladte kan finde ud af at give slip, at de har modenhed til at rumme at et liv kan blive værre af at blive længere.
Jeg er bange for at både Vera og István Adorján havde rimelig grund til at frygte indblanding, og forsøg på at presse (eller tvinge) dem til at leve videre. Så jeg kan godt forstå at de valgte at være helt diskrete.
Så vidt jeg ser er en stor del af anledningen til bogen at Johanna Adorján har kæmpet meget med at forholde sig til især sin farmors beslutning, at forstå at hun valgte at følge sin mand i døden. Dermed bliver den til en indirekte markering af at hun (og den øvrige familie) næppe kunne have accepteret Veras beslutning.
Konsekvensen af den generelle mangel på evne til afslappet at forholde sig til at døden altså er en del af livet, en afrunding, bliver at mange mennesker ser sig nødet til at afslutte livet det uden at blande andre ind i det. Uden en lejlighed til dialog om at der måske kunne være andre måder at leve videre på.
Som jeg nogen gange udtrykker det, så vil en accept af aktiv dødshjælp kunne forlænge livet for mange. Altså hvis pårørende, behandlere og myndigheder ikke så det som en nødvendighed at afkræve mennesker elendighed før døden. Jeg tror at dette er baggrunden for at der er mange selvmord blandt ældre (over 3 om ugen) og blandt nogen som får alvorlige diagnoser. Hellere dø lidt for tidligt end alt, alt for sent.
Og velkommen til :-)
Tak.
@Ragne - der kunne være håb forude - det lød til, at den norske anmelderen har hørt tale om det.
@Anjoe: det er jeg ret sikker på, ikke havde været nødvendigt; ja hun har søgt at gøre sig historien begribelig, men dermed ikke sagt, at hun ikke kunne acceptere den - det står der faktisk ikke noget om, nogen steder, vel?
@tosommerfugle: Jeg er ikke enig i, at Johannas søgen bliver en markering af, at familien ikke kunne have accepteret Veras beslutning.
Enig i, at den udtrykker undren og måske mere end det; men med den historie, der ruller sig op, kommer en accept meget nærmere, og den historie kunne have været rullet frem inden og på den måde have givet anledning til et fælles farvel.
Men ja, jeg er klar over, at der ud over risiko for familiens modvilje til ethvert selvmord også er det problem, at man kan komme til at sætte folk i en slem kattepine i forhold til lovgivning, hvis de er vidende om det og ikke reagerer mod det.
Interessant perspektiv mht aktiv dødshjælp som mulighed for at forlænge livet. Måske en mindre aggressiv tendens til livsforlængende behandling generelt ville have samme effekt på at nedbringe antal ældreselvmord?
Hellere fylde sine dage med liv, end fylde sit liv med dage.
Det at rumme sin farmors beslutning var, fornemmer jeg, noget som Johanna kæmpede sig frem til gennem sin søgen, og skriveproces. Efterhånden opnåede hun at kunne forstå og vel også acceptere det, gennem at kunne identificere sig med sider af Veras personlighed. Og det har hun gjort på en fin måde.
Men jeg synes netop at hendes lange vej indirekte peger på at det havde været en for stor kamel at sluge, hvis hun som ung skulle acceptere at lade en rask og rørig farmor gå i døden efter en kærlig afsked. Og den er jo heller ikke nem. Det er et helt andet grundlag at være nødt til at forholde sig til et fait accompli.
Altså tvivler jeg på at det havde været gennemførligt for Vera lige at indkalde til et familiesamråd, og tage afsked. Det havde snarere været en lang og sej proces, med risiko for at nogen havde følt sig kaldet til at sørge for at hun ikke kunne følge sin mand i døden - hvis de ellers havde kunnet kapere hans beslutning.
Selvfølgelig er det noget spekulativt af mig at antage at Vera havde god grund til at være diskret med sit eksistentielle valg. At hun havde tænkt tingene igennem, og formodentlig valgt at undgå at familien skulle "belemres" med moralske og juridiske kattepiner.
