"In keeping with Channel 40's policy of bringing you the latest in blood and guts and in living color, you are going to see another first -- attempted suicide."Hun så lige ind i kameraet, trak en revolver op og skød sig i nakken. Hun faldt forover, og hendes blod løb ud på manuskriptet, der beskrev hvordan hun blev kørt på hospitalet, og ville blive erklæret død 11 timer senere. Det blev nu til 14.
Det var omhyggeligt planlagt. Hun plejede ellers ikke at lave nyhedsoplæsning til hverdag. Men hun skulle have skærmen for sig selv.
En uge forinden fortalte hun en kollega at hun havde købt sig en revolver. Til hvad? Det kunne være en sjov idé at skyde sig for åben skærm, kaglede hun. Han snakkede blot om noget andet, den spøg var for syg.
Nogle uger tidligere aftalte hun at lave et indslag om selvmord. Hun tog på politistationen, og diskuterede metoder med en betjent. Hun fik vejledning om valg af revolver og kugler, samt hvor der skulle rammes. Hun var meget metodisk når hun indsamlede fakta.
Hun havde tit snakket med sin familie om sin depression og dødsønske. Refereret til at hun i 1970 havde prøvet at forgifte sig med piller. De troede ikke at hun igen ville gøre noget ved det.
Indtil nogle uger før sit selvmord søgte hun hjælp hos en psykiater, som dog ikke troede at hendes ønske om at dø var for alvor.
Året forinden havde hun fået en æggestok fjernet, og fået at vide at hun højst havde et par år til at kunne få børn. Det havde hun altid gerne ville have haft, men det var aldrig lykkedes at finde en partner. Hun var ked af at være jomfru som 29-årig, og ville være blevet 30, pebermø, samme sommer. Hun prøvede, men kunne ikke finde ud af det med at opbygge forhold med andre mennesker, havde ingen venner. Hun havde ambitioner i sit job som hun elskede. Det var samtidig hendes eneste sociale liv.
Hun boede i et sommerhus sammen med sin mor og ene bror. En slags bofællesskab, efter at forældrene blev skilt. Hendes værelse lignede en teenagers.
Det meste af tiden beskyttede hun sin følsomhed bag en hård skal, der skubbede andre væk. Eller de trak sig tilbage når hun "ville for meget". Hendes selvmord kom egentlig ikke som et chok for nogen, kun metoden.
Dette er baseret på en lang artikel som journalisten Sally Quinn stykkede sammen efter selvmordet. Du kan læse hele artiklen her:
Hun gik langt fra stille med dørende omkring sin plan om at forlade et liv der ikke fungerede for hende. Sagde det meget tydeligt omkring sig. Søgte psykiatrisk hjælp. Men ingen lyttede for alvor til hende. Ikke før hun tvang verden til det.
Lyt.
Nyere opslag
Opslag
14 comments:
Jeg blev opmærksom på denne historie gennem 90 Day Jane, som jeg bloggede om forleden. Et kunstnerisk projekt hvor hun ville afspejle Christines sidste tid, men ved at lade måden at gøre opmærksom på det være en blog.
Hun blev overvældet af reaktionerne. På en uge fik bloggen over 150.000 besøg, og hundreder af kommentarer hver dag. Jeg skrev en kommentar med link til mit indlæg her på denne blog, og det gav flere hundrede besøg på et døgn.
"Jane" fik mange kommentarer og emails fra nogen som kunne genkende følelserne, eller ville række ud for at hjælpe. Og mange ondsindede kommentarer. Hun lukkede projektet uden at identificere sig.
...
It is the result of me tapping into the darkest part of myself and seeing where it led. What I have written and filmed, at its core, is from a place of truth. I am the girl in the videos.
...
90DayJane was meant to mirror the tragic figure, Christine Chubbuck. Newscaster Christine Chubbuck committed suicide in 1974 by shooting herself in the head live on air. She was very vocal about her depression to those around her and gave every indication of her exact intentions leading up to the event. Sadly, no one reacted or helped Christine and those left behind could only ask "why".
Her story both inspired and terrified me because I can truly empathize with her rage and even her isolation. I wondered how Christine's life and subsequent suicide would play out in our time. Would the internet be yet another place of isolation to her or an escape? If she remained vocal about her intentions would anyone bother asking "why" or even noticing before the fact? Would the reaction (if any) of the public change her intentions?
