Den ubekvemme sandhed

En af de faste vendinger i pressen har været "en højst usædvanlig sag". Der kunne ikke findes en rigtig tilsvarende sag, som kunne siges at have dannet retspraksis. Uden præcedens. Var sagen virkelig uden fortilfælde?

Nej, tror jeg. Danmark har i gennemsnit ca. to selvmord om dagen. Langt de fleste sker givet uden at omgivelserne ved noget. Men der må være andre tilfælde hvor kærlige pårørende lader det ske, og ikke siger så meget når en menneskelig politiassistent lader være med at bore i det.

Med andre ord, de får lov til at lyve. Sagen henlægges, der tales ikke mere om det. Tys-tys. Som om der var noget at skamme sig over. Jeg syntes ikke at det skulle være sådan, lod være med at lyve. Holder blot på at jeg gjorde det rigtige.

Sagen kom for retten, og der lagdes op til et rap over fingrene. Jeg modsagde ikke anklageskriftet, men krævede frifindelse. Jeg vil ikke kaldes kriminel. Forsvarede mig med store ord om kærlighed, følelser, etik og et ubærligt liv.

Jeg var reelt både anklaget og vidne samtidig. Hele sagen var baseret på min egen forklaring, som ingen prøvede at rokke ved.

Dommerne valgte at lægge stor vægt på den del af min forklaring der gik på at jeg ikke vidste om hun alligevel blot fik en nats søvn. Dermed var bevisførelsen ikke sikker nok, så de kunne lade mig gå fri. Og sagen blev ikke anket.

Det glæder mig da at jeg slap for at blive erklæret kriminel. Men er jeg tilfreds? Ikke helt.

Afgørelsen påvirker ikke retspraksis. Andre der måtte komme i en tilsvarende situation må fortsat regne med at blive stillet for retten. De vil blive dømt hvis retten finder det bevist at de vidste at det var ved at ske. Det er altså stadig kriminelt at gøre det rigtige.

Dommen kan måske alligevel ses som et signal til politiet om at de ikke behøver slæbe pårørende for en dommer med mindre der slet ingen tvivl er. Og et signal til pårørende om at de gerne må hjælpe politiet med at henlægge sagen i stilhed. En skamfuld stilhed. Tys-tys.

Hvis nogen kommer i en lignende situation, må mit råd være at være stolte over at kunne støtte, og over at få sagt pænt farvel. Skam dig ikke. Desværre må jeg også tilråde at lyve. Vort samfund foretrækker illusionen frem for sandheden.