Et selvmordsmeme i Bridgend

Den forhenværende mineby Bridgend i Wales er blevet kendt - der berettes om en bølge af selvmord blandt unge. Og der søges forklaringer. Til avisen The Telegraph har en gymnasieelev sagt:

Selvmord er bare hvad folk gør her, for der er ikke andet at lave.

Hele artiklen er her: Bridgend suicides: 'It just seems normal, fashionable almost...'

Pokker til tidsfordriv. Men så simpelt er det jo nok ikke. Byen har små 40.000 indbyggere, og er præget af at ligge mellem 2 væsentligt større byer..Tidligere havde den betydning som mineby, men er nu tilsyneladende mere kendt som byen bag Tesco. (Svarer til Bilka). Altså en ret stille og rolig provinsby.

Der har været nedskæringer, så mulighederne for at unge i problemer kan få støtte er meget små. Det kunne have været en forklaring, hvis det ikke var fordi flere af de døde tilsyneladende var "ganske almindelige", uden de store kriser.

Medierne har pisket rundt for at finde en forklaring, en fællesnævner. Nogle af de døde unge kendte hinanden, altså måtte det være en selvmordskult. I det mindste gav det "gode" overskrifter. Men i virkeligheden er der intet der tyder på en kult af en slags. Det kan jo ikke undre at Ekstra Bladet var fremme i skoene: Internetkult skyld i unges selvmord

Flere af de unge var aktive på Bebo, på samme måde som mange Danske unge er aktive på Arto. Altså måtte der kunne piskes en historie op over at de sociale websteder er roden til meget ondt. Igen i modstrid med resultaterne af undersøgelser i virkeligheden. Selv Kristeligt Dagblad er blevet forledt til tyndbenet sensations-journalistik: Internettet kan være en ond spire til selvmordsforsøg

Et relateret fænomen er mindesider på Internet. Hvor der kan afleveres hilsner til døde. En måde at sige farvel på, at vise den døde en sidste respekt. Selvfølgelig blev der lavet sådanne sider for de afdøde. Med mange pæne og følelsesladede ord. Altså blev nogen bange for at ønsket om at få en sådan side kunne anspore til selvmord. Uf da. Konsekvensen blev at mindesiden Gonetoosoon følte behov for censur, at fjerne siderne for dem som havde begået selvmord. På overfladen lyder det pænt at agere hvis der blot er den allermindste mulighed for en sammenhæng. Den logiske konsekvens ville være at stoppe aktivitet i samfundet. Uden velbegrundet mistanke er det et overgreb at agere ud fra "hensigten helliger midlet".

Der har været en gevaldig medie-fokus på byen og selvmordene. Altså er det blevet til at beskylde pressens sensations-lidenskab for at inspirere og stimulere til selvmordene. Britisk by ramt af selvmordsbølge

Jeg fik øje på et blog-indlæg hvor en journalist fik et dilemma i en nattetime. Han blev bange for at hans artikel om fænomenet kunne være med til at udbrede en selvmordstendens i Danmark. Tænkte på om det var rimeligt med et nationalt medietabu om selvmord.

Erfaringer fra Norge viste at en pressekultur med massiv selvcensur og berøringsangst omkring selvmord sameksisterede med en af de højeste selvmordsrater i verden. Ikke just overbevisende argumenter for at det hjælper at betragte selvmord som noget der ikke kan tales om.

Kort sagt, har pressen og andre løbet rundt i cirkler for at finde en sammenhæng, for at gøre noget. Uden at tage afsæt i fakta.

Basis for det meste er frygten for at selvmord smitter. For det er et "anerkendt faktum", selv om det mest er en myte. Misforståelserne, mener jeg, kommer når smittevejen søges. Målet er tilsyneladende at kunne placere en skyld, måske også et ansvar. At kunne lave noget om, så det stopper. Det forstås. Problemet er at der sjældent graves dybt nok, derned hvor der ingen nemme løsninger findes. Der forstås ikke.

Jeg mener at det handler om en ganske almenmenneskelig mekanisme - at identificere sig med andre. Det gør især unge meget. Selvfølgelig kommunikerer de unge i sådan en by. Via snak, mobiltelefoner, email, sociale hjemmesider, og hvad der nu ellers er af måder at nå hinanden på. Og de identificerer sig med hinanden, føler at de er i en lignende situation. Modestrømninger fænger. Hvadenten det drejer sig om tøjstil, vaner, tanker eller selvmord. Med et andet ord, memer.

Selvfølgelig vil langt de fleste ikke gennemføre noget så drastisk som et selvmord, men det kan ikke undgås at tanken er blevet til en del af ungdomskulturen i Bridgend. Simpelthen fordi der er en ungdomskultur, og memer breder sig. Når andre ligner mig, bliver de andres udveje også aktuelle for mig.

I princippet kunne selvmordsmemer undgås ved at smadre ungdomskulturen, sørge for at de ikke har frihed til at mødes og kommunikere. Ved at lukke de unge ind i små glasklokker, uden frihed til at være unge. Dutter ikke.

Jeg kender ikke andre praktisable metoder end at hjælpe bedre memer med at vinde konkurrencen om opmærksomhed. Selvfølgelig vil tanken om selvmord blive tænkt af de fleste unge, men det er jo blot en af mange tanker der trænger til at blive tænkt, at være noget det er rimeligt at tale om.

Et bedre meme: Livet skal leves.

Se også:

Blomsterdøden på Sri Lanka

Sensationsmageri om fransk "selvmordsbølge"

Japansk selvmordsdille: Svovlbrinte

Internet-censur og selvmord