Hvad ældreselvmord angår, tror jeg såmænd nok at det ville kunne skabe tryghed hos mange gamle hvis de ikke skulle frygte at lægerne så det som deres opgave at trække en elendig livsafslutning i meget lange drag.
Lungebetændelse kaldtes engang for "den gamle mands ven", fordi den ofte førte til en nogenlunde hurtig og "overkommelig" livsafslutning. Men der bliver jo helt rutinemæssigt behandlet med antibiotika, bl.a. fordi lægen ville få en ordentlig en over snudeskaftet for at undlade behandling af en som ikke kunne siges at være i terminalfasen. Plejebo-sagen kom til at koste milliarder i meningsløse behandlinger, og fastholdelse af livsrester som næppe kan kaldes for liv.
Men sådan set er jeg bange for at en stor del af ældreselvmordene har baggrund i demens. Som beskrevet i blog indlægget "Hvis jeg bliver dement som gammel", har jeg selv konstateret at en demens diagnose ville føre til at jeg må sørge for at begå selvmord mens jeg stadig har mentale og fysiske ressourcer til det. Men hvis jeg kunne føle mig sikker på at kunne få lov til at sige "så skal jeg ikke leve længere", kunne jeg bedre mærke efter hvornår min egentlige grænse var nået - og måske dø en naturlig død uden at skulle "trække i nødbremsen".
En helt anden ting er jo så at de mange fremførte afskrækkende eksempler på hvordan plejehjem behandler beboerne får mange til at være sikre på at der vil de ikke hen. Så kan det blive til et meget lokkende alternativ med et reb om halsen.
Hellere fylde sine dage med liv, end fylde sit liv med dage.
Det ser ud til, at vi er enige om, at livsforlængende behandling skal gøres med omtanke og respekt for mennesket.
Mht Johannas og Veras evner og motiver til et selvmord uden familieråd kan vi kun gisne, og så må vi hellere lade den ligge der ;)
Det er en politisk og social diskussion og til dels også teologisk, hvordan man skal behandle syge og gamle, og den bør egl. føres i aviser og store medier og ikke kun her på din blog. Spørgsmålet er så, hvordan man kan få den derhen.
Jep, debatten er meget bredere end hvad der kan føres på min blog her. Mit primære afsæt er pointen om at der kan vøre gode grunde til at døden ikke er det værste, sammenlignet med at overleve så længe som teknisk muligt.
Det er en debat som kører på lavt blus hen over mange år, medier og personkredse. Lidt mere blus på når enkeltsager (deriblandt min) ringer, men den falder hurtigt ned igen, hver gang.
Min tilgang til at bidrage til debatten er pt ikke at at gribe fat i medier, politikere eller organisationer. Den rolle ligger ikke til mig. Derfor har jeg valgt en mere tilbagelænet strategi.
Jeg har efterhånden skrevet mange indlæg på bloggen her. Og jeg kan følge at der hver dag kommer mange besøgende via især Google. På den del af indlæggene som er debatterende, vil det sige at jeg stille og roligt når ud til en del mennesker, som søger information. Også i kraft af at de gamle indlæg fortsætter med at få trafik.
Selvfølgelig kan jeg ikke holde rede på hvor mange af læserne der "bare" synes at jeg er tosset, men jeg vælger at tro på at at jeg har givet efterhånden mange mennesker lidt input til tanker om det med om det kan være at foretrække at afkorte livet i visse situationer. Og af og til får jeg da kommentarer som tyder på at det lykkedes. Så det har jeg det fint med.
Jeg sidder ikke med en plan om at "skulle nå" et specifikt mål, "blot" at være synlig for nogen som er interesserede nok til at søge information. Måske kan det være med til at flytte lidt hvis der skulle komme gang i debatten.
Send en kommentar