...
To everyone, please reach out to those around you. It's much harder to ask for help than to offer it.
...
Ja der er jo også myten om, at hvis folk fortæller om, hvor skidt de har det eller "truer" med selvmord, så gør de det ikke. Hermed er den jo så også "aflivet" og en jeg også fra andre sider har oplevet som helt usand. Forfærdelig trist at ingen tog hende alvorligt og rakte ud til hende.
Netop, den myte er vrøvl. Tværtimod har lang de fleste før et selvmord eller selvmordsforsøg sagt noget om det, i direkte eller indirekte ord. Måske uden rigtig at blive hørt, uden at der var tid til at tage sig af dem.
Jeg kunne forestille mig af myten fremmes af forsøg på at trøste efterladte, der sidder med smertende samvittighed over hvad der blev overhørt. Måske også som et "redskab" til fortrængning; følelsen af at have svigtet kan blive for tung at rumme. Hellere tro på at det var en komplet overraskelse.
På den anden side er der jo også nogen der tænker og lufter tanken uden at gøre alvor af det.
Historien op til Christine Chubbucks selvmord bliver jo meget tydelig i bakspejlet. Jeg tror at en del af forklaringen er at hun var "mærkelig" nok til at omgivelserne ikke prøvede at rumme hende, men lagde lidt afstand.
Tror du har så evig ret i alt, hvad du skriver. Det er selvfølgelig lettere at "børste hende af", når hun var lidt underlig i forvejen. Men de professionelle burde jo have taget det alvorligt synes jeg...
Hendes forhenværende psykiater fik da sikkert også noget at tænke over.....
Jeg har da tænkt over om jeg ville "fange" den hvis jeg havde en kollega som hende. Og jeg vil da helst tro at jeg ville række ud, men hvis jeg skal være ærlig, så ville en afvisende facon nemt kunne afskrække mig.
Det kan godt være, at han/hun fik noget at tænke over. Men overvurdér nu ikke, hvor meget der faktisk tænkes over det, denne profession får at tænke over, i sådanne og lignende tilfælde. Hun har sikkert prøvet at sluge både det ene, andet og tredje i form af lykkepiller (med den skønne bivirkning, at de kan forårsage respektive øge selvmordstendenser; den forholdsvis voldsomme måde hun gjorde det på, kunne tyde på det), er måske også blevet tilbudt (og har prøvet?) ect (Hemingway skød sig bagefter og som direkte følge af... ). Så, hun har vel fået al den hjælp, der er tænkelig?? Må have været (kemo-/elektro-) terapiresistent. Og dermed er der som regel tænkt færdig, hos de professionelle.
Den afvisende facon, ja, og "flokinstinktet" måske også: 'Hvis alle de andre holder sig på afstand og synes hun er sær, hvorfor skulle jeg...?'
Lykkepiller er jeg sikker på at hun ikke fik; det var tilbage i 1974. Historien fortæller intet om piller, ECT eller indlæggelse. Jeg tror at så konkrete ting ville være kommet frem som en del af forsøget på at tegne et billede af situationen omkring hende.
Mit gæt er at psykiateren snarere var freudianer, og parkerede Christine på sin briks. Det ville være et typisk scenario i 70'ernes USA - altså når vi taler om en klient som ikke var "sindssyg", men hovedsageligt "velfungerende".
Billedet af hende som "socialt klodset", men intelligent, engageret og fagligt dygtig har forresten paralleller i den mildere ende af Aspergers syndrom (nogen gange også kaldet "wrong planet syndrome"). Der er flere andre detaljer som kan tolkes i den retning. Deroveni psykiske problemer omkring at være udenfor og ensom.
Ah, var gået helt glip af årstallet... Tja, du har nok ret. Med Freud. Ikke med antagelsen, at hun skulle være blevet betragtet som ikke værende syg, på en måde. Sammenligner man med nutidens teorier om fejlfunktioner i transmitterstofskiftet, så bliver ligheden med Ødipuskomplekset ret tydeligt: fejlfunktion af drifterne. Patologisering af adfærd i hvert fald, det ene som det andre. Freud, den senere i hvert fald, prøvede ikke så meget at forstå menneskeligt adfærd, som han prøvede at patologisere den. Desværre.
