De løser et stort menneskeligt behov for at deltagerne kan have kontakt med nogen der forstår og respekterer dem. De ved godt, og accepterer at anoreksi bliver kategoriseret som en psykisk sygdom. De får meget ud af langt om længe at føle sig forstået, i stedet for at føle sig afvist af mennesker som ikke kan forstå og rumme deres tanker, deres verden. Siderne hjælper på deres ensomhed.
Den konkrete begrundelse for at kræve siderne lukket er at der også foregår ting som udveksling af tips om at blive endnu tyndere, skjule hvad der foregår, og støtte til hinandens vægttab. Urovækkende fakta. Jeg forstår da godt at det udløser ubehag hos mange, et ønske om at pigerne (langt de fleste er piger) holder op med at sulte sig på en måde som kan belaste helbredet meget alvorligt. Men jeg tror ikke på at det hjælper at bekæmpe det netværk som anorektikerne laver mellem sig. Sammenhold og venner er vigtigt. Meget.
Tværtimod tror jeg at det ville være bedre at udnytte disse netværk til at møde pigerne hvor de er, respektere og forstå dem, og støtte med de problemer som de har. Det hjælper i hvert fald ikke at komme tromlende med forskrækkelse og skældud. En blid og hensyntagende deltagelse kunne også bruges til at sætte fokus på at få det bedre. Det kan næppe gøres af nogen som ikke er i stand til at rumme tanken om at det ikke primært handler om at få dem til at spise normalt.
Hellere samarbejde og acceptere, end skubbe dem endnu længere væk. De prøver netop at støtte hinanden, og den proces trænger til at blive styrket. Et af de mindre rare alternativer er at problemerne vokser dem endnu mere over hovedet, med konsekvenser som selvmord.
Hvis de får det bedre, tror jeg også at de begynder selv at ville spise bedre. Den modsatte rækkefølge virker ikke.
Nyere opslag
Opslag
6 comments:
Hvis der er noget, der holder pigerne (og de få drenge) fast i "sygdommen", så er det netop den identifikation med "sygdommen", der nærmest uundgåeligt følger med diagnosticeringen (og behandlingen).
Selv har jeg godt nok fornyligt trukket mig fra det sidste forum på nettet for folk med psykiske problemer, jeg havde profil hos. Netop fordi der var så enormt meget identifikation med "sygdom" og lidelse at fornemme alle vegne. Men stadigt tænker jeg, den slags fora er sundere selskab, end at sidde alene, kun omgivet af folk, der hele tiden hakker på én (familie, behandlere), og i bund og grund ikke fatter en brik. Der ER (desværre, må man sige) ofte større chance for at finde brugbar støtte i cyberspace, end hos de nærmeste og behandlerne.
Jeg har for resten lige mødt en fyr i cyberspace, som fik stoppet sin hurtigt fremskridende ms for nogle år siden, bl.a. ved at sige til sig selv: "Godt nok har min krop en sygdom, men ikke JEG."
Det lyder rigtig fornuftigt at du bevæger dig væk fra en identifikation med noget du ikke er. Det kan netop være brug for noget andet, et lys der også godt måtte være mere af i sådanne fora.
Jeg kommer forresten til at tænke på en lidt relateret ting. Cutting. En typisk relation er at ville fjerne alt skarpt fra den pågældende, hindre snittene. Det udløser stor fokus på at ville finde muligheden, stor kreativitet for at fremstille eller fremskaffe skæreredskaber. Dermed mindre fokus på at arbejde med de dybereliggende problemer. Og der opnås bedre resultater ved at lade dem skære, hvis de absolut vil. Det mindsker behovet, trangen, når det bliver accepteret, rummet, uden at blive sat i fokus.
Ja, det er jo netop behovet for at møde forståelse og støtte, jeg fokuserer på, og som jeg har læst deltagere fra disse fora fortælle at de møder dér. Så jeg vil hellere bygge videre på den gode side af det, end lave klapjagt.
