Det viste sig at Bastard Film havde haft en undercover journalist-praktikant ansat på Ringbo som afløser. Der blev filmet med skjult kamera, og spurgt ind til ting der foregik på stedet. Nogle kritisable forhold blev dokumenteret. Stof til at gå på skærmen i DR 21 Søndag. Det bloggede jeg om for et par dage siden: "Mennesker i halv højde".
Journalisten stoppede som medarbejder på Ringbo, men rygterne gik.
Andre journalister skulle være hurtige, og gravede et par gamle indberetninger om Ringbo op. Hos én beboer var der ikke gjort rent længe, en anden blev efter eget ønske ikke forsøgt genoplivet efter hjertestop. Skandale? Nej, ikke sager af væsentlig højde. Manglende rengøring kan f.eks. være hvis beboeren siger nej når det gælder. Men OK, det kan da være at der skulle have været gjort mere for at "få lov" til at komme til. Og bortset fra verdensfjerne regelryttere er der nok ikke så mange der kan hidse sig op over at personalet ikke begyndte at herse med liget af en beboer der havde frabedt sig det, i en nedskrevet aftale. Hverken aktiv eller passiv dødshjælp. Det bloggede jeg om: "Skal respekt være kritisabel"
Men det lykkedes da medierne at koge et par gryder skandalesuppe på gamle ben. Meget tynd.
Samtidig var forberedelserne til TV indslaget igang. På Ringbo blev der uro over at eks-afløseren var journalist, og havde været rundt med interesse og skjult kamera. Medarbejdere blev bange for hvad der kom på skærmen. Også beboere. Rygterne gik, og følelserne kom i kog. Det er forståeligt at mennesker kan reagere på den måde, når de ikke ved hvad der kommer, blot at det næppe er flatterende. Der skulle have været gjort noget for at informere de berørte, tidligt og ordentligt.
De faktiske klip (der blev vist sløret) levede næppe op til den angst der havde dannet sig omkring dem. Men var det nødvendigt med det overgreb som skjult kamera udgør? Logisk nok svarer Bastard og DR med et "ja". De mener vist at den sag som de kunne skrue sammen helligede midlet.
Jeg synes nu ikke at der kom noget nyt frem. Den med at beboere der ikke kan klare sig selv medicineres til en rolig tilværelse er langt fra noget nyt. Disse fakta har jo været oppe gentage gange. Der var intet nyt i hvad Bastard havde samlet sammen, bortset fra at det skjulte kamera gør sig på TV skærmen. Når det kommer til at minde om YouTube, må det da være godt......
Det var en tynd omgang, der ikke gjorde andet end at sætte billeder på enkelt-tilfælde og personer. Og et par interviews med en hændervaskende forstander og en psykiater som blot kunne bekræfte at sådan er virkeligheden.
En pris for at få en "skandale" blæst ud som underholdning til aftenkaffen var de stærke reaktioner som tanken om programmet (uden at se det) vakte hos beboere og personale. Altså var der basis for at andre medier kunne blæse skandale-hornet i dagene bagefter, om behovet for at bruge skjult kamera. Tre psykologer udlægger tingene i en kronik i Politiken:
Direktøren holder fast i at det var grundig journalistik. Det lyder trist, synes jeg. At det skal kaldes grundig journalistik at sætte billeder på allerede kendte forhold. At der ikke gøres noget for at kradse under overfladen, og afdække baggrunde for hvad der foregår. Hvad jeg så på skærmen kan højst kaldes for en illustrativ indledning til at tage fat i området. Men så sluttede det.
I skrivende stund blev jeg fristet til at kalde det for en skandale at det danske samfunds måde at hjælpe psykisk svage er at dysse dem til ro med vanedannende medicin. Jeg blev dog enig med mig selv om at det ville være billig retorik.
Jo, jeg tror at mange ville kunne hjælpes bedre med en øget indsats omkring terapi, omsorg og aktivering. Det kunne blive endog meget dyrt. Men der er også nogle som næppe ville kunne hjælpes til at få det godt. Så bliver neddysning til en nødløsning, i mangel af bedre. Og jeg mener bestemt ikke at det var bedre når psykisk syge i gamle dage blev spændt fast til deres senge på store sovesale. "Fremskridt".
