Et notat fra Sundhedsstyrelsen peger på at Landspatientregistrets statistik over selvmordsforsøg er stærkt misvisende. Problemet er sager med teenagere som indlægges og behandles efter at have proppet sig med hovedpinepiller. Disse bliver meget ofte blot registreret som "medicinsk forgiftning" og ikke som selvmordsforsøg.
Urban: Selvmordsforsøg registreres ikke
Konkret har Sundhedstyrelsen taget fat i indlæggelser efter forgiftning med overdosis af paracetamol (Panodil, Pinex, Pamol og lignende) eller acetylsalicylsyre (Aspirin, Magnyl, Kodimagnyl og lignende). Blandt 12-20 årige piger var der 701 af disse tilfælde i 2006, mens der blev kun registreret 239 selvmordsforsøg med smertestillende medicin. De tilsvarende tal for 1996 er 221 og 114.
Stigningen i selvmordsforsøg ser altså ud til at være væsentligt større udenfor statistikken. Det kan da tænkes at der er tilfælde hvor det reelt er et uheld, men jeg kan ikke tro at det er ret mange. Som overlæge Merete Nordentoft siger: "En pige på 15 år sluger ikke 20 panodiler ved en fejl". Merete har i mange år forsket i selvmord blandt hovedstadens unge og "panodil-piger".
Heldigvis er lægerne efterhånden så rutinerede i at genkende symptomer, og afgifte for Panodil i overdosis, at de for det meste kan nå at hindre alvorlige skader ved behandling på intensiv-afdelingen. Men hvis de kommer for sent, giver paracetamol konsekvenser som svære leverskader, og en død der er meget langsom og voldsomt smertefuld. Ingen bevidstløshed.
En uhyggeligt dårlig opskrift til at begå selvmord. Det ligner slet ikke forestillingen om at falde i søvn og ikke vågne igen; et nemt og hurtigt selvmord uden smerte, en sikker metode. Nej. Fakta er at en god human selvmordsmetode ikke er simpel, men kræver at gøre omhyggelige forberedelser. Vejledning er vigtig.
Urban: Eksperter kræver Panodil på recept
Til "normal" brug, f.eks. hovedpine efter at have slået hovedet, fungerer det heller ikke godt i praksis at skulle have en recept og på apoteket næste dag. Den sandsynlige reaktion ville være at sikre en ordentlig forsyning i medicinskabet, for at undgå alt det bøvl. Så står de lige klar til en som har ondt i livet, tænker på hvilken slags piller der skal til, hvordan dø, og har hørt noget om Panodil som selvmordsmetode. Han eller hun tror at hovedpinepiller kan klare smerten. Spørgsmålet bliver blot hvor mange piller man skal tage, for at det er en effektiv metode til at begå selvmord.
Men svaret på "hvordan begår man selvmord" er altså ikke hovedpinepiller!
Nyere opslag
Opslag
26 comments:
Det er jo som med forslagene om at stramme våbenloven op, for at forhindre selvmord og/eller ting som det, der nu er sket i Finland igen: den rene "symptombehandling". Symptombehandling har den fordel, at man kan gøre noget hér og nu, ikke først skal tænke sig så meget om. Det sidste kan man faktisk spare helt væk: Se, vi har jo gjort noget!
Det er jo vigigt, især for politikere, at fremstå som handlekrafige, og med korte pressevenlige budskaber. ;-)
Det er jo også så besværligt at grave dybere, og prøve at tage fat i årsagerne til ting der sker.
Latterlige hovsa regler og love har vi så rigeligt af - så selvfølgelig er det ikke nogen løsning.
Det er oplysning til gengæld. For en ting er at være en ulykkelig teenagere som vil ende sit liv eller måske "bare" råbe om hjælp - noget andet er at være en ulykkelig teenager med voldsomme smerter som dage senere ender med døden.
(og tænker, de dødsfald som så sker - er de ligesom forsøgene havnet udenfor statistikken med henvisning til medicinforgiftning eller død af leversvigt? )
(Jeg forestiller mig at ulysten til at forholde sig til mennesket bag de kliniske fakta ikke ændres hvis medicinforgiftningen fører til døden. Men jeg har ikke lige nogle tal at ekstrapolere fra).
