En artikel i Politiken fortæller om at der nu er ca. 25.000 ældre med demens, et tal som er stærkt stigende. Og at kommunerne kun har 5.445 egnede boliger, et tal som kun er langsomt stigende. Siden år 2001 er der kun bygget 674 nye demensboliger i hele landet.
»Der mangler 19.000 boliger, og det går alarmerende langsomt med at få dem etableret, samtidig med at det bliver mere og mere akut«, siger ældrepolitisk konsulent Margrethe Kähler fra Ældre Sagen. [...]Nationalt Videnscenter for Demens prøver at kikke frem i tiden, og en fremskrivning viser at der om 10 år vil være ca. 31.000 moderat til svært demente ældre. I år 2040 tegner antallet af plejekrævende demente ældre over 80 til at være næsten 63.000.
»Når de ældre flytter ind i en demensbolig med uddannet personale, der kan hjælpe dem, får de det langt bedre, og forbruget af antipsykotisk medicin falder«
Lederen af videnscentret, professor, dr.med. Gunhild Waldemar fra Københavns Universitet holder på at alle nye plejeboliger fremover bør bygges, så de egner sig til demente:
»Man bør først og fremmest finde en kur mod demens. Men samtidig er det nødvendigt at etablere forskellige tilbud til de ældre, og der er et stort og stigende behov for, at man bygger boligerne, så de egner sig til demente«, siger hun.Politiken: Kun bolig til hver femte demente
År 2040 er netop på den tid hvor jeg selv er blevet en gammel mand, hvis jeg da ellers lever endnu. Risikoen for at jeg får Alzheimers sygdom (eller en anden form for fremadskridende demens) kan jo ikke ignoreres. Ikke en rar tanke, og jeg kan da håbe på at der er opfundet en reelt virkende behandling. Dermed mener jeg f.eks. medicin som ikke blot søger at lade nedbrydningen af hjernen og sindet gå lidt langsommere. Med udsigt til et liv som dement bliver døden værd at overveje seriøst.
Hvis der kommer en behandling, vil det bestemt påvirke grundlagt for hvordan jeg må disponere i tilfælde af at jeg får demens. Ellers ville jeg være nødsaget til at sørge for at undgå at hensygne som svært dement skal af et menneske. Det ønsker jeg ikke. Som tingene ser ud nu, er risikoen for at blive yderligere slået ned med antipsykotisk medicin ganske reel. Og ganske skræmmende. Den største fordel ved den er faktisk at den forkorter livet.
Tanken om en egnet bolig med passende tilbud lyder da noget bedre. Men jeg tillader mig at tro mere på at samfundet også til den tid ser sig ude af stand til at byde på et plejetilbud som vil kunne give mig et liv som jeg synes er godt nok. Med den meget store gruppe demente gamle ville det være voldsomt dyrt. Allerede nu må området siges at være langt under hvad der kan kaldes for optimalt for den enkelte gamle med demens. Så jeg tror reelt ikke på at jeg kan regne med noget "optimalt".
Og .... selv om jeg kunne, ville jeg ikke ønske at blive plejet efter at mit liv holdt op med at være godt nok, ifølge mine forventninger. Det ville være spildte ressourcer, som jeg (som person) ikke ville få gavn af. Jeg ville hellere dø, når min grænse var nået. Sige et levet liv pænt farvel.
Problemet er blot at hvis plejere ser det som sin opgave at holde mine basale livsfunktioner igang så længe som muligt, vil jeg ikke kunne få lov til at dø. Konsekvensen ville blive at jeg måtte sørge for selv at tage mig af det, mens jeg stadig havde mentale og kropslige ressourcer. Uden en mulighed for at få hjælp til at dø, ville jeg derved blive nødsaget til at dø et godt stykke tid før min grænse var nået. Blive endnu en af de mange ældre som afslutter deres liv med hvad omgivelserne kalder for et beklageligt selvmord.
Aktiv dødshjælp ville forlænge mit liv. Jeg vil ikke efterlade min krop til meningsløs pleje.
Se også:
Nyere opslag
Opslag
6 comments:
Jeg jobbet litt på et eldrepsykiatrisk sykehus, min avdeling hadde de mest demente, de tyngste demente, de som trengte spesialister i en kortere periode, fra hele fylket. Det var rett og slett jævlig. Allerede første vakten bestemte jeg meg for at jeg ville heller dø enn å bli dement. Jeg vil helst klare det selv, men hvis jeg ikke kan det, håper jeg mine nærmeste hjelper meg.