"Aspergers syndrom" stiller jeg mig, ligesom diagnoser som "ADHD" og lignende, snarere afvisende overfor. Disse diagnoser er meget omstridte, mere end diagnoser som "depression" eller "psykose" endda. Og så længe videnskaben ikke har hostet op med entydige beviser, kan jeg ikke anerkende dem. Viger faktisk generelt tilbage fra at diagnosticere posthum.
Min uformelle definition af "sindsyg" er noget i retning af "gal nok til at skulle gemmes væk". Og det ser slet ikke ud til at det var på tale for Christine.
På en måde synes jeg ikke at det værste ved Freud var ham selv, men netop de freudianere som bagefter brugte hans værker som deres bibel. Har du læst Alice Miller? Hun skyder jo alvorligt på psykoanalysen, med dens Ødipus-komplekser m.v.
Fra The Drama of the Gifted Child:
Experience has taught us that we have only one enduring weapon in our struggle against mental illness: the emotional discovery and emotional acceptance of the truth in the individual and unique history of our childhood.
Psykoanalysen har jo i nogen grad måttet vige for et andet trossystem indenfor psykiatrien ;-)
Jeg er slet ikke forbavset over din holdning til Aspergers syndrom.... Det var i øvrigt med vilje at jeg skrev om "paralleller", fordi heller ikke jeg ynder posthume konklusioner.
Jeg ser i øvrigt ikke Asperger som en egentlig diagnose, men netop et syndrom, som en del af autisme-spektret, hvor der er fokus på at der er store forskelle på individer. "Selvfølgelig" er der også fokus på at søge forklaringer, men som jeg ser det, er der fællestræk nok til at det giver mening at tale om autisme og -varianter.
Min holdning til disse er forresten at de fleste symptomer er psykologiske reaktioner på "noget andet". Dette kan være biologisk, men behøver ikke være det. Et eksempel kan være at at jeg har læst om tilfælde hvor der viste sig følsomheder omkring synssansen, som gjorde mange normale ting i verden til skræmmende oplevelser - som kunne give basis for en reaktion med at trække sig tilbage fra kontakt, og søge tryghed i forudsigelige og gentagne mønstre. Selvfølgelig er det ikke "bare" én ting, og min pointe her er mest at der også kan være andre ting som "inspirerer" til en afstandtagende, autistisk, reaktion på verden. Og derfor giver syndromet mening at bruge, netop uden at se det som en "færdig diagnose".
Den med Feud er jeg ikke sådan helt enig i (selv om jeg har læst Alice Miller - helt frem til hendes fuldstændige afvisning af psykoanalysen ;) ). Men jeg må lige ha' lov til at vende senere tilbage. har siddet hele natten med et forb...et indlæg til diff. thoughts. Bare fordi de dumme Amerikanere og Irere og hvad har vi, ikke forstår norsk, og ikke gider at lære det. Fnys og snork!
Aspergers... lad os glemme det... :)
Så vender jeg - grusomt - tilbage: Freud (ikke "Feud" - jeg var godt nok træt, tror jeg...) var helt klart på sporet af det helt rigtige, lige indtil hans gode ven Wilhelm Fliess, misbruger af sine egne børn, overbeviste ham om, at faktiske livshistorier ikke havde nær så meget at sige som det, der foregik i et menneskes fantasi, uafhængigt af input fra omverdenen. Hvorefter han så kom op med teorien om Ødipus komplekset som udgangspunkt for alle hans andre overvejelser. Meget firekantet sagt, så gik han, fra det øjeblik af, hvor han havde konstrueret teorien om Ødipus komplekset, ud fra, at alt, hvad der "gik galt" i et menneskes hoved, havde sin årsag i dette menneskes hoved. Ikke i omverdenen. Det er individet, hvis driftsliv er kommet på afveje, pga. en individuel fejludvikling, nærmest en slags udviklingshæmning. "It's all in your head." Ligesom biopsykiatrien påstår at et menneskes eventuelle problemer skyldes fejlfunktioner i dette individs hjernefunktion/-kemi. Biopsykiatrien er ikke modsatsen af psykoanalysen, den er forlængelsen af den: Freuds teorier transporteret til et biologisk, naturvidenskabeligt plan. Hans teorier er ikke i strid med biopsykiatrien, men faktisk grundlag for den.