Oplysning fra ydersiden af en pakke Panodil:
Overskrides den anbefalede dosis, kan der opstå livstruende forgiftning. Hvis der er mistanke om overdosering, bør De straks søge læge.
De ord egner sig til tanken: "Yeah, thats what I need. Det her er giftigt. Ned med dem!".
Indlægsseddelen har dog mere information om langsommelighed og ubehagelighed, dog uden at det får lov til at lyde alt for skræmmende.
Hvem læser indlægsseddelen?
Oplysning fra en intensivsygeplejerske .....
En pige, jeg modtog, som begik selvmord med Panodil:
[...] om den pige, jeg modtog for 16 år siden, som kom ind på sygehusafdelingen med diarré og ja meget dårlig. Man troede, det var en maveforgiftning, men senere fandt vi ud af, at hun havde taget Panodil. Hun havde ikke fortalt noget, så der var gået et par døgn, før hun blev indlagt. Pigen var under 20 år. Og hvad sker, når der er gået et par døgn? Leveren er ødelagt. Der er intet at stille op!
Jeg husker hendes hjerneskrig i afdelingen .... skærende gennemtrængende i hele afdelingen.
Pigen døde.
(jeg r her og læser, men er alt for berørt til at kommentere. Afmægtig er vel den følelse je sidder med.
Tabuer har fanden skabt.
Fanden findes ikke. Ero har vi selv skabt dem. Tabuerne. Og fanden.
Jeg ville så gerne kunne dæmpe den piges skrig.
Jeg er alt for berørt.
Men tak for jer, fordi i kæmper og taler og forholder jer.
Og knus(t))
"Hvem læser indlægseddelen?"
Ja,hvem i alverden gør det?
Så indlysende - at man tror det er løgn!
(Og til dig Silhuet, at magte, at læse - er stort!
Ligesom at magte, at sige sin mening om tabuer - er stort!
Og hvor ville jeg gerne kunne give dig fred - ved at hjælpe dig med at
".. dæmpe den piges skrig..." )
Silhuet, pigens skrig blev desværre først hørt da de var så skærende at de ikke længere kunne dæmpes. Nu skal de ikke dæmpes, men huskes og formidles. De skal ej heller glemmes.
Jeg giver med bloggen her et lille bidrag til at skrigets ekko stadig kan runge. Og jeg ser på mine statistikker at der allerede har været en besøgende på dette indlæg via at stille Google spørgsmålet "kan man dø af hovedpinepiller". Jeg har givet et svar, og håber at jeg også har gjort indtryk. At det huskes at det ikke er et "nemt selvmord". At skriget blev hørt.
Det under jeg hende, i det mindste.
For mig er det en hårrejsende historie. Helt bogstaveligt, mine hår rejser sig. Det gør de ikke ved en filmgyser.
Blidt vuggende kram!
Harning, så vidt jeg husker har der været en undersøgelse som viste at det er sjældent at indlægssedler læses. Og én der tænker på at tømme en dåse Panodil ned i maven gør det formodentligt endnu sjældnere.
Det kunne være at ordene om pigens hjerneskrig skulle trykkes som advarsel på pakningerne. Jeg tror næppe at en Panodil-søgende teenager er ligeså immun overfor advarsler som storrygere er.
Måske kunne vi reducere episoder som den Nanna fortæller om i en kommentar på blog indlægget Panodil-pigerne. Her er indledningen:
Hej alle sammen.
Jeg er en af mange "Panodil piger".
Torsdag aften klokken 23:30 indtog jeg 50 Pinex. Jeg sad ved mit skrivebord og var dybt ulykkelig, kan ikke lige forklarer over hvad. Men jeg var bare så ked af hvordan mit liv forgik, så jeg valgte den nemme udvej, nemlig PILLERNE! :'( Jeg var så bange da jeg havde taget dem, så jeg besluttede at skrive et brev til min mor.
