Patrick fortalte at han led af de sidste stadier af prostatakræft, og ikke ville leve mange måneder endnu. Han havde startet en kamp for at andre ville kunne få den gode og værdige død, som var ham forbudt. Ydmygt at lægge sig til at vente på døden var ikke hans stil, når han ikke havde levet nedbøjet, ville han heller ikke dø sådan.
Hans bøn til sine venner var at hjælpe hans kone, Pat Kneen, med at kæmpe videre. De sagde ja uden tøven. De følgende uger hjalp de med at at fremføre sagen i lokale medier, samt i Irland og UK. Den lokale avis lavede en meningsmåling som viste 80% støtte til Patricks lov, som de to politikere var i gang med at forberede. Han kunne aflevere tusinder af underskrifter til parlamentet.
Kræften hærgede; den nu blinde og smerteplagede Patrick gav stadig telefoninterviews. Han kunne ikke længere nyde sin elskede have, men holdt stadig fanen højt. De dogmatisk religiøse tilkaldte højtråbende assistance udefra, for at servere deres argumenter i pressen.
Efter Patricks død skærpedes kampen. Samme dag som et parlamentarisk udvalg skulle holde deres første møde om den foreslåede lov, blev Pat arresteret for konspiration omkring at hjælpe med selvmord. Anledningen var et læserbrev hun havde skrevet til den lokale avis. De overlod det i stedet til politiet, fordi hun forklarede at de havde diskuteret måder at afkorte hans lidelser. Til sidst bad de om råd og hjælp fra en britisk læge, som de allerede kendte.
Betjentene raserede hjemmet, og konfiskerede med rund hånd, deriblandt private breve, og kort med sympati-tilkendegivelser. De blev aldrig returneret, og politiet glemte at lave en liste, så de kunne senere ikke huske hvad de havde taget med, som "bevismateriale". Den skrøbelige og bange 74-årige enke med svagt hjerte blev krydsforhørt det meste af en dag uden anden forplejning end et enkelt glas vand, uden at få at vide at hendes hjem blev ransaget.
Anklageren blev enig med sig selv om at enhver form for publicity kunne tænkes at påvirke en mulig retsforfølgelse, og gav medierne en meget stram mundkurv på. De måtte ikke omtale sagen, hverken debattere hjælp til selvmord eller arbejdet omkring den foreslåede lov - eller noget med en blot fjern forbindelse dertil. Dette forbud blev opretholdt i flere måneder.
Politiet luftede tanken om at grave Patricks lig op. De ville åbenbart sikre sig at der ikke var tegn på at hans død ikke var så pinagtigt langsom som loven kræver. På den anden side var der også beskyldninger om magtmisbrug i politiets ledelse. Sagen blev suspenderet i længere tid, der var ikke andre til at undersøge.
Vennerne blev nødt til at handle, og opfordrede læsere af deres hjemmeside til at sende deres mening til regeringen og avisen. Nyheden spredte sig hurtigt over verden, og snart brød serverne med hjemmesiderne for både avisen og regeringen sammen under presset. Næste dag mødtes ministrene og anklagemyndigheden. De annoncerede for pressen at efterforskningen var afsluttet på grund af mangel på beviser. Dette til trods for at Michael Irwin meget detaljeret havde fortalt om at hensigten med hans rejse til øen var at hjælpe sin gamle ven med at få lov til at dø lidt hurtigere. Og at han ville være gået direkte til politiet med fakta hvis planen var blevet gennemført. Total åbenhed. Han valgte at risikere op til 14 års fængsel, for at skubbe til debatten.
Tynwald fik i 2006 rapporten fra udvalget, uden en klar anbefaling, og der var en debat. Tilsyneladende er der ikke sket mere. Verdens ældste parlament, med rødder i vikingetiden, forhaster sig ikke.
- Online Journal:
A civilised insurrection - International Humanist and Ethical Union:
Obituary: Patrick Kneen - World Federation of Right to Die Societies:
Arrested for Showing Compassion - Michael Irwin:
Statement for a General Medical Council Fitness-to-Practise Panel: London: September 26th 2005 - Isle of Man Today:
MHKS debate legalising assisted suicide - Isle of Man Today:
Doctor's involvement in suicide plot probed - BBC:
Isle of Man in euthanasia bid - BBC:
Euthanasia doctor 'broke the law' - BBC:
'Most doctors would aid suicide' - The Independent:
Prosecute me, says GP who helped euthanasia patients - Times Online:
Doctor attacks euthanasia 'hypocrisy'
Nyere opslag
Opslag
8 comments:
Jeg får simpelthen kvalme.
Andet har jeg vist ikke at sige lige nu.