Den med Feud/Freud lød godt nok som noget af et freudiansk slips :-D
Der hvor jeg trods alt ser en væsensforskel i paradigmet for psykoanalysen og biopsykiatrien er omkring behandlingen. Den psykoanalytiske terapi baserer sig jo på at de "syge" drifter/tanker kan forløses gennem indsigt i sig selv. Og det er der noget principielt rigtigt i, selv om der da er rig anledning til at angribe den psykoanalytiske praktis.
Ja, Freud "kom væk" fra at fokusere på miljøet omkring barnet som starten på mange problemer, men har dog bidraget med mange centrale tanker omkring ting som det ubevidste. Og vigtigheden af at lytte til patienten. At hans forsøg på at være "videnskabelig" førte til nogle "kreative" teorier om det dybere, er jo så en anden sag. Og det er dér at "bibeltro" freudianere blev værre end Freud selv.
Og ja, biopsykiatrien er jo så kørt videre af tangenten med søge en dybtliggende årsag som det centrale, og dermed endnu længere væk fra hvad jeg mere tror på.
At det mere bør handle om at fremme at mennesket lever videre med sit sind, og accepterer alle hjørner af det. Især de hjørner som er "besværlige", for de bliver meget mindre af et problem, når de ikke defineres som et problem. Når de ikke gøres til objekt for en ekspert, der lige skal fixe hvad der foregår derinde.....
Jeg gi'r mig ikke så nemt ;) : Jeg ved ikke, om det er en virkelig væsensforskel. Godt nok arbejder psykoanalysen f.eks. meget med "fri association" - men kun for så at tolke associationerne efter et på forhånd fastlagt skema. Ligesom en psykiater be'r dig om at fortælle om dine "symptomer" - for så at fortolke dem i overensstemmelse med diagnoseapparatet. Og den psykoanalytiske form for selvindsigt finder man, i form af "sygdomsindsigten", jo også i biopsykiatrien.
Egentligt arbejder psykoanalysen ikke så meget med forløsning, som den arbejder med at "få under kontrol": indse, at dit driftsliv er forstyrret, og få det så under kontrol, med din bevidste vilje. Biopsykiatrien siger: indse, at din hjernekemi er forstyrret, og få den under kontrol med psykofarmaka. Hip som hap, i sidste ende. Det er jo ikke uden grund, at biopsykiatrien netop accepterer terapiformer som kognitiv terapi (om end altid kun i kombination med medicinsk "behandling"), der decideret baserer på Freuds teorier, mens den stiller sig noget skeptisk, om ikke afvisende, overfor terapiformer, der har deres oprindelse i den humanistiske, for ikke at tale om i den transpersonelle, psykologi. Opdragelse/dressur i stedet for frigørelse/forløsning. Det første sigter mod, at man indser, at man har været "forkert på den", så man kan ændre holdning, og derigennem adfærd. Det sidste mod, at man indser, at man har været helt rigtig på den, og bare skal gøre de ubevidste, destruktive reaktioner om til bevidste, konstruktive. En fundamental forskel.
Freud selv bevægede sig desværre fra at tage udgangspunkt i det sidste, til at insinuere det første. Under samfundets pres: "Det kan ikke gå an, at disse galninge skulle have ret!"
Terapeutisk vil jeg nu holde på at der er en væsensforskel på om behandlingen sker ved at arbejde med tanker/følelser kontra medikamentelle påvirkninger. Og på om kontrolmekanismen er mental eller kemisk.
Jeg er langt fra begejstret for psykoanalysen, men ser dog ikke biopsykiatrien som en videreudvikling eller naturlig afløser.
Hvad kognitiv terapi angår, har jeg nu på nogle områder set den markeret som et bedre alternativ, hvor en samtidig medicinsk behandling netop ville hæmme udbyttet. At pillerne måske kan være et "nødvendigt onde" der helst skal trappes væk før behandlingen kan afsluttes.
Freud levede jo også i en tid og et miljø hvor det ville være uigennemførligt reelt at sætte spørgsmålstegn ved opdragelsesprincipper som alment blev defineret som værende det korrekte. Derfor "måtte" han så finde på andre sære forklaringer, som stadig gik ud fra at det var tankerne der var forkerte, ikke hjernen. Men han har da trods alt formuleret nogle principper, der holder bredt indenfor psykologien, og dermed også biopsykiatrien.
Send en kommentar