Internet-censur og selvmord

fredag den 22. februar 2008

Internet-censur og selvmord

En morgen i 2002 fandt journalist Kim Engelbrechtsen sin søns kolde lig. Computeren stod med en vejledning i at hænge sig fra lav højde. Den 16-årige Jakob fulgte vejledningen, og hængte sig i en rem fra et dørhåndtag.

Sorgen og selvransagelsen gav ikke grundlag for at svare på det brændende "hvorfor". Ingen historie om mobning, kærestesorg eller andre teenageproblemer. Faderen måtte kapere sin sorg og vrede, efter en kort tur på den lukkede afdeling.

»Tænk at lukke døren på den måde, uden et afskedsbrev til os. Jeg kan kun tilgive det, fordi jeg tror, vi mødes i evigheden ... men så skal han også få ballade!«

Information: Drenges selvmord er skjulte

Kim skrev en bog, der gør indtryk: Lev stærkt - Dø naturligt - og var blandt de nominerede til Cavling-prisen. Var med til at stifte Landsforeningen for efterladte efter selvmord. Engagerede sig i selvmordsforebyggende arbejde. Det må siges at være en konstruktiv måde at håndtere tragedien på.

Han blev vred over at sønnen fandt en opskrift på en selvmordsmetode på Internet. Følte at siden var et farligt redskab der havde lokket Jakob til at gøre en ende på det. Skrev en artikel Forbyd selvmords-hjemmesiderne. Det blev en del af hans agenda for selvmordsforebyggelse.

Hans arbejde resulterede i et forslag til folketingsbeslutning

Folketinget pålægger regeringen at tage de nødvendige initiativer med henblik på at gøre det ulovligt at propagandere for og give opskrift på selvmord på internettet (hjemmesider).

Det blev fremlagt af Elsebeth Gerner Nielsen (hvis far begik selvmord da hun var ung), og flere partier var med på at der da måtte gøres noget. Tanken var at pålægge Internet-udbyderne at censurere trafikken til udenlandske sider hvor "der leges med døden". Hensigten var at gøre det svært for unge at tage og gennemføre en beslutning om selvmord. Der skulle gerne vedtages noget før en international selvmords-konference, der skulle holdes i Danmark.

2003-04 - B 130: Forslag til folketingsbeslutning om ændring af straffelovgivningen med henblik på at forebygge selvmord

Jeg ville næsten ønske at jeg var naiv nok til at synes at det var en god idé.

Forslaget blev henvist til Retsudvalget, der igen henviste til vurdering i Straffelovrådet. Der gik et par år før det blev til et resultat om at fraråde kriminalisering. Her er et af høringssvarene:

Dansk Retspolitisk Forening har anført, at foreningen kan tilslutte sig Straffelovrådets anbefaling om ikke at kriminalisere generelle opfordringer til selvmord. Ifølge foreningen vil en kriminalisering af generelle opfordringer til selvmord begrænse ytringsfriheden og den fri meningsudveksling om emnet, uden sandsynlighed for at det vil få en effekt i forhold til målet om at hindre selvmord og selvmordsforsøg. En kriminalisering vil endvidere være uhensigtsmæssigt, da det må være legalt at argumentere for, at det ikke altid bør være et mål at hindre folk i at tage deres eget liv. En kriminalisering vil hindre og tabuisere diskussionen om selvmord og de beslægtede diskussioner om aktiv dødshjælp og eutanasi. Foreningen støtter en fortsættelse af den undersøgende og oplysende indsats mod selvmord. Endeligt opfordrer foreningen til debat om, hvorvidt kriminaliseringen af hjælp til selvmord skal opretholdes, som den i dag er formuleret i straffelovens § 240.

Det svarer ret godt til min holdning. Læselystne kan finde mere i høringsoversigten.

Videre mener jeg at en ulovliggørelse netop ville virke som en ansporing til at udnytte de rigtig mange muligheder at omgå en blokering af udpegede sider. Der vil gå sport i det.

Og jeg har det meget svært med ordet "propaganda". Under Folketingets debat kom DF ind på at få det gjort til et forbud mod "afskyelige hjemmesider". De markante forskelle i holdninger til hvad "afskyelige" vil sige illustrerer problemet med at definere hvornår noget er "propaganda". Jeg har konkret været i en debat hvor en anden deltager følte at det var propaganda at der blev talt om selvmord som en tænkbar udvej, uden nødvendigvis at slå syv kors for sig.

En anden ting fra Folketingets debat var at Helge Adam Møller faktisk havde gjort sig den ulejlighed at få hjælp til at bruge Google og tage et kik på en del af de famøse hjemmesider. Han kom frem til at mange af siderne med opskrifter gør meget ud af at argumentere imod selvmord, opfordrer til at tænke sig meget grundigt om, og ikke "bare lige" gøre det. At de beskriver hvordan mange selvmordsmetoder giver stor risiko for at overleve, men med uhyggelige skader. Piller der skader uden at dræbe. Jeg tror at det kan være udmærket om en med selvmordstanker får lejlighed til at se hvordan nogen forholder sig seriøst til emnet. Det må være selvmordsforebyggende.

Forresten observerer jeg at en af de allerværste metoder er at fylde sig med Panodil (paracetamol). Der gøres meget ud af at beskriver leverskader og voldsomme smerter. En langsom og smertefuld død, ganske bogstaveligt. Hvis de unge søgte inspiration på Internet, tror jeg ikke at vi havde begrebet "Panodil-piger" (se også Politiken: Stor stigning i selvmordsforsøg blandt børn). Det lyder tværtimod som nogle der har hørt en historie om at Panodil i overdosis er livsfarligt, og netop ikke sætter sig ind i noget som helst om metoder. Handler uden kendskab til fakta.

Det ville i øvrigt være svært at sætte en fornuftig grænse for hvad der skulle forbydes under begrebet propaganda. Det må vel inkludere stof som romantiserer selvmord. Det kan "Den lille Havfrue" af H. C. Andersen siges at gøre. Jamen, det er da kunst. Skal vi til at behandle omtale af selvmord på samme måde som en vis religion behandler billeder af deres profet?

På denne blog accepterer jeg selvmord som en mulighed i visse situationer. Skulle den forbydes som propaganda?

Se også: