Den lovpligtige lidelse

Når det nu skal være - hvordan vil du gerne dø?

Jeg tror at de flestes svar rummer noget med at det ikke bliver langtrukkent, og at have det i det mindste nogenlunde rimeligt indtil det sker. Og gerne med lejlighed til at nå at sige pænt farvel.

Desværre er virkeligheden ofte ganske anderledes. Rigtig mange har det dårligt i længere tid før den sidste glød slukkes. Et forløb med et krop i forfald, voksende mængder medicin og svindende evne til at tage vare på sig selv. Triste fakta.

Min morfars død var ikke af de værste. Han gik og klarede sig til hans lungekræft gav en indlæggelse. Som min bror observerede, blev han narkoman på sine gamle dage, i hospitalssengen døvedes bevidstheden og smerterne gennem 3 uger med morfin. Hans sidste behandling var med en ekstraordinært stor sprøjte. Meget stor. Ros til den læge som ordinerede denne aktive dødshjælp (eutanasi), også før loven blev ændret til klart at tillade at afkorte liv med smertelindring som undskyldning (når det blot ikke siges ligeud). Dengang talte man ikke om sådan noget.

Hans kone holdt mange år yderligere, og fik de sidste års svækkelse på et plejehjem. Hun ventede længe bare på at dø; sagde det selv. Hendes anden datter gjorde i årevis en stor indsats for at hjælpe. Supplerede til sidst dagligt plejehjemmets tilbud, i en lang periode. Hendes børn måtte være tålmodige. Desværre havde min mormor ikke en diagnose som gav mulighed for at få sat et punktum - og hendes hjerte var alt for holdbart. Et par år mindre havde været bedre for alle, især hende selv - også selv om 90 års fødselsdagen gik så nogenlunde.

Hun var opdraget med en kristen moral som ikke gav hende mulighed for klart at sige "nu", gøre noget for det, slet ikke bede nogen om det. Hvis det havde været muligt, havde det været en god ting for hende at kunne vælge dagen. Hun havde levet længe nok, og fortjente ikke elendigheden.

Desværre er vort samfunds "orden" stadig ganske urealistisk omkring døden. Der er en udpræget berøringsangst omkring formelt at acceptere den dog ret udbredte forståelse for at døden ikke altid er det værste. Vi har regler der gør det kriminelt at hjælpe en klog gammel som bønligt ønsker "lad mig dø". Vi har en retspraksis der påbyder at umyndiggøre nogen som tager sagen i egen hånd. Vi har et samfund hvor lægerne får til opgave at klare fysiske smerter, og engang imellem diskret at forkorte dødslejet lidt. Vi umyndiggør svækkede mennesker, som ikke får lov til at tage ansvaret for deres værdighed.

Hvis jeg bliver syg med en diagnose der ikke giver plads til et rimeligt håb, må jeg skynde mig at begå selvmord. Ellers kan jeg risikere at nå at blive så svag at jeg bliver umyndiggjort, og frataget ansvaret for mig selv. Denne beslutning kan forkorte mit liv væsentligt, også selv om jeg kunne have levet videre i et godt stykke tid. Men i givet fald ville jeg være nødt til at stole på at kunne få den sidste nødvendige hjælp når jeg selv bad om det, uden skrupler. Måske en blid overdosis.

I det mindste har vi fået et livstestamente så der ikke behøves våben for at jage lægerne væk fra en som ikke vil behandles. Når behandlingen omfatter drop med næring (det er ikke sjældent), vil det sige at den syge skal dø af sult og tørst. Det kan tage et par uger eller mere. Uf.

Det kunne ikke falde mig ind at blive jæger, men det kunne være at jeg skulle tage jagttegn alligevel. Så kan jeg få lov til at have et haglgevær stående klar. Det er godt nok synd for dem der skal rydde op efter mig, og jeg får næppe lov til at havde det liggende på hospitalet. Så dér skal jeg ikke dø, hvis..............

Se også:

Hvis jeg bliver dement som gammel ...

Den tunge ældrebyrde?

Politikerne og Det Etiske Råd er nogle bangebukse