Skulle jeg have valgt den enklere udvej at holde sandheden hemmelig? Uden beviser på andet, tror jeg ikke at politiet havde været meget skeptiske. Mine første svar til patruljebetjentene var i den undvigende retning. På politigården havde de en længere snak før jeg blev afhørt. Det var en god pause, som ikke blev brugt på at planlægge en historie. Nogle ting faldt på plads - sandheden var ikke noget skamfuldt, ikke noget der skulle dølges.
Der gik et stykke tid før jeg helt fandt ud af hvorfor det var så vigtigt. Det handler om stoldhed og værdighed. Som par udlevede vi nogle idealer for hvordan vi følte at to mennesker skulle kunne have sammen. Det følte vi at vi kunne være stolte af. Det fortsatte vi med, også når det gode liv smuldrede. Jeg har det godt med at have støttet og elsket hende lige til det allersidste.
Den skulle ikke gemmes bag en løgn, der ville få det til at se ud som en ynkelig afslutning. Derfor var sandheden uomgængelig. En eventuel straf havde betydet mindre sammenlignet med at leve med at have fornægtet vilkårene for at have gjort det rigtige.
Nyere opslag
Opslag
4 comments:
Jeg forstår meget godt tanken om en værdig tilværelse og en værdig afslutning som et bedre alternativ end en uværdig tilværelse.
Alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke, at det et eller andet sted er uværdigt, at mennesker skal være så afhængige af deres værdighed, at de føler, det er bedre at dø end at miste den.
Jeg er sikker på, at din kæreste var forpint til sidst. Og der ligger ingen bebrejdelse i mit udsagn, kun et dybfølt ønske om, at det engang i fremtiden kunne blive sådan, at værdighed og stolthed ikke var så vigtigt, at tabet af disse føles værre end døden.
Hvis det hovedsagelig var et spørgsmål om stolthed/værdighed kontra døden, kan jeg godt se at kæden hopper lidt af.
Beslutningen var primært baseret på at livet blev mere og mere uudholdeligt. Det vil sige at døden var at foretrække frem for et liv hvor næsten alt det gode var væk, og i stedet præget af lidelser.
Når livet alligevel reelt var slut, gav det mening med et værdigt farvel, i stedet for at se frem til et langtrukkent ynk som grønsag.
Hvem ville have gavn af det? Højst nogen som tror at ingen pris er for høj for at hjertet skal slå videre.
På den måde kan jeg godt se, det giver mening. Måske misforstod jeg dit indlæg? Betragtningen var nok også mere generel end som så. Jeg har hørt fra mange, der går ned med flaget (og kender det fra mig selv), at følelsen af at miste sin værdighed er noget af det værste.
Men ja - jeg tror som sagt, at din kæreste har været meget forpint, selvom jeg jo kun kender ganske lidt til jeres historie ved at læse med her. Jeg håber i øvrigt du fortsætter. Det er meget tankevækkende læsning, og jeg tror, det er sundt for os andre at få mulighed for at reflektere over de her ting :)
Det er nok også fordi jeg "blander" værdighed omkring liv og død sammen. Det hænger sammen med at jeg ser døden som en del af livet, og holder på at værdighed er vigtig hele vejen.
Faktisk synes jeg at det er helt rigtigt når tabet af grundlæggende værdighed er noget af det værste. I en krisesituation vil det dog oftest være rimeligt at tilsidesætte værdigheden midlertidigt, når der er grund til at tro på at livet kan få et godt indhold igen. Der kan være brug for at gribe ind.
Når livet kun kan forventes at blive værre og værre ser jeg ingen gode grunde til at give slip på den grundlæggende værdighed. Dermed ville der ikke være andet end elendighed tilbage. Jeg vil ikke kræve dette af nogen, ikke tvinge nogen til at resten af livet bliver uværdigt. Det ville være umenneskeligt.
Og jeg har tænkt mig at fortsætte her med dette emne så længe jeg føler jeg har noget vigtigt på hjerte - det er jo noget som jeg selv har reflekteret meget over :-)
Send en kommentar