Hun overlevede efter en barsk kamp på sygehuset. To uger senere kunne hun afslutte sin beretning med en smiley :D
To dage før juleaften spiste jeg 8 møllehjul/ 25mg metadontabletter og en håndfuld resolid, ca 14, plus et par ketoganer. Jeg undrer mig i dag over at jeg kunne overleve dette... Røg ikke på hospital, men derimod en tur til Ålborg langt ude på landet hos min far og gennemgik ren afrusning..
Jeg ved i dag jeg har stærkt behov for proff hjælp, jeg er samtidiget alkoholiker men har dog været ædru og alligevel denne forfærdelig prøvelse på selvmord... Nogen gode råd?????
Duddie
Jeg kunne forestille mig at en del af grunden til at du overlevede den "ret usunde" cocktail kunne være at du allerede har brugt nok af de midler til at være tilvænnet ...
Det lyder helt rigigt når du kan se ar du har stærkt behov for hjælp. Jeg har ikke den store "praktise erfaring" med systemet, men fandt en rimeligt udseende oversigt om akut krisehjælp hos Center for Selvmordsforskning. Dér er der nogle gode råd.
Mit indtryk er at du har mulighed for at "springe frem" i køen til psykologhjælp, når du konkret har forsøgt selvmord - men jeg har ikke styr på detaljerne.
Teenagere forgifter sig med panodiler
En Politiken-artikel ud fra Merete Nordentofts (fra Psykiatrisk Center Bispebjerg) kamp for at få myndighederne til at receptbelægge store pakninger, og Lægemiddelstyrelsens afvisning af denne form for regulering.
Advarselsmærkater har ikke haft den ønskede effekt, antallet af forgiftninger har været stærkt stigende. Teenagerne kommer dog oftest så hurtigt på hospitalet at de bliver afgiftede før de skades alvorligt.
Styrelsen vurderede også, at der var risiko for, at de unge ville misbruge andre og farligere lægemidler, og at det ville koste forbrugerne op mod en halv milliard, fordi de små pakker er dyrere.
Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) overvejer nu, hvordan informationen om pillerne skal gøres bedre, så kurven over forgiftninger knækker.
På kommentarsporet til en "mikrofonholder"-artikel til kampagnen om at få de store pakninger væk fra håndkøb (Flere teenagepiger forsøger selvmord med piller) så jeg at Dorte Nielsen, rådgiver og næstformand for PS Landsforening (Pårørende til Spiseforstyrrede), afviser at det handler om hvor store portioner piller, man kan købe i håndkøb.
Hun fortæller om unge, der er desperate og har brug for støtte. Selvmordsforsøg der kunne være undgået hvis det sociale- og behandlingssystemet tog dem alvorligt. Sårbare unge, hvor der ikke er risiko for at de skader andre end sig selv, hvorfor der ikke er mange som har interesse i at gøre noget. Der afsættes ikke penge til at tage dem alvorligt; så er det lettere at afvise dem som forkælede, nærtagende teenagere. Svigt så det gør noget.
Hun fortæller også ud fra sin egen situation i BT artiklen:
Datteren fik anoreksi – blev fejlbehandlet
TV2: Panodil-pigerne
På torsdag, den 26. februar, bringer TV 2 dok et program om at "to-tre unge piger forsøger hver dag at tage deres eget liv".
Selvmordsforsøg firedoblet
"TV 2 dok." sætter fokus på det alvorlige problem, der rammer flere og flere. Antallet af selvmordsforsøg blandt de helt unge er næsten firedoblet indenfor de seneste ti år. Langt de fleste er helt unge piger, som vælger det drastiske skridt som den eneste vej ud af fortvivlelsen.
14-årige Kristina blev fundet af sin mor, Charlotte som slet ikke var klar over, at hendes datter havde det så dårligt, at hun kunne finde på at forsøge at begå selvmord:
- Det var et chok. Der skulle gøres noget og handles nu, fortæller Kristinas mor og tilføjer:
- Jeg har været ked af det og har grædt. Hvad er det for noget - hun er jo kun 14 år?