Pillerne er ovenikøbet billige. På den måde kan et sted som Ringbo blive til et plejehjem hvor beboerne opbevares indtil de dør.
Jeg tror at rigtig mange af beboerne på disse moderne anstalter kan forstå deres situation. At den hjælp som de kan få er at blive holdt i medicinsk ro, og have et sted at bo. De affinder sig. Og det at få piller bliver til en central del af deres tilværelse. Døs. Ellers bliver det så svært at holde livet ud.
Nu skriver jeg noget som kan være lidt skrapt. Hvis nogen af disse mennesker skulle komme frem til at de egentlig hellere vil afkorte livet, synes jeg at de skulle have lov. Altså med mindre vi har en bedre hjælp til dem. Hvem vinder noget på at det skal gøres til en pligt at livet skal trækkes i så lange drag som muligt?
Nyere opslag
Opslag
7 comments:
Hej Johnnie,
dem der vinder på, at disse menneskers liv bliver trukket i langdrag, er medicinalindustrien. Og dens profit er, som bekendt, langt vigtigere end den enkeltes livskvalitet.
Jeg er helt enig med dig: I det tilfælde, at der ikke findes hjælp til et menneskes problemer, anden end en "hjælp", der langt mere er en sådan for omgivelserne end mennesket selv, skulle dette menneske have ret til at vælge livet fra. Sagen er bare i tilfældet af Ringbo-beboerne den, at der findes en helt anden og virkelig hjælp, der dog ikke kommer til anvendelse i Danmark (med én undtagelse). Bl.a. på grund af den nævnte, medicinalindustriens, profit, der skal værnes om, koste det hvad det ville. Du kan læse om denne, virkelige, hjælp i dens forskellige former her: http://www.psykiatribrugere.dk/html4.htm , her: http://www.moshersoteria.com/ , her: http://www.arbourscentre.org.uk/ og her: http://www.windhorseassociates.org/
Selv har jeg været så umådelig heldig, at få virkelig hjælp. Fordi jeg kunne betale mig fra det, og fordi den person, jeg søgte hjælp hos, var af den sjældne slags, der respekterer andres ønsker, selv om disse andre måtte være stjernepsykotiske. Jeg ønskede medicinfrihed og generelt ingen indblanding af psykiatrien (hvis "hjælp" jeg, ud fra mit perspektiv som psykoseerfaren, betragter som ubruelig).
Den nævnte, eneste undtagelse fra reglen i Danmark er Gaderummet. Men klart, den slags kan vi ikke tolerere. Så hellere dope mennesker på stribevis fra sans og mening, fra enhver recovery-chance, og fra enhver form for livskvalitet! Og pyt med, at medierne i dag kaster sig over det: i morgen er det glemt igen.
Min mening om "over"medicinering: http://silentspheres.blogspot.com/2007/12/hnemdrene-hjlpersyndromet-og-over.html
Marian
Tjah, min pointe med at give "lov" til at vælge livet fra var netop at det kunne være ganske realistisk (men provokerende) at nogle ville foretrække dette frem for hvad de nu bliver budt på. Og at der netop er rigtig mange som ville havde haft det bedre med en hjælp der møder og respekterer dem hvor de er - netop som du peger på.
Jeg vil dog ikke lade samfundet slippe med at give medicinalindustrien skylden. Selvfølgelig har de da en interesse i at kemi bliver til det primære tilbud, men jeg tror "blot" at de er en del af en noget større sammenhænge.
Nemlig at opretholde en kollektiv illusion om at hjælpen skal styres af de udpegede eksperter, og at "de tossede, de utilpassede" skal være nærmest usynlige, ikke stille specielle krav til at samfundet lader dem være en integreret del af hverdagen.
De fleste er jo lært op med at "de tossede, de utilpassede" er noget lidt skræmmende, nogle der for deres egen skyld skal holdes i ro. (Jeg mente "deres egen skyld" som en bevidst tvetydighed).
Jeg ville ønske at det var en naturlig ting for de fleste at satse på ganske enkelt at acceptere andre menneske som de er, se de gode sider af "de tossede, de utilpassede".
