Fandt en udmærket artikel i Kristeligt Dagblads arkiv hvor en mand med alzheimers sygdom selv valgte hvordan han skulle dø. Hans kone gav ham ro til det, og har mange fornuftige ord. Uden mulighed for aktiv dødshjælp, "eutanasi", blev selvmord en nødvendig udvej. Her er afslutningen:
Hele artiklen: Politikerne og Det Etiske Råd er nogle bangebuksePolitikerne og Det Etiske Råd er nogle bangebukse. De tager stilling til andres død uden selv at have haft den inde på kroppen. Og de glemmer, at der er stor forskel på selvmord og at tage sit eget liv. Det, Ib gjorde, havde han nøje planlagt, og ingen kom til skade. det skete ikke i affekt, og den skelnen må man huske i debatten. I det hele taget bør vi i langt højere grad diskutere nuancerne omkring vores frivillige død, for jeg tror på, at stadig flere vil komme i en situation, hvor de faktisk overvejer selv at gøre en ende på livet. Og måske involvere andre i det, siger Linda Ahrenschneider.
Selv om de praktiske fakta og omstændigheder var meget anderledes, er der mange lighedspunkter med min historie.
Nyere opslag
Opslag
9 comments:
Har ikke lige tid for nuværende at læse dit skrevne, kære ? , men jeg har åbnet min blog igen, væsentligt grundet din hilsen ;-)
Skal nok læse dit seneste indlæg på egen blog senere.K.H. anjoe
Ja, det er en udmærket artikel. Dog forstår jeg ikke helt den der skelnen mellem 'at begå selvmord' og 'at tage sit eget liv'. Ved du, hvad forskellen skulle være der?
Jeg synes heller ikke det fremgik klart, men jeg tolker det i forlængelse af den foregående sammenligning med debatten om "aktiv dødshjælp". Ordene "mord" og "drab" bruges når det er strafbart. Det ses også når modstandere af aktiv dødshjælp bevidst vælger at bruge disse ord. Jeg opfatter ikke "aktiv dødshjælp" som en eufemisme, men som et forsøg på at skille væsensforskellige begreber ad. Desværre blev ordet "eutanasi" af nazi-regimet vinklet til at stå for 3. parts vurderinger af hvem ikke fortjener at leve.
Der kan være samme behov for en skelnen omkring ordet "selvmord", som har en solid negativ værdiladning fra den tid hvor samfundet og kirken reelt behandlede det som en forbrydelse, et mord.
Dialog om emnet ville blive nemmere hvis vort sprog klart adskilte affekt-selvmord og en velgennemtænk disponering over sit livs afslutning. Uden et ord for den sidste type bliver en debat præget af at hverken ord eller tanke kan rumme det fornuftige selvmord uden gentagne forklaringer og omskrivninger.
Altså forsøger hun at bruge "tage sit eget liv" når det ikke er noget der bør forhindres. Desværre er udtrykket en allerede etableret eufemisme for selvmord, så det bliver svært at indføre en sproglig skelnen. En sådan ville alligevel blive udvandet af affekt-selvmordere der ikke kunne overskue af at hjælp var en mulighed, og af omgivelser der vil tale pænt.
Jeg havde lignende sproglige overvejelser før jeg begyndte at skrive offentligt om sagen. Mit valg var at vedstå at vort sprog ikke har denne skelnen, og derfor bruge ordet "selvmord" under protest mod dets negative bagage.
Okay, tak for forklaringen - det giver meget god mening. Og jeg der troede, jeg havde forstand på sprog. ;)
Ord fortjener at blive kløvet :-)
Hold da op, det er vist første gang, jeg møder en, der ikke betragter det som noget negativt at være ordkløver. :D
Ord skal da ikke forblive lukkede bare fordi håndværket med at åbne for deres indre møder mistro ;-) Vi forstår ikke hinanden hvis vi ikke forstår at vi ikke forstår ordene på samme måde.
Nej, og vi forstår ikke engang nødvendigvis os selv, hvis vi ikke engang i mellem piller lidt i de ord, vi tager for givet og ser, hvad de dækker over. :)
Jep, og så kan der jo være brug for en pilfinger på de allermest følsomme steder, give slip og se hvad der sker. Med et knips kan verden ændre sig.
Send en kommentar