Officielle tal snyder
Kristina er blevet en del af de officielle statistikker. Og "TV 2 dok." kan nu afsløre, at de officielle tal kun viser toppen af isbjerget. Langt de fleste piger, der sluger en overdosis smertestillende piller, ikke bliver indlagt og dermed registreret efter et selvmordsforsøg.
"TV 2 dok." følger Kristina og hendes forældre i de første svære døgn efter hendes selvmordsforsøg. De døgn, der afgør, om Kristinas krop har taget varig skade af pillerne.
Sygeplejerske på børneafdelingen på Sønderborg Sygehus, Ann Heuschkel, har fulgt den rystende udvikling på tæt hold:
- Før i tiden var vi rystede hver gang, vi fik en pige ind, der havde taget for mange Panodiler. Nu er det næsten blevet hverdag. Vi kalder dem simpelthen bare Panodil-piger, fortæller hun.
Hele familier kastes ud i kaos
Bag hvert selvmordsforsøg ligger en tragedie for den familie, det rammer. Oftest kommer det helt uventet for forældrene, der slet ikke havde set, at deres lille pige var kommet så langt ud. Pludselig står hele familien kastet ud i et kaos af skræk, afmagt og skam.
19-årige Josefine Aulum Andersen er en af de piger, der aldrig er kommet med i de officielle statistikker, selv om hun to gange har forsøgt at tage sit eget liv med smertestillende piller:
- Jeg har aldrig snakket med nogen om det bagefter. Det var en falliterklæring fra min side, hvis der var nogen, der skulle vide det, fordi hvis man prøver på sådan noget, så hører man til på den lukkede afdeling.
Nogen at snakke med, handler det om. Nogen med tålmodighed, der virkelig ønsker at lytte; ikke bare lader sig skubbe til side. Det er der brug for, også til unge. Selvmordsforsøg eller ej.
Live-blogging på TV2:
Josefine Andersen, der to gange har forsøgt selvmord, uden derfor at være med i de officielle statistikker.
Per Nøhr Jensen, ungdomspsykiater på Klinik for Selvmordstruede Børn og Unge.
Nu var jeg hen og læse på ham Per Nøhr Jensens tråd - en tv2-blog og en shrink, næsten for meget af det "gode", men altså alligevel - og jeg kom til at tænke på en lille anekdote, jeg hørte forleden (tror, det var Derrick Jensen, som jeg jo p.t. læser en del af, der fortæller den): Det er vinter, og lidt koldt udenfor. Fortælleren får besøg af en indianerven. Indianeren går hen og åbner husets samtlige døre og vinduer på vidt gab og skruer op for varmen for fulde gardiner. Fortælleren ser vantro på, og spørger så indianeren, hvad i al verden han har gang i. Indianeren svarer, at jo hurtigere det er overstået, jo bedre.
Og hvorfor kommer jeg til at tænke på denne lille anekdote, når jeg læser tråden på Per Nøhr Jensens blog? Tja...
... og når foråret kom, "se, det virkede"? Kunne også minde mig om en "handlekraftig" politiker ...
Haha, ja, sådan kunne man også tolke! Men meningen var nu en lidt anden. "Det" indianeren gerne ville få overstået så hurtigt som muligt, er vores civilisation. Ved at futte de naturlige ressourcer (såsom olie og kul), som den bygger på at ret så hensynsløst udnytte, endnu hurtigere af, end det sker i forvejen. Efter mottoet: hellere en ende med skræk end en skræk uden ende...
Der fandtes på et tidspunkt et interview med R.D. Laing på nettet - desværre forsvundet - under titlen: "Is Humanity Preparing for Species Suicide?" Jeg har ikke læst interviewet (eller transkriptet af det), men siden jeg kender lidt til Laing's tankegange, kan jeg livligt forestille mig, hvad han sagde i interviewet. Og jeg kan kun være enig.
