Fysisk var Janet i fin form, havde samme uge slået en af sine sønner i tennis. Men hun havde Alzheimers sygdom, og kunne allerede 3 år tidligere mærke hvordan hendes mentale evner var begyndt at visne væk. Bid for bid. Da hun fik diagnosen begyndte hun at overveje sin død, hvor længe hun ville holde fast. Det blev til et år. Behandlingsforsøg i mellemtiden havde ingen forskel gjort.
Da hun nogle uger før sin død aftalte begravelsen med sin præst, Alan G. Deale, synes han at hun så godt ud. Men hun fortalte om hvordan hun ikke kunne huske musikken og noderne. Hun kunne mærke hvordan nedturen var godt i gang, og de livsvilkår ønskede hun ikke. De skiltes med et stort knus.
Rent praktisk blev hendes kontrollerede selvmord gennemført bagi et folkevognsrugbrød. Jack Kevorkian kunne ikke finde et motel som ville udleje værelse til formålet, så han indrettede bilen. De var rejst til en delstat, Michigan, der ikke havde nogen lov mod at hjælpe med forberedelse af selvmord, og var omhyggelige med at det var hendes handling. Via mange samtaler hen over nogle uger sikrede Jack sig at Janet var klar over hvad hun gjorde, og fast i sin beslutning. Han snakkede også med hendes familie og læge. Da hun var død tilkaldte han politiet.
Jack var helt klar over at sagen ville vække opmærksomhed, og forsøg på at få ham dømt. Som fremtrædende fortaler for aktiv dødshjælp (eutanasi), ønskede han at vække debat, og bane vej for lovliggørelse. Det blev den første af over 130 gange hvor Jack Kevorkian hjalp mennesker som havde behov for at dø. Og en serie af retssager hvor han blev frifundet, indtil 1998 hvor han offentliggjorde en video med sin aktive dødshjælp til en ALS-patient som intet kunne selv. Så blev han dømt for mord.
Under den voldsomme offentlige debat hæftede mange sig ved at Janet Adkins ikke var døende. Hun var kropsligt sund, og kunne mindst have levet flere år endnu. Men det var ikke en form for liv hun ville finde sig i. Fakta er at hun kunne allerede mærke de store huller i et sind som sygdommen raspede væk. Hun ville have en værdig død, uden at vente på at hendes liv blev til elendighed.
Politi og anklagemyndighed tyggede på sagen i nogle uger, men kunne ikke finde nogen paragraf som var overtrådt. De beslaglagde maskinen, men det var ikke noget problem for Jack Kevorkian at bygge en ny thanatron, et "Storm-P apparat".
Janet Adkins havde et vedholdende og rationelt ønske om at dø. Og hun fik en næstekærlig hjælp.
TIME:
New York Times:
- As Memory and Music Faded, Oregon Woman Chose Death
- Oregon Woman Who Chose Death Is Remembered at Upbeat Service
- Doctor Tells of First Death Using His Suicide Device
- Use of Suicide Device Sets in Motion Debate On a Disturbing Issue
- Prosecutors Seek to Ban Doctor's Suicide Device
Se også:
Nyere opslag
Opslag
4 comments:
Det er en værdig debat.
Hvor mange gør sig ikke tanker i den retning?
Hvor mange føler ikke, at det er forbudt at tale om?
Se også: Demens, fornuft og selvmord
Et blog indlæg hvor jeg tog afsæt i en undersøgelse som viser at blandt ældre er der 3-10 gange så mange der slutter livet med selvmord som uden. Derudover vil jeg tro at der er ikke så få "ulykker" der sker med vilje.
Det er jo så "bare" dem som faktisk gør noget ved det. Der må netop være rigtig mange som gør sig tanker i den retning. Og som højst taler om det i mere lukkede sfærer.
En klemme af de hårde er at dem som ikke vil finde sig i at visne væk i demens kan blive "nødt" til et selvmord mens de endnu kan administrere det selv. Hvis de kunne regne med at få hjælp, og blive respekteret, omkring et ønske om at have en "bagdør" ud ad livet, kunne de vælge at leve længere.
Men tværtimod gøres der en indsats for at sikre at demente bliver holdt fast i et liv, som i klare stunder kan erkendes som under deres værdighed. En yderligere grund til selv at tage kontrollen i tide.
Hej alle
Jeg er en journaliststuderende, som er i gang med at skrive en artikel om, hvordan
det er at miste nogen, der begår selvmord. Jeg vil gerne tale med nogen, som har accepteret at en pårørende har valgt denne udvej, eller eventuelt selv har hjulpet nogen med at vælge den udvej.
Jeg er tidligere faldet over denne blog og tænkte, der måske var nogen herinde, der havde oplevet noget lignende. Jeg leder efter nogen, der kunne tænke sig at
være med i et interview her i weekenden eller på mandag - gerne nogen der bor i Århus eller i nærheden.
Jeg håber at høre fra nogen af jer - skriv gerne på ccchristensen@mail.djh.dk.
Venlig hilsen Cecilie Christensen
Held og lykke med at "fange" nogen :-)
(Og velkommen til!)
Send en kommentar