Sindslidende?

Når medierne har skrevet om sagen, har de jo haft brug for at sætte ord på hvorfor hun havde det så dårligt. I første omgang medførte en misforståelse at historien var at hun havde kræft. Det er jo velkendt og derfor let forståeligt. Men altså ikke rigtigt.

Det startede med en angst, der udviklede sig til en svær panikangst. Det er nærmest umuligt rigtig at forklare det til nogen som ikke har oplevet det på nærmeste hold, men det er meget. En sammenligning som jeg har set engang er at være bundet mens en brølende løve angriber. Men løven er der ikke, "kun" reaktionerne i krop og sind. Totalt.

Jeg vil ikke udpensle hvad der skete med indlæggelse, behandling og medicin, for jeg har ikke lyst til at være en bitter mand. Blot at det ikke var angsten der knækkede hende, medicinens virkninger på nervesystemet var værre.

Det er forståeligt at medierne brugte etiketten sindslidende. Men jeg synes på en måde også at det er unfair, både overfor hende, og for hvad jeg ellers forstår ved at være "sindslidende". Jo, når hun havde et angstanfald, men så kom hun ikke i nærheden af at tænke på noget, der kunne være farligt for hende. Derudover var hun fornuftig og klart tænkende. Samtidig var hun en stolt og værdig kvinde, der nok vidste hvad hun ville og ikke ville. Og der er jo ikke pligt til at tage imod den behandling som det psykiatriske system har at byde på. Heldigvis.

Når jeg reagerer imod etiketten "sindslidende" er det nok mest fordi det giver et billede af en person som ikke er i stand til at tage vare på sig selv, sådan at der er brug for at andre tager over. Det dækker ikke her. Hun var helt klar over hvordan det stod til, og hvilke erfaringer som var basis for at fravælge psykiatrien. Jeg forstod hende, og værdsatte hende hele tiden som hun var, i samtlige ca. 2546 dage vi nåede at kende hinanden.

Jeg hørte et interview med formanden for Landsforeningen Sind. Han kendte ikke den konkrete sags omstændigheder, så den var han omhyggelig med ikke at bedømme. Derfor kom interviewet mest til at handle om det med accept af selvmordstanker, set i forhold til sindslidende. Der var hans synspunkt helt klart, under ingen omstændigheder at have forståelse for sådanne tanker, aldrig påtage sig det ansvar at vurdere selvmord som fornuft. Og det har jeg fuld forståelse for.

Med hans basis, og især hans ukendskab til det konkrete, er det et rimeligt standpunkt at der altid skal gribes ind. For her taler vi jo om personer som typisk ikke er i stand til at tage vare på sig selv, ikke bære ansvaret for sit liv. Et dybt depressions hul er ikke en god grund til at begå selvmord, heller ikke når der måske ikke kan ses andre muligheder dernede fra. Her er det rigtigt at gribe ind.

Ingelise var et fornuftsbetonet menneske, der benyttede sig af sin ret til at vælge til og fra. Vi snakkede meget om tingene, og i mange tilfælde var jeg med til at hun nåede frem til en anden konklusion end hun var nået frem til alene. Det var når jeg kunne bidrage med tanker som jeg også selv kunne stå inde for. Så var hun villig til at lytte og ændre mening. Og jeg ville ikke prøve at være uoprigtig for at overtale hende til noget som ingen af os troede på. Det ville give en kløft mellem os, og ikke ændre hendes mening.

Se også:

• Selvmord blandt socialt udsatte, nej, udstødte
• Lykkepiller mod selvmord?