Hvad pokker nytter det, at lave den ene undersøgelse efter den anden og den ene udsendelse efter den anden, hvad nytter det, at opfordre folk på stribevis til at gå til deres læge, finde krisecentre og støttegrupper og hvad har vi af tiltag, der - direkte eller indirekte - siger, at fejlen ligger hos individet, når "fejlen" ligger i den måde, vores samfund, vores civilisation grundlæggende ikke fungerer på??
Jo, det nytter selvfølgeligt, fordi det er udmærket godt egnet til at strø sand i øjnene på folk. Så de ikke ser elefanten.
Jeg fandt en stump R.D.Laing interview omkring species suicide:
How do you feel about the future?
We have achieved, in the last two or three generations, the capacity to kill ourselves. We are the only species we know that can do that. We've got to make up our minds about this. This is a crisis for the human species. We have biological weapons, nuclear weapons, and chemical weapons that can wipe us out - and all life-forms in the world - at the snap of a finger. We're very close to doing that. We need not do that. Are we going to do that?
Now we've got the capacity to do that, and capacity is sweet. Oppenheimer, when asked why he went for the hydrogen bomb, said "Well, it was so sweet, the capacity to do it was so sweet it was irresistible."
Can we resist species suicide? Whether we're good or evil, whether we're in power or not, are we going to keep this show on the road or not? If we want to, then we've got to put all our hearts and minds and souls into that project of survival.
Det er jo så mere fokuseret på risikoen for at menneskeheden udrydder sig selv gennem krig med maksimal våbenindsats. Den med at futte resourcer af tror jeg "blot" fører til at den teknologiske civilisation udvikler løsninger, når det rigtig strammer til. Ikke i god tid, men heller ikke at den bliver "overstået". Muligvis omvæltninger, og muligvis markant reduktion i hvor mange mennesker der er "plads" til. Men der skal anderledes voldsomme ting til for at konceptet med teknologi som løsning på "alle problemer" tilsidesættes.
Sagen er jo at "folk flest" helt klart oplever teknologiens fremdrift som noget kardinalt, dér hvor svarene er. Det demokratiske kasseapparat klinger!
Jo, men jeg ser ikke det, Laing tager op her, som en modsætning til det, der sker når vi ignorerer de samme grundlæggende årsager til f.eks. det fænomen, at flere og flere går med selvmordstanker.
Begge tendenser bunder i vores fremmedgjorthed fra naturen/den menneskelige natur. Og om det nu bliver det, at en eller anden trykker på en knap, der udløser en altødelæggende våbenmekanisme, om det bliver, at vi hen ad vejen ødelægger og opbruger samtlige for os livsnødvendige ressourcer, eller om vi, ved hjælp af mere og mere "behandling", ødelægger/dræber det menneskelige i os, uden nødvendigvis at dræbe vores kroppe, dvs. om menneskeheden går til grunde, fordi mennesket laves om til en slags cyborg, eller hvad man vil kalde det, eller om vi ender med en blanding af det ene og andet - og måske tredje med, det er nok mere et spørgsmål om, hvilken teknologi der vinder kapløbet, end om at grundlæggende forskellige ideologier skulle være drivkraft bag de forskellige muligheder.
Om vi ved hjælp af teknologien/videnskaben bekæmper, udnytter og misbruger naturen i form af f.eks. regnskoven, eller om vi gør det samme ved det fundamentalt menneskelige, er vist hip som hap. Mens det ene faktisk ikke er tænkeligt uden det andet. Liv er liv. Om det er et træ i regnskoven - eller hvor det måtte være - eller om det er et menneske.
Og det kan gøre det menneskelige, naturen, i os både dybt deprimeret og drive os også i nogle tilfælde ind i vanviddet, at bevidne vores egen selvmord på daglig basis. Især dem, der ikke har ord til at give på anden måde udtryk for deres, med Laing, sande selvs desperation (fordi elefanten i stuen ikke må nævnes).
Jeg tror simpelthen ikke på, at selvmord, især blandt unge, og især blandt dem, der har svært ved at formulere en konkret årsag, skyldes, at morfar er død i sidste uge, eller kammeraterne ikke accepterer én. Det kan være "triggere", men ikke årsagen.
Og nej, jeg tror heller ikke en meter på, at mere teknologi vil kunne redde andet, end måske vores biologiske eksistens som species. Og også dette kun måske. Mere og mere teknologi er som at sætte ræven til at vogte hønsene.
Nogle, som indianeren i den lille anekdote, ser jo en potentiel mulighed for et radikalt paradigmeskift i den teknologiske civilisations undergang. Det er derfor, de ønsker den hellere før end siden. Jeg tvivler.
Teknologien, og dens paradigme om at løse ét problem (eller et mindre sæt) af gangen er jo alligevel blevet til det vindende paradigme om hvordan mennesket ændre sig selv og sin verden. Og det er der ikke nogen naturlig ende på, antallet af "tilgængelige" problemstillinger stiger jo netop i takt med antallet af løsninger på de forrige.
Og derved er der ikke "plads" til en "konkurrerende" tankegang om at det centrale ikke er hvad teknologi og metoder kan virke på.
Det ses jo typisk her omkring unge og selvmord. Der er ikke noget sted i samfundsmaskinen hvor der er rum til at gøre spørgsmålet om "hvorfor" til noget vigtigere end "hvordan". Altså bliver fokus på at forhindre og fange, snarere end at undgå at den kommer derud.
Altså bliver det til en problemstilling hvad der skal gøres ved Panodilerne. Om der måske kommer et teknologisk fix med et middel som ikke ødelægger leveren ved overdosis. Det vil der være voldsomt mange penge i. Altså i at opretholde mantraet med at piller er vejen ud af at have det skidt, bortset fra når det afspejles i de "larmende" selvmordsstatistikker.
Jeg vil dog mene at en del af baggrunden også er at den med at hælde hovedpinepiller i sig er blevet til et kulturelt meme. At det ikke nødvendigvis altid betyder at de berørte unge har det sværere end i "gamle dage". Det må jo kaldes normalt at puberteten giver anledning til at komme et par gange ud i tovene. Og så giver det jo konsekvenser når det "man gør" er at æde en bøtte Panodil .....
Ny rekord i forgiftninger med Panodil
Hver gang, 10 timer er gået, bliver endnu en pige indlagt akut på hospitalet, fordi hun har slugt en livsfarlig dosis Panodiler eller andre hovedpinepiller.
Det viser endnu ikke offentliggjorte tal fra Landspatientregistret, som Sundhedsstyrelsen har trukket til Politiken.
...
»Advarselsmærkaterne og kampagnen fra 2004 har ikke virket, derfor er der ingen grund til at tro, at en ny informationskampagne vil gøre en reel forskel. Vi er ikke med på flere lappeløsninger og vil ikke spændes for den vogn«, siger Lotte Fonnesbæk, der er sundhedsfaglig direktør i Apotekerforeningen.
...
Teenagepigerne føler, at problemer med forældre, venner og i skolen tårner sig op, uden at de kan løse dem, siger en af landets førende eksperter i forebyggelse af selvmord, overlæge Merete Nordentoft fra Bispebjerg Hospital. Og når de sluger en overdosis, sker det langtfra altid efter lange overvejelser om, at de vil herfra:
Pigerne handler på en impuls. I halvdelen af tilfældene har pigen tænkt over det i under en time, inden hun sluger pillerne.
...
Livslinien vil ikke lægge navn til kampagne
Men for Livslinien handler problemet om mere og andet end bare piller. Derfor nægter de at lægge navn til en ny kampagne om, at piller er farlige i høje doser.
»Der er alene fokus på, hvordan vi skal fjerne metoderne, men ikke årsagerne til de unges mistrivsel«, lyder det fra Livsliniens formand Morten Thomsen, der foreslår, at der bliver nedsat et råd af eksperter, der skal komme med forslag til en national handlingsplan på området.
Flertal afviser recept på Panodiler
Regeringspartierne vil ikke gøre Panodilpiller receptpligtige, selv om forsøg fra udlandet viser, at det kan forhindre unges selvmord.