Det kommer lidt sent, fordi jeg simpelthen ikke havde tid til at kigge forbi. Utilgiveligt!
Jeg vil da give dig helt ret. Samfundet burde ikke have lov til at slippe. Og farmaindustriens profit er helt klart bare en brik i et stort spil - der vel egentligt drejer sig om, at holde alt, hvad der måtte provokere forandring langt væk fra samfundet.
De gode sider af "de tossede, de utilpassede" er jo netop den ofte store følsomhed/årvågenhed overfor samfundsmekanismer. Maorierne f.eks. "bruger" "de tossede, de utilpassede" som en slags barometer, der viser hvordan samfundet som helhed har det: Er der nogen, der reagerer "tosset", må der vel være noget i samfundet, der har provokeret det og som trænger til at blive set efter i sømmene, og, om muligt, gjort på en anden måde. - Mens man her i DK mener, at nu må det være slut med at give samfundet ansvaret (som om samfundet nogensinde havde taget et ansvar...).
Spørgsmålet er, om et samfund ønsker og kan tåle udvikling og forandring, eller om det, som det danske, mener, det er det bedste af alle tænkelige samfund og ergo under ingen omstændigheder må blive genstand for udvikling/forandring.
...og jeg tænker, at medmindre man, i det mindste for sig selv, finder en vej ud af denne fastfrosne tilstand (kan få frihed og hjælp til det), som både samfundet selv, men derigennem også dens enkelte medlemmer befinder sig i, og som er en sær mellemting mellem liv og død, en slags zombie-tilstand, så må det være helt legitimt at vælge døden fremfor en sådan "grøntsagseksistens" (at forstå i både ordret og overført betydning), ja.
Jeg kender da godt den med at fokus er et andet sted, og at der så er tråde der træder i baggrunden :-)
På én måde vil vort samfund sådan set godt udvikling og forandring - så længe det sker indenfor rammerne af en standardmodel som de fleste lever indenfor, og fremmer. Vi har en mere og mere homogen kultur, og der er stigende pres for at være "med på holdet".
Det ses også på at det markant stigende svar på noget der opleves som forkert er at så skal der laves regler og love. De har da gode intentioner, men bruges som erstatning for at praktisere fornuft.
Jeg tror også at "standardmodellen" provokeres heftigt af tanken om at mennesker kan foretrække at forlade samfundet på den mest definitive måde, døden. Det bliver til et mål i sig selv at holde fast, i stedet for at give plads til at de selv har lyst til at blive.
Jeg kan tilføje at der opstod ganske relateret debat på to af mine nyere indlæg
Denne uge:
> Selvmord blandt socialt udsatte, nej, udstødte
Og tilbage i marts:
> Michael Strunge kunne flyve
Ja netop, udviklingen bliver mere og mere ensrettet, efter mere og mere rigide normer, der i tiltagende grad kun accepterer én slags adfærd, mens alt afvigende pr. definition er sygt - og skal "behandles" (undertrykkes). Et samfund ikke for mennesker, men for robotter. Hvilket sig jo også afspejler i videnskabens anstrengelser, at indbilde os, at alt, også adfærd, er genetisk forprogrammeret. Ganske ligesom en computer (robot) er programmeret. "Afvigende" adfærd er dermed en slags fejlprogrammering. Og fejlprogrammerede maskiner sætter man bedst på stand-by, indtil man finder en mulighed, hvorpå man kan omprogrammere dem (MKULTRA var f.eks. et forsøg på, at finde en sådan vej).
Og ja, hvis nogen vælger døden fremfor robottilværelsen, er det nok den mest radikale måde, at udfordre (true) robotsamfundets normer og værdier på.
Ser, at jeg har noget læsning, der skal indhentes ;)
Et sjovt tankeeksperiment er at forestille sig forestille sig et samfund med andre værdier i fokus. Så kunne nogle af de nuværende afvigelser i stedet ses som attråværdige styrker.
Er det så dem uden disse styrker, der er "fejlprogrammerede"? Og ville differencer som der ikke er fokus på nu, så være handicaps? F.eks. ville jeg være stærkt retarderet efter en IQ test med musikalitet som en afgørende egenskab, en forudsætning for at kunne kommunikere.
Send en kommentar