Den slet skjulte pointe var jo så også at modparten ikke var så civiliseret. Det er jo sådanne ting her, der gør at jeg kan være en kende skarp i tonen omkring sager som jeg kommer ind på involverer religiøse dogmer der gør livets hellighed til noget så absolut at næstekærligheden fejes af banen. Men jeg gør en del for at holde en civiliseret tone, selv.
QED ;-)
"Tavst ties min tale til orde", lyder første linje i et digt jeg skrev, efter at have modtaget meget ubehagelig trusler.
Ligesådan her: Når noget bliver mødt med tavshed, når myndighederne forsøger at aflive debatten (høhø - aktiv dødshjælp) ved at give fok mundkurv på, SÅ RÅBER JEG HØJT.
Det her er sgu ikke i orden. Nej.
Mht religiøse dogmer om livets ukrænkelighed, så er det jo som regel sådan, at de "frelste" stemmer der rejser sig mod abort og dødshjælp, fordi alt liv er helligt, er de selvsamme stokkonservative åndsboller, der går ind for dødsstraf?? Dér gælder deres selvdefinerede næstekærlighed tilsyneladende ikke!
Og det er sagt af mig, som faktisk er troende, men fanme ikke på den frelste måde ;-)
Aha. Om tryk og modtryk :-)
Denne sag giver jo så også anledning til at huske inkvisitionens metoder for sindelagskontrol. Metoderne er hårde nok til at jeg tror at alt for mange tager til takke med at skrumpe ned i elendighed, når de ikke har kræfter til et drama, ikke kræfter til at råbe højt.
For det er jo det der er brug for, også af hensyn til sig selv.
Og du har jo helt ret i at der er stort sammenfald mellem tilhængere af at straffe med døden, og modstandere af at give lidende fri gennem døden, især i f.eks. USA. Det gav forresten uro derovre da en dødsdømt bad om at få dommen eksekveret hurtigt, uden at han først skulle rådne op i mange år på dødsgangen. Og der gøres store anstrengelser for at hindre dødsdømte i at begå selvmord.
Jeg er generelt ret omhyggelig med ikke at slå troende i hartkorn med farisæere i troens navn. Desværre er det de officielt dogmatiske, der med fordømmelse hele tiden tiltrækker opmærksomheden omkring religiøsitet - på bekostning af de mange fornuftige troende.
Mattæus-Evangeliet kapitel 5, vers 20:
For jeg siger jer: Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.
Altså: Dem som allermest stringent søger at overholde skriftens bogstav er netop forkert på den, når de ikke handler ud fra en forståelse af den dybere mening.
Det var jo netop karakteristisk for Jesu' virke at han satte ting som næstekærlighed over en streng mosebogs-ortodoksi.
Jeg kan i øvrigt særligt anbefale læsning af det første af de mange links som jeg kom med til slut i indlægget.
> A civilised insurrection
Med lune og pondus fortæller en af de civiliserede oprørere om sagen.
Det ville klæde mig, om jeg kunne citere mig selv korrekt:
"Tyst tavses min tale til orde"
;-)
Nå men meningen var den samme ;-)
Jep, meningen var jo god nok - også med et mindre væsentligt skred i næsten-synonymerne. Så det var da ikke tænkt som en (tavs) pegefinger at jeg linkede; blot et udtryk for at jeg fandt det værd med henvisning til hele digtet. :-)
Heldigvis kan man få så meget smertebehandling her, at man ikke behøver at lide for at dø.
Men jeg tror ikke det er noget, man skal kalde en officiel politik, det ville kunne misbruges på en måde, som det er set i diktatur- og fascist-stater.
For det første er lægerne ganske omhyggelige med at pointere at de kun "næsten altid" evner at behandle smerter. For det andet er lidelse et meget bredere begreb end "smerter". Både på det fysiske plan, og det psykiske plan. "Elendighed" er der ingen medikamenter der kan klare. Måske kan vi gøre noget ved årsagerne; ikke altid.
I øvrigt mener heller ikke jeg at der er brug for en officiel politik der søger at udpinde kriterier for hvornår folk kan gives lov til at dø. Det kan kun den enkelte selv mærke. Det bør respekteres, så længe der ikke er rimelig grund til at tvivle på at det er gennemtænkt og afklaret. Som jeg nogen gange mener det - en dødsbeslutning skal helst træffes mens vedkommende har det så godt som muligt.
Lægerne har ikke forstand på om et menneske har brug for at dø. De kan blot være nyttige hjælpere når spørgsmålet er besvaret - og selvfølgelig før det med bidrag til at tage hånd om problemer indenfor deres fagområde, typisk behandlingsmuligheder og fysiske smerter.
Hjælp til selvmord er tilladt i Schweiz, og fungerer ganske godt i praksis. Det er kun forbudt hvis hjælperen har egennyttige motiver. Selvfølgelig må der ikke være tvivl om at det ikke er noget andet der foregår.
Hjælperen skal selvfølgelig være villig til at rumme det i sin samvittighed.
Send en kommentar