Enig i at et veldrevet, rummeligt forum med fokus på positiv støtte kunne mindske behovet for at lave fællesskaber der kan komme til at handle for meget om at "heppe" på det som en livsstil. Altså ser jeg et behov for at kunne "være med" der hvor fællesskabet opstår, på en måde ikke er afstandstagende til deltagerne, ikke skræmmer dem væk.
lyinginmydiary: "Og ellers er det bare en løbende konkurrence om, hvem der har det dårligt"
Ja, det er også sådan, at jeg desværre har oplevet de fora, jeg har besøgt/været med i. Overordnet. Men det er jo ikke et problem, der begrænser sig til diskussionsfora (af denne art). Konkurrencen om at "være nogen/noget", på godt eller ondt, gennemsyrer jo hele vores tilværelse, også behandlingssytemet, f.eks.
Grace Jackson (amerikansk dissident-psykiater) siger, én af grundene til, at folk har så svært ved at komme sig fra psykiske kriser, at de så ofte ender som "kronisk syge", er at sygdommen giver dem en identitet, som de ellers ikke har kunnet finde nogen steder: Pludseligt er de nogen, i kraft af deres diagnose, mens det, der førte til krisen, tit bl.a. er netop et meget lavt selvværd, en meget lille ego-identitet. De fleste kriser er mere eller mindre, på den ene eller anden måde, hvad der kaldes for "narcissistiske forstyrrelser".
Især på et amerikask forum, hvor jeg opholdt mig for en kort bemærkning (schizophrenia.com - kan ikke anbefales!) er der en del folk, der bruger deres medicincocktail, inklusive dosering, som signatur. Snak om identifikation med "sygdommen". Siger man så, at man ikke tager noget, så kommer uvægerligt den dér: "Jamen, så kan du jo ikke have det så dårligt, så kan du umuligt lide lige så meget, som jeg (med andre ord: Ha, jeg slår dig, jeg er mere (syg) end dig)!"
På den anden side, havde jeg ikke fundet "bedre selskab" andre steder (og i øvrigt fundet lidt mere ud af det dér med ensomheden...), så var jeg måske stadigt dér. Hvem ved. Det dækkede trods alt (f.eks. skarp censur) et behov, som jeg ikke kunne få dækket andre steder. Ikke engang hos en ellers usædvanlig forstående/lydhør behandler.
I den forbindelse kan jeg for resten rigtig godt lide http://den hér lille video. Selv om jeg også godt kan se, hvorfor nogle nok vil synes, det er lige i overkanten provokerende ;)
Unge danske kvinder er besat af at sulte sig
Nettet bugner med hjemmesider, hvor danske piger åbent hylder anoreksi som en livsstil, hvor det gælder om at undlade at spise.
En Politiken-artikel der giver den et par solide vrid på sensations-skruen.
Sygeplejerske og psykoterapeut Conny Abelskov har skrevet speciale om fænomenet, og hun vurderer, at mindst 100 danske piger har hjemmesider, hvor de dyrker og hylder anoreksien. Pigerne har intet ønske om at blive helbredt, og det stiller behandlingssystemet over for helt nye og alvorlige udfordringer, mener hun.
»Vi er nødt til at møde pigerne, hvor de er, i stedet for at tilbyde en behandling, hvor vi er meget optagede af at veje dem og få dem på en diæt med et mål for vægten, som i pigernes øjne vil gøre dem kvabsede. Vi skal først og fremmest fokusere på at hjælpe dem til et sikkert liv, så de ikke tager skade af anoreksien«, siger Conny Abelskov og tilføjer, at der kommer flere og flere af den slags hjemmesider.
Nu begynder det jo at lyde mere fornuftigt. At møde pigerne hvor de er.
»Vi passer også på hinanden inde på disse hjemmesider, vi holder øje med hinanden, veksler kure, der ikke tager livet af os, og hvis vi støder på nogle, der er så syge, at de har hårdt brug for hjælp, lægger vi lige en kommentar om det og i værste fald ringer til en person, der kan hjælpe dem«, skriver en af pigerne i en mail til Politiken.
Send en kommentar