Forsoning

Efter et besøg hos Søren begik hans bror selvmord næste dag. Broderen virkede ellers glad og tilfreds, og Søren forsonede sig aldrig med at han nok havde overhørt et nødråb.

Jeg ved ikke mere om historien end dette, som jeg fandt i en artikel fra Baptistkirkens blad, men har alligevel (rent spekulativt) en anden tolkning. Det var ikke et nødråb, men en måde at tage afsked på. Broderen var glad og tilfreds, fordi det gav ro at have taget en beslutning, at vide at han snart ville forlade livet. Så jeg ser besøget som en usagt måde at vise at han var afklaret og i balance, at hans selvmord ikke blev besluttet og gennemført med kaos i psyken, at han var forsonet med tanken.

Før jeg bliver misforstået må jeg lige tilføje at jeg synes at sagen lyder som en hvor broderen med passende hjælp kunne være kommet videre i livet. Jeg tror blot ikke at det var et nødråb.

6 år senere ringede broderens søn til sin onkel, Søren, og spurgte om han havde tid. Svaret var nej, og nevøen begik selvmord. Tanken om igen at have overhørt et råb om hjælp blev til endnu en tung byrde for Søren. Heller ikke her synes jeg at fakta antyder at han har noget at bebrejde sig. Jeg forstår da godt tanken om at det kunne være gået anderledes hvis svaret havde været ja. Det er jo ganske almindeligt at bagklogskabens blændende skarpe lys viser en bedre vej. Men det gør det ikke dadelværdigt ikke at have tid.

Forsoning er en god ting, både med andre men især med sig selv. Det kan jeg tale med om.