Logo sommerfugl

tirsdag den 12. februar 2008

Mennesker i halv højde

Ringbo luftfoto
Bostedet Ringbo i Bagsværd er i vælten. Det største kritikpunkt går på overmedicinering af de psykisk syge og måske gamle beboere. Forstanderen blev kaldt til håndvasken i 21 Søndag, og forsvarede sig med adskillige variationer over temaet "det er de psykiatriske speciallæger som ordinerer medicinen".

Det er da ikke forkert, men glider af på væsentlige dele af kritikken. Der var skræmmende mange tilfælde af sjusk. Fejl kan jo ikke helt undgås, men skulle gerne være en sjældenhed når det drejer sig om medicin der kan have voldsomme virkninger.

Bolchedåse
En ting som jeg hæftede mig ved var en rundhåndet omgang med PN medicin - personalet har mulighed for at vurdere behov, og rutinemæssigt uddele ekstra medicin. Dette blev gjort når beboerne kom og bad om stærke piller, som Rivotril (der ikke specielt er mod epilepsi). Snak med personale kom ind på at det kunne være beboere der kedede sig, eller havde et vækkeur sat til for at komme op og hente sin PN. Eller som metode til at personalet kunne få fred, så beboeren kunne komme til at tie stille.

Bolchedåsen stod klar når beboerne bad.

Dopet
Problemet er at det er stærkt afhængighedsskabende sove- og beroligende medicin. Benzodiazepiner og lignende. Sundhedsstyrelsen har udgivet et cirkulære om kun at bruge dem i 2-4 uger. Ved overskridelse bliver rigtig mange afhængige. Den i starten gode virkning forsvinder, og bliver afløst af at nervesystemet søger at kompensere for den døvende virkning. Derfor giver forsøg på at komme af med medicinen gener som ofte minder om den oprindelige årssag til at der skulle sløves. Det bliver bare ofte til både flere og stærkere symptomer end de oprindelige. Nervesystemet kan ikke falde til ro uden konstant medicinering, patienten er blevet afhængig. Patientens oplevelse er at det er nødvendigt med ekstra medicin for at falde til ro, altså bliver det til narkoman-adfærd.

Ja, det lyder ubehageligt. Det er ubehageligt.

21 Søndag (logo)
TV reportagen fokuserede meget på Bostedet Ringbo. Det er egentlig unfair. Bestemt afsløredes der kritisable forhold på stedet, men jeg tror såmænd at lignende ting foregår mange andre steder. På den anden side fortalte starten af reportagen om at det på Ringbo var lykkedes at nedbringe forbruget af benzodiazepiner, i forhold til tidligere. En udvikling i den rigtige retning.

Penge
Og sager om farlig overmedicinering af ældre, med blandede psykofarmaka-bolcher har været tilbagevendende i årevis. Personalet føler et behov for at have rolige beboere, de har ikke tid til andet. De uddeler PN, og beder lægerne om at udskrive midlerne til at få ro. Pillerne er billige. Terapi og omsorg er kostbar. Der er ikke ressourcer til det. Disse fakta kan være "ubelejlige".

Idealet ville være at der var afsat penge til optimal hjælp. I stedet opbevares masser af beboere i en neddysset tilstand. De beder selv om næste fix. Så kan de lettere affinde sig.

Jeg synes at emnet havde fortjent en kvalificeret analyse i stedet for en letkøbt omgang skandalesuppe. Og mere reelle politiske konsekvenser end at gøre det til et spørgsmål om at personalet skal udstyres med specifikke regler der ikke møder dagligdagen.


0 comments:

Logo sommerfugl