»Jeg tror ikke, det er løsningen. Jeg er fuldstændig med på, at det er tragisk, når et ungt menneske tager piller, men det løser ikke den grundlæggende problemstilling«, siger Vivi Kier, sundhedsordfører for de konservative.
...
Det er familiernes ansvar
Vivi Kier afviser at lovgive på området, da hun mener, at problemet skal findes i familierne.
For hende handler det om at turde snakke om problemerne.
»Det kan lyde barskt, at man altid skyder det tilbage på forældrene, men det er altså de nære familierelationer, hvor man skal sikre, at man får snakket med hinanden«, siger Vivi Kier. Hun fortsætter:
»Men vi skal til enhver tid forhindre, at unge mennesker føler, at de ikke har lyst til at leve og tage det dyrebareste af alt, deres eget liv«.
Derved er der ikke opbakning til hverken Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten som ellers er klar til at stramme lovgivningen og gøre store mængder smertestillende piller receptpligtige.
Hvorfor høre / læser man kun om teenager der forsøger selvmord med piller..
Jeg er nu 38 år og sidder for alvor at tage mit eget liv,, jeg er lykkelig gift og har 2 børn..
men jeg er blevet fyrret og det har drænet min/vores økonomi.. så nu kan jeg ikke se mig ud af det..
Sønnen skal konfimeres til foråret, men hvordan..?
Hilsen den ulykkelige 38årig mor/kone
Teenage selvmord er nok de mest spændende for de medier der hellere dyrker det overskuelige drama, end tage fat i det mindre enkle.
Rent praktisk tror jeg også at det mest er teenagere som forsøger sig med en så dårlig metode som panodil. Du har jo snarere undersøgt sagen, og (håber jeg da) her læst dig til hvor skrækindjagende langsom og smertefuld det er at dø af forgiftning med panodil.
Jeg vil - helt bogstaveligt - foreslå døden gennem sult og tørst, hvis nu det skal være. Ikke ligefrem sjovt, men alligevel en hel del bedre. Derudover har metoden den fordel at den kræver vedholdenhed, og giver gode muligheder for at omgivelserne får lejlighed til at pege på bedre udveje end at dø.
Du skriver om en økonomi som er brudt sammen. En svær situation, ja, og der kan blive brug for at give afkald på mere end rart er. Men jeg tror ikke på at du for alvor vil dø.
Hvad med at tage en snak med jeres børn om det? Høre om hvordan de reagere på tanken om at du begår selvmord. Jeg er helt overbevist om at de vil synes at det er en meget dårlig idé.
Jeg tror at du må tage fat i A-kasse, arbejdsformidlig og/eller kommunen. For noget skal der ske for at komme videre fra det ulykkelige hul som du sidder i. Selvmord er ikke nogen god løsning, og gør det blot endnu værre for resten af familien.
Jeg ved jo så ikke om du kunne have gavn for at tage fat i Livslinien, eller din læge. Men jeg tror at det kunne være en god ide.
Bare et lille pip fra mig her: Jeg tænker at, med mindre det drejer sig om en helt spontant hér og nu truffet og gennemført beslutning, så stikker der som regel andet og mere under, hvis økonomiske problemer - uanset hvor grelle de måtte være - får nogen til at miste livsmodet så meget, at der overvejes selvmord.
Så, ud over at undersøge mulighederne mht. kommunen m.v., så tænker jeg, det ville være en god idé, at få checket for og, i givet fald, få belyst alt det "andet og mere", der måtte stikke under, og få ryddet op i det. Og, øhhh, da må det jo siges, at lykkepiller ikke belyser eller rydder op i noget som helst. Apropos læge...
Pip bare :-)
Selvmord pga en væltet økonomi... Enig i at den "udvej" tyder på at det psykiske grundlag i forvejen kan være skrøbeligt. Ting som kunne trænge til at få tage fat i.
Men hvor det kan være svært at få ro til processen med larmende kreditorer. Så der er jo brug for at starte med at få det materielle grundlag i balance igen.
Send en kommentar