Anonym eller offentlig eller hemmelig

Jeg har valgt at fremstå uden at være klart identificerbar, undgår at være en offentlig synlig person. Det jeg vil sige her kræver ikke fokus på min person og baggrund. På den anden side prøver jeg heller ikke at gøre det til en mørk hemmelighed. De fleste som jeg har kontakt med ved det godt, en del andre vil kunne genkende mig/os, hvis de ser lidt efter. Ellers kræver det heller ikke noget større detektivarbejde at finde frem til min identitet.

Det passer mig såmænd meget godt at være halv-anonym, uden at blive til "det var jo ham". Derfor har jeg sagt nej til kameraerne fra TV og aviserne, men har dog gået med til billeder hvor jeg ikke er genkendelig, og fornavn. Det gælder også søndag den 9. september, hvor jeg har ladet mig interviewe til Jyllands-Posten. Jeg valgte at være ret åben, og give journalisten lov til at spørge om hvad hun havde lyst til, men også lade hende vide hvor grænsen gik for hvad der skulle skrives om. Det er sådan set samme grænse som jeg sætter når jeg selv skriver her.

Hvad ville risikoen være ved at lade min identitet være offentlig kendt. Ikke ret meget, og jeg kan godt svare for mig hvis der skulle være en enkelt som ville kritisere eller fordømme mig. Jeg er ikke sart. Efterhånden er det da også blevet klart at mit standpunkt har vakt sympati og respekt. Det kunne jeg også mærke da jeg blev afhørt af politiet og i retten. Og jeg kunne gå igen uden at være blevet krænket med en symbolsk dom.

Jeg har det blot mere rart med at ikke behøve at spekulere på hvem der genkender mig. Da der var mest mediefokus på, var det dog lidt sjovt at gå på gaden, og vide at en stor del af dem jeg passerede havde hørt det. Og da jeg stod på Københavns Rådhusplads nogle timer efter frifindelsen kunne jeg ikke helt lade være med at skæve til lysavisen, men dog uden at finde min sag dér.

Egentlig havde jeg ikke tænkt så meget over min offentlige fremtræden (eller ej), før en journalist fra Ekstra Bladet ringede. Jeg tror at de fleste kan følge mig i at det er noget der maner til forsigtighed, men efter at spørgsmålet fik nogle sekunder i tankekværnen fandt jeg ud af at det hverken var offentlighed eller hemmelighed at jeg søgte. For anonymitet er jo noget helt andet. Dette "slør" giver mig plads til at det mere handler om mine synspunkter end om mig.

Se også:

• 300 indlæg - og en skabslåge
• Et kik ind i min stue