Jeg ved ikke om statsadvokaten anker dommen. Da anklageren var på TV Avisen var han meget omhyggelig med at fralægge sig enhver holdning til spørgsmålet. Det har han min forståelse for, og det er heller ikke hans job.
At stå med dommen i hånden gav mig anledning til at tænke over det at blive anklaget. Som jeg startede denne blog med, var jeg forarget over at blive betragtet som strafbar når jeg havde gjort det rigtige. Var det bedre at have løjet, og ladet politiet henlægge en sag hvor de ikke kunne bevise ret meget? Det havde været nemmere, og jeg har fuld forståelse for dem som vælger at holde lav profil om deres nærmestes farvel til livet. Men der er ikke noget at skamme sig over. Tværtimod er jeg stolt over at have kunne støtte min kæreste, også når det blev allersværest.
Så jeg var forarget. Jeg valgte at tro på at den dømmende magt havde sans for hvad der er rigtigt. Og retten fandt en udvej for at frifinde mig. Det var ingen triumf, men jeg var da glad for ikke at blive erklæret kriminel.
Når jeg har fulgt mediedækningen, og markeret mig hvor jeg på Internet har set at der har været debat, kan jeg se at langt de fleste er enige med mig, selv om det da kan være en svær tanke at kapere, og have en afklaret holdning til. Det glæder mig at folket er på min side.
Her kan jeg nøjes med ét ord som svar: Tak
Til gengæld må jeg bruge lidt flere ord på den modstand som jeg har set.
En holdning om at jeg ikke kunne tillade mig at acceptere hendes beslutning, ser jeg mest som et udtryk for at de næppe har forstået hvor velbegrundet den var. Det er jo også svært for mange at forstå at den ultimative kærlighedserklæring kan være at give slip.
Nogle har også leget dommere og udlagt straffeloven sådan at de mente at jeg skulle dømmes. Det er mest markant synligt i en artikel i Jyllands-Posten, der tager dommen op til kritisk vurdering: "Selvmord bag lukkede døre lovligt". Uden at forholde sig specifikt til den konkrete sag, finder regeringspartiernes retsordførere, Birthe Rønn Hornbæk og Tom Behnke det i orden at bruge straffelovens § 253 her. Min reaktion på denne tankegang er at den reducerer den dømmende magt til at være administrator af loven, uden at have fokus på hvad der er rigtigt og forkert. Det støder mit retsind.
Samme dag havde Jyllands-Posten også en pro/kontra artikel: "Et spørgsmål om aktiv dødshjælp". Umiddelbart var jeg jo ikke så glad for at det skulle kaldes for "aktiv dødshjælp", men da jeg havde læst færdig, syntes jeg at det var et godt indlæg i debatten.
Pro-siden var Unni Bille-Brahe, der på fornuftig og menneskelig vis argumenterede for at jeg havde handlet rigtigt. Kontra-siden var Mickey Gjerris, der vurderede at jeg var i en gråzone imellem etik og lov. Jeg kunne (i den omgang) have hindret et dødsfald. Derfor mener han at jeg har overtrådt loven. Men han synes ikke at det er forkert at jeg blev frikendt.
Dommerne har skønnet, at det var nødvendigt i denne sag. Så længe vi opretholder en lov, der siger, at vi ikke må tage menneskeliv, vil det alligevel ske engang imellem, og så kan vi som samfund efterfølgende afprøve, om vi var enige i det eller ej. Vi har muligheden for at yde aktiv dødshjælp og så blive retsforfulgt og eventuelt frikendt. Det synes jeg er fint. Hele fidusen er, at vi ikke skal lovliggøre det, for så flytter vi bare gråzonen.
Dejligt med et nuanceret indlæg, der går ind for at den dømmende magt kan tage stilling til rigtigt og forkert. Jeg var også lidt overrasket, for min oplevelse har ikke været at retsvæsenet har afsagt domme på et etisk grundlag. Men det kan jo være fordi jeg ikke følger med i retspraksis.
Han har modereret min forargelse over at blive anklaget.
Se også:
Nyere opslag
Opslag
0 comments:
Send en kommentar