Den Nordjydske lokalkreds af Landsforeningen for efterladte efter selvmord har haft en caféaften med afsæt i samtale om "min" retssag. Næstformanden, præst og psykoterapeut Hanne Svensmark har samlet nogle af tankerne i en side omkring skyldfølelser og tabuer, "Tanker efter en retssag" (eller på foreningens hjemmeside "Tanker efter et cafémøde").
Flere af os har tænkt tanken, at hvis han var blevet dømt, hvad så med os? De af os der levede år eller måneder med frygten for hvornår det mon skete?
...
Hvis denne mand var blevet dømt, hvor omfattende havde konsekvenserne så været. Burde vi og de der professionelt så til vore kære, så ikke også have været stillet for en domstol.
Jeg tror at jeg har haft det "nemt" sammenlignet med mange efterladte, som efter en hård kamp for at hjælpe bliver chokerede over at finde en af deres nærmeste død. Uden farvel, uden afklaring, helt alene. Resultatet bliver ofte følelser af skyld, skam og forladthed.
Derfor har jeg også valgt at være lidt forsigtig i forhold til foreningen. Tanken om at et selvmord kan være en god løsning kan være svær at kapere, især for nogen der sidder med en dyb overbevisning om at det var hjælp der skulle til, og smerten over at det blev for sent. Jeg ville føle mig som en fremmed i en gruppe af skyldbetyngede sørgende. (Tilføjelse: Billedet med "skyldbetyngede sørgende" er ikke ment som beskrivende for foreningen - mere et mindre vellykket ordbillede på at min følelsesmæssige situation har været helt anderledes end når et råb-om-hjælp selvmord bliver en afslutning).På den anden side tror jeg på at der også er andre tilfælde hvor tanken om at få en ende på livet kan have været en befrielse fra et ubærligt liv, at de sidste timer har været med ro og afklaring.
Jeg er ikke efterladt efter selvmord. Vi sagde farvel da vore veje måtte skilles. Hun var lettet over at kunne få fred, og bad mig om at gå ud og nyde det liv som vi gerne ville have haft sammen.
Indlæg
2 kommentarer:
Uanset så er det vel svært at være den der står tilbage. Jeg har dyb respekt for jeres beslutning og intet kunne være mere rigtigt, men er det ikke svært at være den efterladte? Der må jo være et kæmpesavn eller er du helt afklaret med at det skulle være sådan?
Knus Jane
Jeg er helt afklaret med at der var brug for at vi tog afsked - savnet var mens hun levede endnu, mens vi begge kunne se hvordan hun kæmpede for mindre og mindre lyspunkter. Der havde vi et fælles stort savn efter det gode liv. Når det ikke kunne lade sig gøre, var det med Céline Dions ord:
Fly away, the time is right
Go now, find the light
På den anden side vil jeg ikke nogen sinde med ro kunne sige at vi gjorde det rigtige mens jeg støttede hendes kamp for at få det godt igen. Det må jeg jo så blot lade ligge, andet nytter ikke.
Send en kommentar