Logo sommerfugl

mandag den 10. november 2008

Gordon Hurst døde i smug

Dignitas - Et værdigt liv - En værdig død
I begyndelsen af 2004 flyttede den 76-årige Gordon Hurst på plejehjem i Hitchin, nord for London. Hans kone gennem over 50 år var død tre år tidligere, og kun et af deres tre børn levede endnu. Helbredet var skidt, og han led af fremskreden Parkinsons sygdom. Men han var endnu ikke helt hjælpeløs. Den 22. april rejste han til Zürich, og næste dag fik han hjælp til at dø. Hos Dignitas indtog han den passende dosis barbiturater (en gammel type sovemedicin), der sikrede ham en rolig og smertefri død nogle minutter senere. De hjalp også med kontakten til en læge, der udskrev hvad der normalt ville være en overdosis.

Hans familie fik det først at vide bagefter. Gordon havde skrevet breve til dem, som blev afsendt fra plejehjemmet efter hans død. Til hans 17-årige sønnesøn, Christopher, skrev han blandt andet:
Gordon og Jean Hurst
As you read this letter, I will have passed away and have joined my dear wife Jean, your grandmother. I am really upset that I will not see your passing-out parade. I am so proud of you, the way you have been accepted into the Army, as this was your lifelong ambition. Have a wonderful career and perhaps see something of the world as I did.

Be happy for me because now I am free of pain, reunited with my beloved Jean who I never stopped loving and missing.

Christophers mor kunne ikke accepterer den måde som hendes forhenværende svigerfar døde på. Lesley Miller bad politiet undersøge sagen, men de kunne ikke finde tegn på at britiske love var overtrådt. Lesley henvendte sig også til regeringen for at få dem til at presse Schweiz til at lukke Dignitas, eller indføre strikse regler.

Gordon havde tidligere snakket om at tage turen til selvmordsklinikken, men hun troede at hun havde talt ham fra det, at der stadig var noget at leve for. Hun syntes at det var skrækkeligt at det var muligt for ham at træffe og gennemføre sin beslutning. Få en selvvalgt human død med et sovemiddel. Selv om Lesley anerkendte at det var efter Gordons ønske, mente hun at livet som sådan var så værdifuldt, at Dignitas ikke havde hjulpet. Hun satte spørgsmålstegn ved værdigheden af at dø i en lejlighed i udlandet, langt fra sine kære.

Det er jo konsekvensen af en familie, og et samfund, der ikke kan rumme tanken om at det kan tolereres at sætte datoen for sin egen død, ønske eutanasi. Benægter fakta.

Hitchin



10 comments:

Søren sagde ...

Jeg så lige dit indlæg. Har du set
Langberg i TV i "Sommer"? Hvad mener du om denne billedserie? Klik under billederne og følg historien derfra.
http://www.dayswithmyfather.com/default.aspx#
Vh

tosommerfugle sagde ...

Velkommen til! :-)

Nej, TV ser jeg kun ret sjældent. Så jeg måtte lige finde ud af det med at Jesper Langberg spillede en læge der visner bort med alzheimers sygdom.

Tak for linket til den gode billedserie Days with My Father. Igen en vellavet illustration af hvad en anden form for demens kan gøre. Rammende pointe i næstsidste billede hvor faderen sukker og lukker øjnene, viser at han er klar over hvordan det står til. Kampen med at få livsindhold trods alt. Og ønsket om at dø, at livet har været langt nok. Godt nok.

Jeg skriver jo denne blog ud fra et basisstandpunkt om "retten til at dø". Altså at det er det enkelte menneske som selv skal bestemme det, uden at se reel nytteværdi af de hyppigt sete forestillinger om "aktiv dødshjælp" som noget der kræver nøje regulering og restriktive betingelser.

Demens er et tydeligt eksempel på hvor håbløst det ville være at lave præcise regler. Mange er bange for at ende som de nogen gange sete skrækeksempler på at have svær demens, vil hellere dø. Men kan ikke finde ud af det, når de er kommet "derhen". Nogen er så bange at de sørger for at begå selvmord mens tid er, mens de stadig er i stand til det, men derved før deres grænse egentlig er nået. De ved at de ikke kan regne med at få en hjælp der respekterer deres livsvalg.

