Logo sommerfugl

lørdag den 30. maj 2009

David Woods fik ikke fri fra dårligt liv

December 2006. Den 56-årige David Woods forsøgte selvmord, endnu en gang. En stor overdosis smertestillende piller. Det var ikke lykkedes at skære halsen over med en sløv brødkniv, eller drukne sig i badekarret. Pillerne var farligere. Uden at være helt død blev han kørt på hospitalet. Leveren var ødelagt. Han ville dø i løbet af et døgn, med mindre han straks fik en levertransplantation.

Siden teenage-årene havde David diagnosen bipolær affektiv sindslidelse (også kaldet maniodepressiv sindslidelse). Ved selvmordsforsøgene var han nedbrudt af mange års lidelser med depressioner. De sidste 18 år var livet hans eget lille private helvede. Han havde fået nok. Psykiatriens behandlingsforsøg gav ham ikke et udholdeligt liv.

Nadine Woods, med sin lidende far, David Woods

David forsøgte at begå selvmord med Co-codamol, et blandingspræparat med paracetamol og kodein. På det danske marked sælges tilsvarende midler på recept under navne som Fortamol, Kodipar og Pinex Comp. Set i forhold til selvmord, svarer det til Panodil, med den paracetamol der i overdosis ødelægger leveren. Jeg forestiller mig dog at kodeinen sløver nok til at smerterne ikke opleves helt så meget.

Addenbrooke's Hospital, Cambridge, fik lægerne i hast arrangeret en levertransplantation, også selv om de vidste at der var hjerneskader. Det lykkedes at holde David Woods i live, men i coma de næste 6 uger. Hjerneskaderne var alvorlige. Efterhånden begyndte han at huske, hvad der var sket, og at han havde fået det 10 gange værre.

Ude af stand til de daglige gøremål blev han i februar 2009 overført til et dyrt specialplejehjem. Er meget vred og frustreret. Han har det ad helvede til, og er nærmest manisk omkring at få stoppet sit elendige liv. Men det får han ikke lov til. Det skal personalet nok sørge for.

Da Davids tre børn hørte om selvmordsforsøget, hastede de til hospitalet. David var allerede på operationsbordet. De fik ingen chance for at blive spurgt, og kunne ikke forstå hvorfor lægerne absolut skulle operere en som hellere ville dø. At det var spild, når en anden fra den lange venteliste snarere kunne have haft glæde af en transplanteret lever. Margo, hans eks-kone, er ligeså uforstående; David havde jo fået nok af sin dårlige tilværelse.

Hospitalet forsvarede sig med at de havde kontaktet en psykiater, som mente at David havde en god livskvalitet. Det synes at være ret løsrevet fra en reel vurdering af hans livssituation. Andre læger undrer sig over de vurderinger der er sket. At familien ikke blev spurgt. Det ville være noget andet med en teenager.

Den ældste af hans døtre, Nadine Woods, står nu frem i medierne. Hun er vred over at lægerne gennemførte operationen uden at have fået tilladelse fra patient eller familien. Hun ønskede ikke at miste sin far, men hun ønskede heller ikke at han skulle holdes fast i livet. Uden at være helt realistisk tænker hun på at rejse til Schweiz med ham, for at han via Dignitas kunne få hjælp til at dø. Det ville være det bedste hun kunne gøre for ham.

En ulykkelig sag, der ikke helt kan siges at hænge på entydige procedure-fejl i behandlingssystemet. Det mest tvivlsomme må være psykiaterens anbefaling om at operere. Det havde være bedre at kontakte familien. Meget bedre. Nogle måneder efter selvmordsforsøget blev der i øvrigt indført en lov, som kunne have givet ham chancen for at afvise behandling via et livstestamente. For sent, desværre.

Et menneske lever nu et elendigt liv, hvor han helt klart hellere ville dø. Og familien er nødvendigvis også involverede, og ramt af den fastlåste situation. Den manglende respekt for ønsket om at dø. Stakkels David Woods. Stakkels familie.

David Woods, med datteren Nadine



2 comments:

harning sagde ...

Så meget unødig lidelse! For David Woods, for hans familie, for den person som nu måske er død fordi David fik hans organ, for den avlidenes familie som nu må leve med savnet og sorgen i et vakuum af meningsløshed.

Og hvor ville jeg gerne have en tilbundsgående forklaring på hvorledes den kolnsulterede psykiater begrundede sit gæt om at David havde en god livskvalitet.

tosommerfugle sagde ...

Meningsløsheden er netop det gennemgående aspekt. Det fastgroede mantra om at livet er helligt resulterer i fremførte synspunkter om at det behandlingsmæssigt altid er det rigtige at gå ud fra at der skal "reddes liv". Derved løsrives behandlerne fra at tage ansvar for at tage stilling. Et administrativt system der villigt uddeler næser hvis nogen "får lov" til at dø, men ikke giver tilsvarende næser når det var et overgreb at holde i live.

Jeg forestiller mig at den sære psykiatriske vurdering kunne bunde i tre punkter. For det første psykiatriens selvforståelse om at den løser sin opgave om at hjælpe, ved at uddele medicin som ofte ikke hjælper - måske tværtimod. For det andet frygten for en offentlig røffel for ikke at anbefale operation. For det tredie simpel uvidenhed, det er jo langt fra sikkert at den "tilfældigvis" konsulterede psykater selv kendte David.

Det må i øvrigt heller ikke være sjovt for plejehjemmets personale, der arbejdsmæssigt er forpligtet til at sørge for at David Wood ikke få chancen for at gøre alvor af at tage sit liv. Ikke at måtte/kunne hjælpe, men tværtimod skal agere "fangevogtere".

Et andet aspekt er forresten at forkæmpere organdonation frygter at historien kan føre til at færre giver forhåndstilladelse til "genbrug" af organer som de selv ikke længere kan bruge.

Logo sommerfugl