"En skæbne værre end døden". Denne talemåde tror jeg meget godt dækker hvordan det må være med de sidste lag af menneskelig bevidsthed at kunne mærke hvor det går hen, uden at evne at kunne "skyde en genvej". Det kan siges at fasen efter at sindet er slukket snarere er slemt for de omgivelser, der forventes at holde fast på at "livet er helligt", at det er udtryk for værdighed at holde kroppen fodret og vasket. Og i ro.
På en måde ville det være enklere hvis tanken om at få sat det nødvendige punktum ikke blev "blandet sammen" med tanken om at det faktisk kan spare mange penge og arbejdstimer. Dette er blot "en yderligere fordel", men noget der desværre får debat om emnet til at gå helt i hårdknude.
Men det er nu ikke "for samfundet skyld", at jeg helst seriøst må planlægge med selvmord "i god til", hvis ....
Det er jo desværre ikke til helt at regne med at de nærmeste vil hjælpe - det kan være en følelsesmæssig mget svær afgørelse, og en risiko for at blive buret inde som forbryder. Og jeg tror at vi her har en stor del af årsagen til at mange gamle netop begår selvmord mens de stadig selv kan tage sig af det.
Jeg så hvor grusomt det var for de demente i de korte periodene hvor de husket, og forstod sin egen situasjon. Forferdelig. Og ikke minst, familien. Når de kom på besøk, mest av plikt. Den demente kjente ikke igjen noen av dem, og jeg så det smertet dem. Jeg hadde lyst til å skrike og si at det ikke var nødvendig å komme dit, for den de besøkte var egentlig død, det var bare kroppen igjen.
Jeg kan ikke forstå hvorfor man skal pine disse syke med å holde kroppen deres i live flere år, i stedet for å la naturen gå sin gang. Eller hvorfor man skal tvangsfore dem når de slutter å spise, noe mange eldre gjør når de er klar for å dø.
Dette temaet gjør meg rett og slett sint og fustrert. Man jobber på slike steder, og vil nare gjøre det beste for pasienten, men man vet at de egentlig bare vil dø, og egentlig er død allerede, men de får ikke lov.
Demente lades desværre i stikken selv i de lande/stater som tillader lægereguleret dødshjælp. Der kan mennesker normalt få en "fribillet" hvis de har store fysiske lidelser, er mentalt helt kompetente, og kan forventes at kunne holdes fast i livet i mindst et halvt år. En demens tillades ikke som grund til at ønske døden, tværtimod behandles det reelt som grund til ikke at kunne få lov til at få fribilletten. Surt, hvis ... Meget surt.
Jeg kommer til at tænke på en historie, som jeg læste engang. Uden at være helt sikker i detaljerne, var hovedtrækkene sådan her: En søn fandt sin skrantende gamle mor livløs på sofaen, med tømte pilleglas ved siden af. Han tilkaldte ambulance, og "i sidste øjeblik" lykkedes det at redde hende. Den alarmering fortrød han senere hver eneste gang han besøgte hendes krop på plejehjemmet. Hun prøvede at få en ende på det, da hendes sind var ved at dø. Desværre tænkte sønnen sig ikke godt om.
"Aktiv dødshjælp ville forlænge mit liv"
Hvor er det godt tænkt.
Jeg føler/følger selv i denne tid med en bekendt, som hver dag "besøger sin mands krop på plejehjemmet" for at bruge den forrige kommentators ord. Det er trist, at det er den eneste måde p.t. at ende på som Alzheimers patient.
Tak for en god blog.
"Døden er ikke en afslutning, men en afrunding af livet". Med denne kloge og afklarede betragtning afviste Karen Blixen engang det kristne dogme om døden som livets store fjende. Desværre er der nok ikke ret mange som helt har set hvor meget ret hun havde.
En afrunding som det, ideelt set, skulle være mulig at få lov til at tage i god ro og orden, når tiden er inde. Ens egen tid. Ikke før tiden, men heller ikke fastholdt i et langtrukkent magtesløst klynk. Og her bliver demens jo netop til en uhyggelig maskerade når alle forventes at lade som om det er bedre end at dø mens sindet stadig er hjemme. En grum catch 22 når kroppen holder meget længere.
Og mange tak :-)
Send en kommentar