Jeg har også haft emnet oppe tidligere her på bloggen, se f.eks. indlægget:
> Demens, fornuft og selvmord

Jeg mener mere principielt at det er OK at lade mennesker få lov til at vælge at dø, når beslutningen er vedholdende - også mens de har det så godt som muligt (altså ikke en krise) - og vi ikke kan byde på en hjælp, som gør livet bedre. Det er altså ikke hjælperen der skal vurdere "bedre". Det er en central pointe.

Jeg er meget i tvivl om hvad Phillip Toledanos far egentlig ville vælge, og føler ikke behov for at vurdere på hans vegne. Jeg ville respektere begge valg.

Deborah sagde ...

Igen en smuk historie, om et menneske, der selv valgte i tide. Og som du siger, hvis muligheden var i England, havde han haft muligheden for at dø med sin familie om sig. Hvorfor skal det være så svært....

Det er da altid noget, at der er nogen lande der har selvstændighed. Men det skal da nok også blive ødelagt en dag.

søren sagde ...

Tak for velkomst og svar. Jeg har været her før som anonym, da jeg ikke havde forstået Navn/URL. Vi
skrev om bogen "Sidste udvej".
Jeg kender din enestående blog.
Jeg er enig i dit "link" og her i
dine sidste to afsnit!
Jeg ville vældig gerne høre din mening om Days with my Father. Jeg
er glad for at jeg spurgte dig.
Venlig hilsen til dig.

tosommerfugle sagde ...

Deborah, det som vækker mest "uro" i Schweiz omkring uegennyttig hjælp til selvmord er "sjovt nok" selvmordsturismen. Hvis det "kun" var deres egne dødstrængende, ville omfanget være noget mere begrænset. Men det kan give travlhed ved klinikken med mange udlændinge, der "flygter" fra deres hjemlandes kantede love.

Det ser dog ud til at der kan ske noget i Tyskland, der ikke har specifikke love mod hjælp til selvmord. Gennem sin særdeles offentlig udnyttelse af paragrafferne kan Roger Kusch yde hjælp, og skubbe til debatten. Der er dog risiko for en "Lex Kusch".

tosommerfugle sagde ...

Søren: Nåh sådan. :-) Jeg kan lige supplere med at Navn/URL ikke kræver en URL, hvis du da ikke ligefrem er ude efter at gøre reklame for "Hjemmet". Jeg har valgt at gøre det med kommentarer så åbent som muligt, bortset fra at jeg er inde over for at godkende. Jeg tror at det virker godt til at holde spam og anden støj væk.

I øvrigt kan jeg godt lide den slags grænsetilfælde som det fra Days with My Father. Hvor der netop ikke handler om en "nem" vurdering, men at fokus bliver respekten for mennesket og dets valg.

Anonym sagde ...

Bestemt ingen reklame fra min side.
Der lå blot et ugeblad, som jeg så
brugte for ikke at være anonym.
Din godkendelse er bestemt på sin plads. Vh prøver uden URL

tosommerfugle sagde ...

Jeg havde luret at URL'en var for at have et eller andet i feltet, og mistænkte det ikke for at være i reklame-hensigt :-) Pointen var bare det med at det også fungerer med navn, men uden URL.

søren sagde ...

Hej igen to sommerfugle. Det fungerer ikke uden en URL adresse.
Enhver kan jo kalde sig Søren. På
den måde ville du ikke vide, hvem det var. Min sidste henvendelse uden URL blev jo også til anonym.
Jeg sender dette med ny URL som jeg kan benytte fremover. Undskyld
for al ulejlighed-:)

tosommerfugle sagde ...

For en sikkerheds skyld afprøvede jeg med både Firefox og IE at der ikke er noget teknisk til hinder for at nøjes med navn, og altså undlade URL.

Det er jo rigtigt at der ikke er nogen form for sikkerhed omkring hvem der skriver hvad i navnet. Det gælder både med og uden URL, hvem som helst kan jo sætte en vilkårlig URL på, når Navn/URL bruges. Jeg har ikke oplevet dette som et problem, så derfor har jeg valgt denne meget frie form for identifikation på kommentarer. Jeg kunne også have valgt kun at tillade identifikation via Blogger eller OpenID, men det gør det sværere for "almindelige" Internet-brugere. Ikke fordi det er meget kompliceret at få sådan en ID, men jeg ved jo godt at der er rigtig mange som ikke lige føler for at gå i gang med det.

Og ingen grund til at undskylde :-)

Relevante kommentarer er da altid velkomne.

Logo sommerfugl